Mette Lindberg
Foto: Rasmus Linaa

Mette Lindberg

En kvinde vi kan li': Mette Lindberg

Den 33-årige sangerinde og ­X Factor-dommer om en vigtig ­telefon­svarerbesked, den første koncert på Roskilde Festival og undulaten Muffis overraskende død.

Mette Lindberg er forsanger i The Asteroids Galaxy Tour. Bandet har udgivet tre album, det seneste i 2014, og er i øjeblikket i gang med at skrive og indspille ny musik. Ved siden af er Mette Lindberg aktuel i en ny sæson af ’X Factor’ på DR1, hvor hun er dommer sammen med Remee og Thomas Blachman.

Da jeg var 20 år, sagde min ven Anders Øland (musiker i bl.a. Barcode Brothers, red.), som jeg boede sammen med, at jeg burde forsøge at drive det til noget med musikken. ”Er du klar over, at du har en gave?” spurgte han mig. På det tidspunkt tænkte jeg overhovedet ikke, at jeg skulle være musiker, men snarere pædagog eller lave radio.

Jeg elskede musik og havde spillet i flere forskellige bands, men jeg havde måske lidt svært ved at tro på, at jeg var god. Men da han sagde det, tænkte jeg: ”Måske er der noget om det.”

Foto: Rasmus Linaa

 

Et par år senere, i 2007, ringede Lars Iversen (producer i The Asteroids Galaxy Tour, red.) til mig og fortalte, at han havde en idé til et projekt, og at han ville have mig til at synge. Han sendte mig udkast til nogle sange, som var vildt sejt produceret, så vi optog vokaler og sendte det til en musikadvokat ved navn Mark Krais, som Lars kendte i England igennem sit tidligere band NU.

Dagen efter var jeg i Betty Nansen Teatret, og da der var pause i forestillingen, gik jeg ud og lyttede til min telefonsvarer. David Enthoven fra ie:music (nu afdød manager for bl.a. Robbie Williams, Passenger og Roxy Music, red.) havde ringet for at sige, at de var helt oppe at køre over vores musik og ville mødes med os.

Jeg var alene i teatret og kunne ikke dele det med nogen, så jeg sad bare og storsmilede for mig selv. Jeg var i fuld gang med at tænke store tanker om, at vi skulle til London, lave vores album færdigt og rejse rundt og spille i hele verden. Det var nok der, jeg indså, at det, vi gik og drømte om, var muligt.

Foto: Rasmus Linaa

Vi spillede på Roskilde Festival på Pavilion Junior-scenen i 2008, inden vi overhovedet havde udgivet et album. Efter koncerten gik vi ud og drak en masse øl og følte os vildt godt tilpas. Det er jo ethvert dansk bands store mål at spille på Roskilde, og jeg tænkte: ”Wow!

Spillede vi virkelig lige dér foran 5.000 mennesker?” Lige siden jeg havde stået og set Moloko med dreadlocks i håret og mudder op til knæene otte år tidligere, ­havde jeg drømt om det. Dagen efter var der så en anmelder, der skrev, at vi ikke havde et eneste hit, og at der ikke var nogen af vores sange, man ville huske.

Han skrev også, at jeg slet ikke havde en soul-stemme, men at jeg sang, som om jeg troede, at jeg var soul-sangerinde. Men vi havde aldrig selv sagt, at vi var et soul-band, så vi blev kritiseret på en helt forkert præmis.

Jeg følte mig totalt misforstået, og det var lidt hårdt som et helt nyt band, der ikke engang havde spillet 10 koncerter endnu. ”Kan vi ikke lige få lov til at komme i gang?” tænkte jeg.

Som barn måtte jeg ikke få kæledyr, fordi mine forældre var bange for, at jeg ville udvikle allergi. Men det lykkedes mig alligevel at overtale dem til at give mig en undulat. Vi kørte ned til dyrehandlen i Herlev Bymidte, og jeg kan huske, at jeg stod og kiggede ind på alle de her små undulatunger, da jeg fik øje på ’Muffi’.

Den var lyseblå og hvid og havde store, mørke øjne. Hele vejen hjem i bilen havde jeg den i en lille æske under min jakke, og jeg var lykkelig, for jeg følte, at jeg havde fået en ny ven.

Den blev meget tam, lærte at tale og fløj altid rundt ude af sit bur. En dag kom jeg hjem og fandt den liggende livløs på gulvet helt indsmurt i blod. Den var død af en nedsunken livmoder. Indimellem drømmer jeg stadig om den.

Foto: Rasmus Linaa

Mænd skal vide om kvinder, at hvis de er ærlige, får de mere frihed. Lad være med at sige, at du kommer hjem ved midnat, hvis du ender med først at dukke op klokken fem om morgenen.

Nogle lyver, fordi de tror, at deres kone eller kæreste ikke kan tåle at høre sandheden, eller for at dække over deres fejl, men det skaber bare mistillid, uanset hvor velment det måtte være. 

LÆS OGSÅ: En kvinde vi kan li': Josefine Klougart

LÆS OGSÅ: Sådan charmer du dig ind på ’en kvinde vi kan li’: ’Det er aldrig rart at få hår i munden, men det går nok’

LÆS OGSÅ: En kvinde vi kan li': Le Gammeltoft