En kvinde vi kan li': Nana Francisca Schottländer
Foto: Sarah Stenfeldt Styling: Rikke Jung Larsen. Hår & makeup: Lou Ditlevsen/Agentur Cph. Bodystocking: Sloggi til 229 kr.

En kvinde vi kan li': Nana Francisca Schottländer

Selvom Nana Francisca Schottländer ofte er afklædt, når hun laver performances, er hun er i virkeligheden et blufærdigt menneske. I mange år jagtede hun anerkendelse som kunstner, fordi hun længtes efter sin afdøde fars ros. To gange har hun forsøgt sig med en kernefamilie, men har hver gang måttet sande, at det får hende til at føle sig kvalt.

Nøgenhed er en stor del af det, jeg laver. Jeg har tilkæmpet mig et naturligt forhold til det at være nøgen, men jeg er faktisk et ret blufærdigt menneske. Jeg kan fx ikke finde ud af at være på en nudiststrand. Det er alt for megen nøgenhed, og jeg kan ikke rumme det. Når jeg arbejder uden tøj på og bruger min krop som redskab, handler det ikke nødvendigvis om nøgenhed. Folk opfatter det tit som smukt, romantisk eller erotisk med en nøgen kvindekrop i naturen, men det er egentlig ikke det, der er mit ærinde. For mig handler det om at undersøge kroppens møder med det, der omgiver den. Min krop er mit materiale og en repræsentant for menneskekroppen. At den er en kvindekrop, er ikke det centrale.

Jeg så flamenco første gang, da jeg var 12 år, og det beseglede min skæbne. Jeg var tynd, drenget og meget usikker. Bare tanken om at stå foran nogen og danse gav mig kvalme. Men jeg så de her mennesker på scenen, og det var så intenst og nærværende og in your face – jeg blev helt elektrisk. Vi lærte en lille koreografi den dag, og jeg øvede mig på den nonstop i et helt år efterfølgende. Kort efter begyndte jeg at tage undervisning, og som 19-årig tog jeg til Spanien og uddannede mig som flamencodanser.

Vil du læse resten af artiklen?
Allerede medlem? Log ind her
Bliv medlem og få fuld adgang til
hele EUROMAN.dk fra 23 kr./md
Prøv 14 dage gratis uden binding
Vælg abonnement her Euroman Premium
Opret dig gratis her