Jeg fandt ud af, at jeg ville være skuespiller en dag i 2015, da jeg sad på min mors sofa. Tidligere på dagen havde jeg været til optagelser som vært på et børneprogram på DR Ultra, og jeg opdagede, at jeg havde enormt let ved at forstå instruktøren og gøre, hvad han bad mig om. Det var naturligt for mig.

I mange år kæmpede jeg ellers imod at blive skuespiller. Begge mine forældre er uddannede inden for feltet, og jeg ville gerne gå min egen vej. Jeg forsøgte mig med dans, maleri og sang, men alle de ting gav mig en mærkelig nervøsitet, angst og frygt for at fejle. Da jeg så sad i sofaen og fortalte min mor om min oplevelse under optagelserne, sendte vi hinanden et mærkeligt blik. Og så sagde hun, ’Måske skal du bare være skuespiller?’ Vi gik straks ind og tjekkede Den Danske Scenekunstskoles hjemmeside, og der var ansøgningsfrist fire dage senere. Jeg kom ikke ind det år, men året efter.

Selvom det lyder som en kliché, var det virkeligt en følelse af at lande på den rette hylde. Jeg tænkte bare ’endelig!’ Endelig var der noget, jeg var god til, og som ikke ødelagde mig.

Det var lidt af et tilfælde, at jeg fik en rolle i TV 2-serien ’Perfekte steder’. Kort tid inden optagelserne skulle starte, blev jeg ringet op i ren panik af folkene bag serien. Hende, der skulle spille rollen som Simone, var hoppet fra. Jeg kom til casting på rollen hos manuskriptforfatteren Mikael Wulff, og da jeg gik ud derfra, tænkte jeg, ’nå, den fik jeg ikke.’

Mikael fulgte castingen via en skærm, og jeg kunne se ham lave en masse mærkelige grimasser, og jeg syntes faktisk, det var lidt sjovt, at han slet ikke kunne skjule, hvor dårlig han syntes, jeg var. Siden har jeg fundet ud af, at han bare har enormt meget ansigtsmimik, og at det ikke havde noget med mit skuespil at gøre.

Et par dage senere blev jeg ringet op af en producer, som begyndte at tale om en eller anden serie, jeg skulle være med i. Jeg var helt forvirret og spurgte, hvad han snakkede om. Det viste sig, at jeg havde fået rollen, men at de i al forvirringen havde glemt at fortælle mig det. Så selvom det var en af mine første roller, var jeg ret afslappet omkring det. Det var som at få en flødeskumskage, som jeg ikke var forberedt på, jeg skulle have.

Det vigtigste, jeg har lært af mine forældre, er, at det hele nok skal gå. Inden jeg kom ind på skuespillerskolen, var der en del år, hvor jeg ikke vidste, hvad jeg ville med mit liv. Jeg var nede i et dybt, sort hul og fik mærket alle de mørkeste afkroge af min hjerne og min sjæl. Jeg manglede min identitet.

Mine forældre blev skilt, da jeg blev halvandet år gammel, og i den periode, hvor jeg havde det skidt, mødtes de for første gang uden mig siden skilsmissen over en middag. De spurgte hinanden, ’Hvad gør vi? Olivia har glemt, at det nok skal gå’. Heldigvis insisterede de på at holde mig oppe, så godt de kunne. Det er svært at holde nogen oppe, der bare gerne vil falde ned. Men jeg husker den sætning og bærer den med mig hver eneste dag. Ligegyldigt hvad der sker, så skal det hele nok gå.

Jeg har otte tatoveringer, og kun én betyder noget. Det er en sommerfugl, som jeg har siddende over mit højre knæ. I de år jeg var langt nede psykisk, beskrev jeg det ofte som om, at jeg befandt mig i en puppe. Jeg besøgte en klog kone i Nyborg, som hedder Marianne, der vist er healer og clair-voyant. Sådan noget tror jeg jo på. Hun fortalte mig, at jeg havde den følelse, fordi jeg befandt mig på puppestadiet, inden jeg ville blive en sommerfugl. Da jeg så kom ind på skuespillerskolen, fik jeg lavet tatoveringen.

Jeg bliver forarget, når nogen mener, at der er en rigtig og en forkert måde at være kvinde på. Jeg er ikke bange for at sige, at jeg er kvinde, for sådan er jeg jo født. Men jeg tror mere på maskuline og feminine energier end på køn, og skal jeg gøre det op i procent, er der nok en større del af mig, der er maskulin.

Engang sagde en fyr, jeg datede, at det, at jeg havde humor, tændte ham af, og at jeg slet ikke var kvinde nok til ham og skulle stoppe med at være så sjov. Hvilken tid tror han, vi lever i? Det er første gang i mit liv, jeg er flippet ud på en person. To uger senere ringede han og spurgte, om han måtte komme forbi og spise aftensmad. Jeg blev ikke engang sur på ham. Jeg syntes egentlig mere, at det var synd for ham, at han var nødt til at være sammen med en bestemt type kvinde, for at han kunne føle sig som en mand.

Det er virkeligt dejligt, når mænd viser kvinder, at de er vilde med dem. Jeg synes, at der i mange år på grund af ’The Game’-mentaliteten (en scorebog fra 2005, red.) har været en kæmpe misforståelse af, at man skal ignorere en kvinde for at score hende. Den bog er jo én stor omvendt scorereplik, hvor man som kvinde skal sidde og føle sig udvalgt, fordi fyren lige har kaldt en lidt tyk eller sagt, at man har en masse rynker omkring næsen, når man griner. I lang tid vidste jeg ikke, at det var det, fyrene prøvede på, så jeg stoppede helt med at gå hjem med dem. Jeg hader hele det der spil.

For nogle år siden rejste jeg til Brasilien, og der er mændene meget mere eksplicitte omkring, hvad de synes om kvinder. Det kan man synes er fedt eller enormt forfærdeligt, men jeg synes, det var super sjovt. Det er ikke farligt at være ærlig og turde fortælle en, at man er forelsket i eller kan lide personen. Jeg har i hvert fald haft det meget sjovere, efter jeg selv har lært at gøre det.

En af de pinligste dates, jeg har været på, var også en af mine første. Fyren var egentlig meget sød. Han var bartender et sted, jeg kom meget. Jeg var 19 år og virkeligt nervøs. Han havde inviteret mig ud at spise, og under middagen begyndte han at åbne sig op over for mig og fortælle en privat historie om et nært familiemedlem, som var død. Flere gange under daten havde jeg tænkt, ’ej, tænk nu, hvis jeg har en bussemand siddende’. Jeg slog tanken hen, for det har man jo aldrig, det er bare noget, man er bange for.

Men imens han fortalte den her meget forfærdelige historie, begyndte han at kigge på min næse på en måde, der tydeligt viste, at der var et eller andet helt galt. Jeg var nødt til at gå ud på toilettet midt i hans fortælling for at se, hvad der havde været så ekstremt, at han slet ikke kunne abstrahere fra det.

Da jeg så mig selv i spejlet, opdagede jeg, at det ikke bare var en lille bussemand. Det var en stor, stor bussemand, som fyldte hele mit ene næsebor. Og så var den helt sort. Jeg har aldrig oplevet noget lignende, hverken før eller siden. Hverken han eller jeg sagde noget til det, og jeg er ellers ikke sådan én, der lader som ingenting. Vi endte faktisk med at date i et par måneder efter. Men den bussemand glemmer jeg aldrig.

Det bedste råd, jeg nogensinde har fået, fik jeg af en af mine lærere. Det handler om at beherske sig i fem sekunder. Inden du reagerer eller svarer på noget, der provokerer dig, skal du lige tage fem dybe vejtrækninger og mærke efter, om du skal tage konflikten. Du behøver ikke være frihedsforkæmper for alle. Det er noget, jeg selv har været sindssygt dårlig til tidligere.

Uretfærdighed kan sætte mit pis i kog. Hvis jeg syntes, at en lærer i folkeskolen var en nar og behandlede en klassekammerat uretfærdigt, satte jeg mig op på bordet og skrev ’fisse’ på tavlen. Jeg blev hele tiden smidt ud af min første folkeskole. I dag har jeg lært, at man lige skal læne sig tilbage i sin rygsøjle og mærke, om det er nødvendigt at tage en kamp. Det er det jo oftest ikke. Man skal ikke være en martyr.