Siden jeg var lille, har jeg tænkt over, hvordan omverdenen så på ’sådan nogle som mig’. Jeg blev ofte spurgt – også af jævnaldrene – ’Går du med tørklæde? Har du gået med tørklæde? Må du få en kæreste? Må du drikke? Må du dit og dat?’ Jeg har altid været på vagt og meget bevidst om, at folk kigger på mig og ser alle mulige ting for sig. Og jeg har kæmpet for at komme ud af den kasse. Det har gjort, at jeg har været mere kontrolleret, og det har givet mig et skævt fokus. Hvis jeg mødte nogen, der sagde noget hyggeracistisk, så har jeg altid taget the high road og været sød, venlig og forklarende. Jeg sagde aldrig fra. Det har ændret sig siden.

Jeg ville være skuespiller, før jeg egentlig forstod, hvad det var. Min mors udlægning er, at jeg har leget meget alene og været i mit eget univers som barn, men jeg har også underholdt og performet. Sådan et helt klassisk yngstebarnsyndrom. Jeg havde en fantastisk folkeskolelærer, der hed Birgitte, som var nyuddannet, og hun lavede mange kreative ting med os. Hun fik os blandt andet til at skrive vores eget teaterstykke i plenum, hvor vi alle skulle finde på, hvad der skulle ske. Det var egentlig et håbløst projekt, men hun fik det stablet på benene. Det var så frisættende for mig at være i et rum, hvor man kunne lege, at man var hvem som helst og hvad som helst. At få lov til at drømme og tage forskellige masker på.