Rosalinde Mynster
Foto: Petra Kleis

En kvinde vi kan li': Rosalinde Mynster

26-årige Rosalinde Mynster om at følge i sine skuespillerforældres fodspor, om bræktale på dates, angstprovokerende telefonsamtaler og hvorfor hun falder for nørdede mænd.

Da jeg var teenager, ville jeg alt andet end at spille skuespil. Begge mine forældre er skuespillere, og jeg ville være journalist, kok, forfatter, jazzsangerinde – jeg ville så gerne være jazzsangerinde.

Men alle mine barndomslege gik ud på at klæde sig ud, spille teater eller lave små film. Selv da jeg nægtede, at jeg skulle være skuespiller, lavede jeg teater, skrev mine egne stykker og var med til at sætte forestillinger op.

På et tidspunkt fandt jeg ud af, at det godt kunne lade sig gøre at blive skuespiller på min egen måde uden, at jeg nødvendigvis ’bare’ fulgte i fodsporene på mine forældre. Hvis mit ungdomsoprør ellers nogensinde er sluttet, var det nok dér, det skete.

Det gik op for mig, at jeg havde talent, da jeg som 16-årig fik min første rolle i filmen ’To verdener’. Det at få den rolle var en ret vild ting for mig. Jeg var midt i puberteten og usikker på alt. Jeg følte, at det var første gang i mit liv, jeg virkelig blev taget alvorligt som et menneske, der kunne noget, og som havde noget at tilbyde.

Når jeg taler med folk, jeg kender, har de alle sammen sådan et punkt i livet, hvor der for første gang var en voksen, som troede på dem eller sagde: ”Det her er du god til.”

Det er vigtigt for unge mennesker i den alder at blive set og hørt. Får man den rigtige støtte, er det lige før, jeg tror, at man kan blive til hvad som helst. Hvis jeg havde fået at vide, at jeg var virkelig god til matematik, tror jeg også, at jeg ville have prøvet at gå den vej. Det var der bare aldrig nogen, der sagde – med god grund.

Jeg sætter virkelig pris på mennesker, som jeg kan tale med om noget, der er større end os selv. Til hverdag har man så mange kedelige, navlepillende samtaler om arbejde og ligegyldige småproblemer, og det kan af og til virke som om, at det eneste, vi interesserer os for, er os selv.

De mest spændende samtaler er dem, hvor man taler om de store spørgsmål i livet. Det skal handle om mere end bare dig og mig.

Et lille stykke brænde ad gangen, sagde min mor altid til mig. Med det mente hun, at man ikke skal kigge på den store bunke af problemer på én gang, men tage dem ét efter ét. Efterhånden vil man opdage, at brændebunken er blevet lidt mindre. Det har været et godt råd for mig, når jeg har været virkelig stresset og ikke har kunnet overskue det hele.

Jeg ville ønske, at jeg var bedre til at danse. Altså, jeg kan godt finde ud af at stå på ’floor’ til en fest og følge en rytme, men jeg ville gerne kunne danse rigtigt. Når jeg ser professionelle dansere, fascineres jeg af, hvordan deres kroppe virker som en naturlig forlængelse af deres sind i stedet for at give dem modstand.

Det er så smukt og elegant, næsten magisk, når de får svære trin til at se så lette ud. Selv føler jeg mig meget adskilt fra min krop, som om min hjerne er ét sted og min krop et andet. Jeg er så klodset, og jeg kommer som regel altid til at støde ind i noget eller vælte et eller andet.

Det kan godt ærgre mig, at jeg ikke altid selv har indflydelse på en persons førstehåndsindtryk af mig, fordi jeg er blevet en offentlig kendt person. De fleste mennesker kan i princippet være, lige hvem de vil.

Men når jeg møder nye mennesker, der har set mig i en film eller på tv, har de en holdning om mig i forvejen. Alt hvad jeg gør eller siger, måler de op mod det billede, de allerede har af mig.

Jeg er virkelig dårlig til at tale i telefon. Det er angstprovokerende for mig, og jeg ved ikke hvorfor. Når nogen ringer til mig, er jeg altid sådan: ”Hej! Hvad vil du? Okay! Send en sms i stedet! Farvel!”

Jeg føler, at jeg stadig er fem år gammel og gerne vil have mine forældre til at ringe til min veninde og spørge, om vi skal lege. For nylig skulle jeg ringe til Dansk Hvidevareservice, og jeg havde hjertet helt oppe i halsen, mens jeg ventede. Jeg var nærmest panisk.

”Hvordan skal det nogensinde lykkes mig at få en mand til at komme ud og kigge på min vaskemaskine?” tænkte jeg. Men de var meget søde, det gik rigtig fint, og bagefter var jeg helt stolt over, at jeg havde formået at bestille en VVS’er. Det er så åndssvagt.

Den værste date, jeg nogensinde har været på, var med en mand, der konstant snakkede om, hvor meget han brækkede sig, når han var fuld. Vi var bare ude og drikke kaffe, og så sad han dér og fortalte bræk-historier. Jeg grinede høfligt, mens jeg tænkte: ’Hvad foregår der?’

Han blev bare ved og ved. Da daten endelig var slut, var jeg lettet og tænkte, at nu skulle det bare løbe ud i sandet. Men vi havde dårligt sagt farvel, før han ringede og spurgte, om vi skulle ses igen, og jeg, som er så dårlig til at tale i telefon, svarede bare: ”Ja! Ja!” Det lykkedes mig dog heldigvis at komme ud af det i sidste ende.

Jeg er dårlig til at være alene, hvis ikke jeg laver noget. Det er et paradoks, for jeg føler ofte, at jeg har brug for at gå i enrum og bare være for mig selv. Men jeg får hurtigt angst, hvis der slet ikke sker noget, og så begynder jeg som regel at arbejde i stedet for bare at hygge og slappe af.

Jeg vil gerne lære at gå på date med mig selv. Det lyder virkelig som en dårlig sætning fra en selvhjælpsbog.

Jeg falder for nørdede mænd. Det er utroligt sexet, når mænd går op i noget, og man virkelig kan mærke, at de er passionerede omkring det. Det fascinerer mig, når en mand ved en hel masse om et bestemt emne, har en specifik færdighed eller har dyrket noget så meget, at han er blevet rigtig god til det. Hvis en mand virkelig har en lidenskab, er det altid spændende at høre ham tale om det, uanset om det så er mikrochips.

LÆS OGSÅ: 15 kvinder vi kan li’ på COPENHELL

LÆS OGSÅ: Emily Ratajkowski kritiserer magasin for at photoshoppe hendes bryster og læber

LÆS OGSÅ: 15 kvinder vi kan li' på Wonderfestiwall 2017

Rosalinde Mynster

Hun filmdebuterede som 16-årig i Niels Arden Oplevs drama ’To Verdener’ i 2008. Siden har hun bl.a. medvirket i ’En kongelig affære’ (2012), ’Underverden’ (2017) og TV 2’s dramaserie ’Badehotellet’ (2013-nu) som stuepigen Fie – en rolle hun to gange er blevet nomineret til en Robert-pris for i kategorien ’Bedste kvindelige hovedrolle’.

Ved siden af film- og tv-rollerne er hun en del af teaterkollektivet Teater Tugt, der laver teater med politiske temaer. Hun er datter af skuespillerparret Søren Spanning og Karen-Lise Mynster og har tidligere dannet par med filminstruktør Nikolaj Arcel.

Se, hvad vi ellers skriver om: Kvinder