En kvinde vi kan li’: Sabrina Rathje

Jeg var ude for et trafikuheld som barn. Vi kørte på en isglat vej i Sverige efter en skiferie, da en bilist kørte ind i os frontalt. Min familie var uskadt, men jeg fik piskesmæld, og lægerne troede ikke, at jeg ville blive i stand til at gennemføre en almindelig skolegang.

Jeg var otte år og havde sindssyg migræne og kunne ikke holde ud at komme i skole. Jeg måtte kæmpe mig frem de næste år. Jeg blev sat på læsekursus i en specialklasse. Jeg hadede det men endte med at være en af de hurtigste i klassen til at læse.

Jeg havde nogle støttende forældre og en god lærer i folkeskolen, som så et potentiale i mig. Man plejer at få at vide, at man vil få det svært, når man starter i gymnasiet efter folkeskolen, og at ens karakterer vil falde, men for mig gik det den anden vej.

Læs også: En kvinde vi kan li: Josephine Mai 

Jeg klarede mig bedre end nogensinde. Det kom bag på mig. I dag er det eneste mén, jeg har fra ulykken, en lidt skæv hage, som man ikke kan se, men som jeg kan mærke, når jeg tygger.

Ulykken lyder dramatisk, men normalt plejer jeg at tale den ned. Den ændrede mit liv, ja, men det samme gjorde det at blive model som 15-årig. Jeg opdagede nye sider af mig selv: ”Hey, jeg kan godt stå frem!”Der var pludselig også nogle, som syntes, at det var fedt, at jeg var høj. 

Jeg er 180 cm. Det har aldrig været et problem for mig. Min kæreste er en del højere end mig. Det faldt jeg bl.a. for ved ham. Jeg kan være mig selv og slappe af i hans selskab. Vi har samme humor.

Vi var engang helt tilfældigt taget til samme standupshow med Jan Gintberg med hver vores venner uden at have fortalt hinanden om det på forhånd. Det grinte vi ret meget af. 

Jeg lærer aldrig at forstå mænd, der taler grimt. Jeg var engang ude med en fyr, som konstant sagde ’fuck’. Til sidst kunne jeg ikke holde ud at høre på det. Jeg forstod ikke, hvorfor det skulle siges i hver sætning.

Det var så unødvendigt. Bandeord er bare ikke sexede. Det er ikke sådan, at jeg ikke selv kan sige noget grimt, hvis jeg smadrer tåen ind i dørkarmen, men bandeord er ikke en del af mit daglige ordforråd.



Læs også: En kvinde vi kan lide: Gyrith Cecilie Ross

”Du er godt nok høj!”
Den har jeg hørt nogle gange. Hvorefter fyren så prøver at score én. Hvad vil han med den replik? Den er så mærkelig. Jeg har også prøvet at stå ved et lyskryds i London, hvor en mand kom hen og fortalte mig, at jeg havde flotte ben. O.k., svarede jeg.Så spurgte han, om de var trappen op til himlen. Jeg tror, at det lykkedes mig at grine, inden jeg skyndte mig videre. 

Hvis en mand kan få mig til at grine, er han nået langt. Det gør indtryk på mig, når en mand viser interesse og har det mod, der skal til. Jeg stod engang ved et busstoppested i København, da en fyr kom cyklende.

Han stoppede op, alene fordi han ville snakke med mig. Det var overrumplende, men også rigtig fint, fordi han gav mig tid til at opfatte, hvad der foregik. Man kan jo godt finde på at takke nej til en date, hvis man bliver overrasket i momentet.

Han talte engelsk, og selv om han var venlig, skete der ikke mere. Men hans gestus var fin. Vi er ikke så gode til at flirte i Danmark. I New York kommer folk hen på gaden og spørger, om man vil have en kop kaffe. Det kunne være fedt, at det var mere sådan i Danmark.Her skal folk gerne være ret fulde, før de tør noget.

Mænd skal vide om kvinder, at vi godt kan få en hel dag til at gå med bare at snakke. Der behøver ikke at ske noget. Det er nok et behov, som kvinder har i højere grad end mænd.Vi vil gerne have vendt det hele, og det er i sig selv grund nok til at mødes.

Den bedste gave, jeg har fået af en kæreste, var en oplevelse. Senest fik jeg en koncert i Aalborg med Anya. Det var lækkert at komme ud at opleve noget sammen. Min kæreste havde skrevet et kort, hvor der bare stod, at jeg skulle reservere en bestemt dato. Jeg vidste ikke, hvad vi skulle, før ganske kort tid inden. Så kunne jeg gå rundt og være nysgerrig.

Hvis du vil forføre en kvinde, er det ikke altid den vildeste idé, der får hende til at sænke para-derne. Jeg falder ikke for dig ved at blive inviteret med til klatring eller bungeejumping. Det vil jeg helst være foruden.

Tag klicheen – fx at invitere på noget god mad og vin – og imponer i stedet ved at hvile i det og ved at vise din personlighed. 

Sabrina Rathje er 21 år, studerer psykologi på Aarhus Universitet og arbejder som model.

Alle billeder er af Henrik Adamsen. Se mere på Instagram under @henrikadamsen.

Læs også: En kvinde vi kan li: Roskilde Festival 2015 

Læs også: En kvinde vi kan li: Ulrikke Toft Simonsen

Se, hvad vi ellers skriver om: Smukke Piger og Kvinder