Mit første tv-job var ’SommerSummarum’ på DR i 2009. Jeg var blevet færdig med gymnasiet og boede i London og blev inviteret til en casting, hvor de betalte for at flyve mig frem og tilbage.
Jeg havde været til casting første gang som 14-årig, så det var dér, de kendte mig fra, og nogle uger senere ringede de og spurgte: ”Kan du starte om 14 dage?”. Jeg pakkede mine ting, fløj hjem med det samme og flyttede ind i en lille lejlighed på Frede-riksberg.
Programmet løb hele sommeren, og de første gange gik vildt dårligt. Jeg har fundet de første udsendelser i DR’s mediearkiv, og det er frygteligt. Jeg havde været til dialekttræning, fordi jeg talte meget jysk, og det var ikke særligt cool at tale jysk som vært i DR.
LÆS OGSÅ: En kvinde vi kan li': Sus Wilkins
Jeg skulle lære at tale rigsdansk, og det lyder så karikeret i de første udsendelser. Jeg havde heller aldrig haft en øresnegl i øret, så man kan høre mig svare produceren: ”Ja, jeg skal nok gå til højre nu.”
Men jeg lærte at lave tv på seks uger ved at kaste mig ud, hvor jeg slet ikke kunne bunde. Det var godt, at det var børnefjernsyn. De er meget mere taknemmelige end et voksent publikum.
I lang tid troede jeg, at tv bare var et midlertidigt job, inden jeg skulle i gang med at læse medicin ligesom mine forældre. Da der var gået fem år, og jeg blev ved med at snakke om, at vi skulle forlænge min kontrakt, så den udløb om sommeren – for at det passede med, at jeg kunne starte på medicin – sagde en af mine kolleger:
”Er det ikke bare noget, du bliver ved med at sige, men ikke rigtig gider?” Der gik det op for mig, at jeg nok ikke ville blive læge i dette liv.
LÆS OGSÅ: Kom med bag kameraet på Kate Uptons forside på Sports Illustrated
Jeg har et ar ved mit ene øje, som jeg fik i 7. klasse. Jeg var vild med Jakob fra klassen, og dengang viste man det ved at slå og drille hinanden. Vi havde ikke kysset, men der var noget i luften, og en dag blev vi hængende på skolen efter undervisning.
Jeg var lige begyndt at gå med g-streng, og ville virkelig gerne have, at han lagde mærke til den. Han jagtede mig rundt for at give mig en olfert, men pludselig løb jeg direkte ind i en jerntrappe og bankede ned i jorden. Jeg begyndte at græde, han kom hen og tørrede tårerne væk – og så kyssede han mig.
Det var virkelig sødt. Han fulgte mig op på skadestuen, ringede til min mor og holdt mig i hånden, mens vi ventede. To uger senere var han blevet kæreste med en anden – men vi havde da lige et par gode dage sammen. Og man kan nærmest stadig se hjørnet af trappen i arret.
Mænd skal vide om kvinder, at ingen af os er ens. Den største fejl, man kan begå, er at tro, at man bare skal behandle sin nye kæreste, som man behandlede sin gamle. Der findes ikke nogen formel.
LÆS OGSÅ: En kvinde vi kan li': Josefine Klougart
Jeg har meget let til tårer. Alt kan få mig til at græde: Hundehvalpe, en dårlig dag, en smuk sang, en irriterende ekspedient og dårligt vejr. Når jeg bliver rigtig rasende, græder jeg også. Det er virkelig irriterende, for så er det svært at blive taget seriøst. Så tænker folk bare ”Nårh, det er også synd for hende.” Det ødelægger fuldstændig effekten af min vrede.
Jeg elsker at diskutere, men jeg er frygtelig at diskutere med, fordi jeg vil vinde for enhver pris. Jeg bliver ved, til de andre giver op, og selv om det ikke rigtigt er en sejr, tæller det stadig for mig. Jeg diskuterede engang gennemsnitsvægten på en torsk med nogle venner, hvor jeg sad og klogede mig uden at ane noget som helst om fisk.
Det fik en af mine venners bullshit-alarm til at gå af. ”Nu lukker du røven,” sagde han. Men det gjorde mig bare endnu mere insisterende, også selv om vi både googlede og ringede til en fælles bekendt, der var fisker, som sagde mig imod. Jeg tror, at vi brugte tre timer på det, og til sidst orkede de andre ikke mere. Men i mit hoved stod der bare ”1-0 til Sofie,” selv om det eneste, jeg havde gjort, var at ødelægge aftenen.
LÆS OGSÅ: En kvinde vi kan li': Mette Lindberg
LÆS OGSÅ: Emily Ratajkowski smider tøjet igen, og vi bliver aldrig trætte af det
LÆS OGSÅ: Kom med bag kameraet på Nina Agdals flotte fotoserie i Maxim
