Foto: Henrik Adamsen

En kvinde vi kan li': Stephania Potalivo

Den danske skuespillerinde om den mest akavede date, det mest sexede ved en mand og hendes hemmelige crush på Anders Matthesen.

Det mest sexede ved en mand er, når han er i stand til at lytte og vise oprigtig interesse. Ikke kun over for mig, men over for min familie og venner. Det er sexet, når et menneske interesserer sig for andre og er god til at lytte. Det tænder mig helt vildt. Desværre er der mange, som – uden at have hang til selvfedme – konstant fører samtalen over på sig selv.

Den mest akavede date


Jeg var på mit livs mest akavede date, da jeg var i starten af tyverne. Jeg havde været i byen, blev lidt fuld og kyssede med en fyr. Han var fra Schweiz og var i København med en ven. Han fik mit telefonnummer og skrev næste dag og inviterede mig ud. O.k., tænkte jeg. Jeg fik en veninde med, så vi kunne lave en double date. 

Vi mødtes med dem på Kgs. Nytorv. Det kommer til at lyde tarveligt, men jeg må have været meget fuld den aften, jeg mødte ham. Vi ser to mænd komme gående. Den ene er måske verdens laveste menneske, på grænsen til dværg; den anden er så kæmpestor, at han ligner ham den høje mand, der står ude foran Guinness World Records-museet. Jeg har aldrig set så stor kontrast mellem to mennesker. Folk gloede på dem. Vi lod som ingenting og tog ned for at spise på Custom House. Det blev akavet. 

De viste sig at være to meget tørre typer, der var medlemmer af et af de mest højreradikale politiske partier i Schweiz. De var kort sagt dybt racistiske, og min veninde er iraner. Det blev ubehageligt. Vi spiste vores mad meget hurtigt, og så fakede min veninde, at hun havde det skidt og skulle hjem. Jeg tror heller ikke, at de var så interesserede i at forlænge den aften. 

Forelsket i Anders Matthesen


Jeg har været forelsket i Anders Matthesen. Han er overdrevet sjov og dygtig, og så har han nogle interessante budskaber. Han har sin helt egen måde at levere jokes på. Jeg har aldrig mødt ham – andet end de gange, jeg har set hans show eller set ham på gaden og været helt starstruck. 

LÆS OGSÅ: En kvinde vi kan li': Birgitte Hjort Sørensen

Da jeg var 20-21 år, havde jeg det med ham, som små teenagepiger har det med boybands. Det er pinligt at indrømme, men jeg skrev til ham på Facebook: ”Hej Anders, det kan godt være, at det er lidt mærkeligt, at jeg skriver, for jeg kender dig jo ikke.” Jeg skrev, at jeg syntes, han var den sjoveste og klogeste mand. 

Dagen efter så jeg et interview med ham på tv, hvor han talte om fans, og så siger han: ”Noget af det mest irriterende ved fanbreve er dem, der skriver: ’Det kan godt være, at det er lidt mærkeligt, at jeg skriver, for jeg kender dig jo ikke.’” Mit hjerte sank. Jeg havde brugt lang tid på det brev. Hans pointe var, at det netop ikke var mærkeligt, det var jo bare dejligt, at nogen havde lyst til at skrive til ham, fordi de kunne lide det, han lavede. Når folk skriver til mig i dag med samme sætning, tænker jeg over det.  

”Op på hesten igen.” Det er nok det værste råd, man kan give et andet menneske. For mig er det synonym med manglende interesse. Så lytter man ikke. Jeg ved godt, at folk ofte siger det i den bedste mening, men det er så nemt at sige. Folk skal måske bare vænne sig til at lytte i stedet for at være så løsningsorienterede.  

Jeg har to ar på nøjagtig samme sted – på mine arme. Det ene fik jeg som treårig. Jeg var en buttet pige og hoppede rundt i sengen, da jeg pludselig faldt på gulvet. Og fordi jeg var en lille fedling, trillede jeg ind under et varmeapparat, sad fast og brændte mig. Det andet stammer fra min hestetid, da en hoppe nær bed min arm af. Jeg stod i stalden og kiggede på et føl, da moderen, der stod med bagdelen til mig, på et splitsekund vendte sig om og bed mig. Det var en iskold vinter, så jeg havde flere lag trøjer på og en kæmpe dunjakke. Havde jeg ikke haft det på, havde den taget halvdelen af armen.



Stephania Potalivo  gjorde sig bemærket i Jørn Faurschous filma-tisering af Ole Lund Kirkegaards ’Albert’ (1998) og Natasha Arthys ’Mirakel’ (2000). Hun er i gang med optagelser til tredje sæson af Zulu-serien ’Sjit Happens’ og kan opleves i anden sæson af tv-serien ’Dicte’ fra 24. september.

LÆS OGSÅ: En kvinde vi kan li': hele 2016

LÆS OGSÅ: Kom med bag kameraet på Kate Uptons forside på Sports Illustrated

LÆS OGSÅ: Sensuel kortfilm: Kylie Jenner smider kludene med kæresten Tyga

Se, hvad vi ellers skriver om: Smukke Piger og En Kvinde Vi Kan Li'