Tina Müller
Foto: Polina Vinogradova

Tina Müller

"Røde kort kan gøre mig rasende"

Den 38-årige sportsjournalist og tv-vært om røde kort, gode underarme og fans, der vil føde hendes børn.

 Jeg kigger sportssektionen igennem som det første, når jeg læser avis. Jeg abonnerede engang på Ekstra Bladet, alene fordi man hver fredag fik Tipsbladet med i købet. Det kan være svært for nogle mænd at håndtere, at jeg er så meget inde i sport. Nogle mener måske, at det ikke er særlig feminint at have lyst til at tage ud på et stadion og se en fodboldkamp, når man har fri. Men sport er det, jeg brænder for.

Jeg boede engang sammen med en kæreste, som ikke kunne se fremtidsudsigterne i, at jeg ville arbejde i sportens verden. Han var IT-mand med en meget seriøs tilgang til sit arbejde.


Den kommentar ramte mig hårdt. Jeg husker stadig, at jeg så en OL-håndboldfinale med Anja Andersen og råbte og skreg begejstret i stuen, mens han lå i soveværelset med en pude over hovedet, fordi han ikke gad høre på det. Der er mange, der stadig har den indstilling, at sport mest er en hobby. Let underholdning. Sådan ser jeg ikke på det.

Man skal ikke kun ville det. Held spiller også en rolle. En dag var jeg på Brøndby Stadion for at se en Superligakamp sammen med en veninde. Uden for stadion så jeg en OB-vogn (en sendevogn, red.) og tænkte: ”De må vide, hvordan jeg kommer ind i branchen.” Jeg gik hen og bankede på, og døren blev åbnet. Der sad en producer og chefen for Viasat, Peter Nørrelund.

”Hvad skal jeg gøre for at komme ind som praktikant hos jer?” ville jeg vide.

”Skriv til os,” sagde Nørrelund. Jeg gik hjem og lavede en ansøgning, hvor jeg klippede en lok af mit hår af, som jeg lagde i ansøgningen, og skrev: ”Jeg vil ofre alt!” Det lyder banalt, men det var sandt. Det var signalværdien. All in. Det var ikke så normalt med piger i sportens verden dengang, og til samtalen testede han mig også med nogle Superliga-spørgsmål. Da jeg kunne svare på dem, faldt der ro over ham.

Min mor fik aldrig en uddannelse, og det har hun betalt for i sit liv. Jeg har set hende være økonomisk afhængig af min stedfar. Hun kunne ikke forlade ham, selv om hun gerne ville. Det lærte mig, at man skal lære at klare sig selv. Det har været min drivkraft. Du skal kunne stå på egne ben og aldrig havne i en situation, hvor du er økonomisk afhængig af andre.

Den største fordom, mænd har om kvindefodbold, er, at det er kedeligt og langsomt. Der er ingen grund til at pakke det ind. Jeg har dækket pokalfinaler og DM-finaler i kvindefodbold, og det går langsommere end herrekampene.

 



Men derfor kan det stadig være inspirerende at se på. For mig handler det om følelser. Der er en historie i alle kampe, uanset om det er mænd eller kvinder på banen. Det kræver stadig disciplin og hårdt arbejde. Det er mennesker, der udlever deres drøm om at leve af at spille fodbold.

Den største udfordring ved at interviewe en fodboldspiller er, at der er så mange penge i fodbold, så mange regler i forhold til alt det, der foregår uden for banen, at det kan være svært at få noget ud af en spiller, som går ud over, at de ”tager en kamp ad gangen.”

Jeg tackler det ved at udvise respekt for spilleren. Han skal vide, at jeg har styr på, hvad jeg snakker om. Det nytter ikke noget, at du stiller spørgsmål, som signalerer, at du ikke aner, hvad du snakker om. Så har du tabt interviewet.

De skal vide, at de kan regne med dig. Du dolker ikke nogen i ryggen. Hvis du får at vide, at noget er uden for citat, så er det uden for citat. Hvis du træder ved siden af, ryger du i den sorte bog. Der er spillere, som ikke taler med navngivne journalister, fordi de føler, at den tillid er blevet brudt. Den fejl begår jeg ikke.

Mit største scoop var sammen med to DR-kolleger at breake, at Klavs Bruun Jørgensen blev ny dansk landstræner for kvindelandsholdet i håndbold. Det kan man, når man har et godt netværk. Tre kilder bekræftede historien uafhængigt af hinanden, så jeg gik all in på historien.

Jeg glemmer aldrig, da jeg interviewede Kasper Risgård live i vores studie på Aalborg Stadion. Der var helt stille, næsten alle tilskuerne var gået hjem. Vi var i gang med nedtakten til udsendelsen, da en fan pludselig råbte, så det kunne høres på hele stadion: ”Tina Müller, jeg vil føde dine børn!” AaB havde lige tabt, og der stod Risgård og skulle være helt vildt alvorlig omkring nederlaget.

Vi knækkede sammen af grin. Jeg husker også en landskamp i håndbold i Qatar, hvor jeg skulle lægge op til vores kommentatorer Jens Jacob Juulsager og Søren Herskind hjemme i studiet. Jeg havde tænkt mig at sige, at vi nu skulle over til vores to friske fyre. I stedet fik jeg sagt, at vi skulle over til vores to frække fyre. Den blev der også grint en del af.



Der er regler for, hvad man må have på af tøj i et tv-studie. Folk skal høre, hvad jeg siger, ikke sidde og tænke over, hvad det er for en halskæde, jeg sidder med. Jo mindre mit tøj larmer, jo bedre.

På DR har jeg en bog, som jeg kan slå op i, med billeder af, hvordan jeg skal sammensætte mit tøj. Nogle outfits holder jeg mere af end andre. Jeg har en grå kjole med en sort habitjakke, som får mig til at ligne en grå kontormus. Men som min stylist siger: ”Der vil altid være grå, kedelige tirsdage!” Min favorit er min læderjakke. Den signalerer noget råt, feminint og sporty. De tre ting er meget mig.

Det mest sexede ved en mand er hans hænder og underarme. Det lyder underligt, men der har jeg en fascination. Det signalerer, at han kan passe på mig og holde om mig. Hænder og underarme er udtryksfulde. Det siger også noget om, hvordan han soignerer sig.

Der er ikke en formel for, hvordan en mand skal forføre en kvinde. Men jeg har brug for at blive taget med storm. Der skal ikke stå en fyr med bævrende knæ og spørge, om jeg ved noget om sport. Så går det galt. Der er ikke noget mere frækt, end når en mand tager initiativ og tager det, han vil have. Det er der noget mandigt over.

Røde kort kan gøre mig rasende. Jeg havde som lille et stort temperament. Jeg havde fodbold på linjefag, da jeg gik på Idrætsefterskole i Haslev, og kunne blive så rasende, når jeg brændte en chance, at jeg råbte og skreg.

En dag tog min træner fat i mig og sagde: ”Tina, det der bliver vi nødt til at have styr på. Det går ikke, at du går og råber og skriger.” Sådan havde jeg slet ikke set på det før. Det var mig selv, jeg var sur på. Det var ikke henvendt til mine holdkammerater.

Men jeg kan huske, at han satte et eller andet i gang, da han sagde, at det var decideret pinligt. Jeg begyndte at arbej­de med mine vredesudbrud, selv om det fortsatte i min tid i Ringsted IF. Jeg har fået røde kort alene pga. brok.

Det kan godt være, at det ’bare’ var Sjællandsserien, og at det var kvindefodbold, men dommeren skal gøre et godt stykke arbejde uanset hvad. Der var dommere, der nærmest kun bevægede sig i cirklen og ikke gad følge bolden. Måske havde de drukket lidt for mange øl og var lige­glade.

Jeg var ikke bleg for at sige til sådan en dommer: ”Nu må du tage dig sammen og komme ind i kampen!” Til sidst gad de ikke høre på mig. Så var det røde kort den eneste måde at lukke munden på mig.

Om Tina Müller

Tina Müller er sportsvært på DR med en fortid på Viasat og TV 2 Sport. Hun har spillet fodbold i Ringsted IF, hvor talentet rakte til at blive sjællandsmester en håndfuld gange.