En kvinde vi kan li': Xenia Lach-Nielsen

Den 44-årige skuespiller og sanger om teatralske skurke, Casper Christensens sygeseng og en musikvideo med Thomas Blachman, du ikke må se.

Xenia Lach-Nielsen (født 1971) er skuespiller og sanger. Hun har medvirket i både film, teaterstykker og musicals og har også udgivet to album, ’Velvet Apple’ og ’Trash of Gold’. Hun kan opleves på Østre Gasværk Teater i en musical baseret på Ken Folletts ’Jordens søjler’ frem til 16. december.

Jeg har aldrig fundet ud af, hvorfor jeg så tit får rollen som skurken i forestillinger. Det ligger åbenbart til mig. Det gælder også i min seneste rolle på Østre Gasværk Teater, hvor jeg spiller et møgøre af episke dimensioner.

Det er jeg faktisk glad for. Der ville ikke være noget værre end altid at skulle spille hende den søde. Det er sjovere at udforske de mørke sider.

Bare fordi man ikke har prøvet det før, betyder det ikke, at man ikke kan finde ud af det – det var og er på mange måder min livsfilosofi. Da jeg fandt ud af, at DR skulle bruge en vært til deres nye ungdomsprogram ’Transit’, ringede jeg til producenten.

”Jeg hører, I mangler en studievært? Her er jeg! Skal jeg ikke bare komme ud til jer?” sagde jeg så overbevisende, at jeg fik jobbet. Programmet havde Casper Christensen som medvært.

Det var sjovt at arbejde med Casper. En dag var han syg, men i stedet for at aflyse skaffede vi en hospitalsseng, som vi trillede ind i studiet. Så lå Casper der med tårnhøj feber og talte i vildelse, mens jeg styrede slagets gang.

På et tidspunkt blev opmærksomheden så voldsom, at jeg nærmest fik fobi over, at folk kiggede på mig. Dengang var der kun DR og TV 2. Der var kun det ene ungdomsprogram, som kørte live hver mandag. Vi fik massiv opmærksomhed. Og jeg var en pissedårlig studievært.

Der var ingen skoling af tv-værter dengang. Jeg blev bare kastet ud i det at være journalist, hvilket jeg jo slet ikke var. Jeg var fuld af ballade og troede, at jeg skulle lave noget sjovt, og så havde jeg pludselig ansvaret for, at bl.a. incestofre og børn af alkoholikere kom helskindede igennem en liveudsendelse.

Det var jeg slet ikke moden til at tackle som 20-årig. Det var ikke nogen ubetinget god oplevelse. Da sæsonen sluttede, tog jeg afsked i den allersidste udsendelse med ordene: ”Farvel. Vi ses aldrig mere.”

Den dag fik jeg nok af al opmærksomheden og besluttede, at jeg hellere ville være bag kameraet. Jeg begyndte at arbejde som caster og instruktørassistent. Det var jeg muligvis blevet ved med, hvis ikke en veninde, som er sanger, fik mig overbevist om, at det var synd, at jeg ikke brugte min stemme. På hendes opfordring gik jeg til en audition på ’Hair’ på Betty Nansen Teater.

Rollen på Betty Nansen ændrede min livsbane, for jeg kunne mærke, at jeg følte mig godt tilpas på den scene. Det har også været min teaterskole, for jeg er jo ikke uddannet en skid. Fra det øjeblik gik jeg fra den ene forestilling til den anden.

Det var fantastisk at få lov til at arbejde uden en formel skuespilleruddannelse i bagagen, men det har også plaget mig. Jeg tør godt kalde mig skuespiller i dag, men det gjorde jeg ikke for 10 år siden. Hver gang jeg stod til en forestilling, havde jeg fornemmelsen af: ”Fedt nok, men må jeg overhovedet være her?”

En dag ringede jeg til Thomas Blachmans pladeselskab, fordi jeg havde fået den idé, at jeg da skulle instruere hans nye musikvideo – igen fuldstændig uden forudsætninger, men med en tro på, at jeg kunne. De sagde sgu ja. Jeg endte med at lave en ret hård, syg og mærkelig video, hvor jeg bl.a. fik Blachman til at kaste op – vi fodrede ham med grød – og så skulle han stå og banke på et kors.

Remee og Al Agami var også med i videoen, som Blachman desværre hadede så meget, at den aldrig blev vist. Det gik mig ikke specielt meget på. Hvis jeg så den i dag, ville jeg sikkert stadig synes, at den var fed.

Det er vildt at møde et menneske, som gør noget ved én, man ikke kan kontrollere. Jeg mødte min mand (skuespilleren Peter Gantzler, red.) til en casting på Filmskolen.

Jeg havde aldrig mødt manden før, men jeg kunne ikke gennemføre castingen. Der var nogle replikker, der skulle fyres af, men jeg kom til at grine. Hver gang jeg kiggede ind i hans øjne, brød jeg fuldstændig sammen.

”Tag dig dog sammen!” tænkte jeg. ”Hvad sker der?” Jeg husker, at han havde nogle meget lyse blå øjne og lyst sommerhår. Da vi var færdige med scenen, cyklede vi sammen fra skolen, og jeg tænkte: ”Ham der skal jeg have børn med.” Det var helt klart.

Den største fysiske smerte, jeg har oplevet, er en diskusprolaps. Jeg har født et barn, og det er vand i forhold til. Du er opfyldt af konstant smerte i hele kroppen. Første gang jeg oplevede det, var jeg i starten af tyverne. Jeg måtte trække mig som instruktørassistent for Nicolas Winding Refn halvvejs under indspilningen af ’Pusher’.

Jeg var sengeliggende i næsten et år og var bange for, at jeg aldrig kom tilbage til et normalt liv igen. Det var et kæmpe chok at opleve éns førlighed og værdighed pludselig blive taget fra én. Jeg lærte, at jeg ikke er usårlig, og er langt mere ydmyg i dag. Måske fordi jeg nu ved, at jeg ikke er herre over en skid.

Noget af mit drive og min ungdomsenergi forsvandt, men måske er det i virkeligheden også klædeligt: Der var så meget energi og selvtillid at tage af, så måske har jeg i virkeligheden bare fundet den rigtige balance nu og er blevet den bedste udgave af mig selv – indtil videre.

LÆS OGSÅ: Signe Molde: "Selvhøjtidelighed er det største turn-off ved en mand"

LÆS OGSÅ: En kvinde vi kan li': Chefredaktør Mette Østergaard

LÆS OGSÅ: En kvinde vi kan li': Mathilde Gøhler