Roberta Reichhardt

Roberta Reichhardt

"Jeg satte mig på min mors seng og følte, jeg skulle smide den største bombe. Hun må have troet, jeg var gravid"

20-årige Roberta Hilarius Reichhardt om grineflip, store drømme og mænd med det rigtige blik.

Da jeg var 14 år, bankede jeg på døren til min mors værelse og sagde, at jeg gerne ville snakke med hende om noget meget alvorligt. Jeg satte mig på hendes seng og følte, jeg skulle smide den største bombe. Hun må have troet, jeg var gravid eller sådan noget. Med tårer i øjnene sagde jeg: ”Jeg tror godt, jeg vil være skuespiller,” og hun svarede bare: ”Nå, jamen det er da dejligt for dig!” Jeg tror, at alle børn af skuespillere stiller sig selv spørgsmålet, om de skal gå i deres forældres fodspor. Eller også har de i hvert fald fået spørgsmålet af rigtig mange. Min mor er dramatiker, og min far er skuespiller, og de har altid frarådet os børn det. Til min brors 15 års fødselsdag optrådte vi med en familierap, hvor min mor havde linjen: ”Du må ikke tage stoffer, du må ikke tage piller, og du må fandeme heller ikke blive skuespiller.”

Jeg gik ud af gymnasiet, fordi jeg var nødt til at prøve skuespillet af, og tilfældigt blev jeg inviteret til en casting. Jeg var overbevist om, at jeg ikke ville få rollen. Men det gjorde jeg sgu. Jeg var så nervøs, første gang jeg var på settet. Vi skulle filme ’Comeback’ på Hovedbanegården med en masse statister, og jeg skulle spille en ung pige med lyserødt hår og kæmpe silikonebryster. Jeg kunne have tabt det hele på gulvet, for det hele var på min intuition, men jeg syntes, det var så sjovt. Og da jeg havde søgt ind på skuespillerskolen for anden gang, tikkede der en mail ind på min computer. Jeg var kommet ind, og jeg fik en kæmpe lykkefølelse.

Da jeg var barn, gik min mor altid og råbte om morgenen: ”Det, man siger, er man selv, for det står i Aktuelt.” Det har sat sig fast som en rytme i mit hoved. Hvis der er noget ved et andet menneske, der irriterer en, så er det nok fordi, det enten er noget, der minder om en selv, eller noget man ikke har. Hvis man behandler hinanden med respekt, skal det hele nok gå. Jeg har ikke rigtig datet, men som Tove Ditlevsen skrev: ”Møder du en med det samme blik, skal du vide, han er din ven.” Om så det er en kæreste eller en ven. Jeg tror, det sker meget få gange i ens liv, at man møder nogen og føler, at man har kendt dem hele livet. Jeg bliver tiltrukket, hvis der er noget at snakke om. Og at man kan grine og se det sjove i det frygtelige. Det er en fælles følelse, der kan være tiltrækkende, når man står det samme sted.

Engang i folkeskolen faldt jeg ned fra en scene i gymnastiksalen med ryggen først. Al luften blev slået ud af mig, og det hele var så hektisk. Der var forældremøde, så de voksne strømmede til, og pludselig blev jeg smækket op på en båre og ind i en ambulance. Min far fik lov at komme med derind. Da jeg kiggede på ham, fik jeg et grineflip. Der var sket så meget på så kort tid, og det var helt syret. Det plager mig virkelig det med at grine. Det er jo forfærdeligt at grine, når man ikke må, samtidig med at det er virkelig sjovt. Når grineflippet rammer, kan jeg ikke styre det. Jeg må nive mig selv i armen og prøver nærmest at blive deprimeret på kommando. Det er ikke så godt som skuespiller ikke at kunne holde masken.

Roberta Hilarius Reichhardt går på den Danske Scenekunstskole i Aarhus, hvor hun også bor. Hun spillede Kathrine i fjerde og femte sæson af ’SJIT Happens’ på TV2 Zulu, og så har hun haft en rolle i spillefilmen ’Comeback’ sammen med Anders W. Berthelsen m.fl. og komedieserien ’Grethe’ på TV2. Hun er barnebarn af den afdøde skuespiller og sanger Poul Reichhardt og datter af skuespilleren Peter Reichhardt.

LÆS OGSÅ: Fotoserie: På sommereferie med Nina Agdal i Miami

LÆS OGSÅ: 14 kvinder vi kan li' på årets danske festivaler

LÆS OGSÅ: En kvinde vi kan li: Pernille Blume