En kvinde vi kan li

En kvinde vi kan li

Sådan charmer du dig ind på ’en kvinde vi kan li’

Intimbarbering, smilehuller og det at holde døren. Hver kvinde sin smag.

Kvinder. Åh, kvinder. De er så dejlige, vi er vilde med dem, og vi kan ikke lade være med at vende hovedet efter dem på gaden. Men det kan også være på niveau med at lære kinesisk at finde ud af, hvad det egentlig vil have.

Hvordan de vil scores, hvad de tænder på, hvad de absolut ikke tænder på, hvad der irriterer dem, og hvad der fejer benene helt og aldeles væk under dem.

Desværre kan vi ikke give en komplet brugsanvisning på, hvordan du scorer hende, du ikke kan få ud af hovedet. Til gengæld har vi samlet 15 vidunderlige kvinder, der fortæller en lille smule om turn-offs, og hvordan man lige præcis charmerer dem.

Freja Wewer, 20 år, model  

”Det mest sexede ved en mand er, hvis han formår at være ambitiøs omkring sit liv, sit arbejde, sin fremtid uden at blive for selvhøjtidelig og snobbet. Det er også sexet, hvis en mand kan tage pis på sig selv. Det får mig til at sænke paraderne.” 

Tina Müller, 39 år, sportsjournalist og tv-vært

”Det mest sexede ved en mand er hans hænder og underarme. Det lyder underligt, men der har jeg en fascination. Det signalerer, at han kan passe på mig og holde om mig. Hænder og underarme er udtryksfulde. Det siger også noget om, hvordan han soignerer sig. 

Der er ikke en formel for, hvordan en mand skal forføre en kvinde. Men jeg har brug for at blive taget med storm. Der skal ikke stå en fyr med bævrende knæ og spørge, om jeg ved noget om sport. Så går det galt. Der er ikke noget mere frækt, end når en mand tager initiativ og tager det, han vil have.” 

Le Gammeltoft, 38 år, iværksætter, DJ og radiovært

”Det er min erfaring, at buldrende stærke kvinder er dem, der har allermest brug for at blive mødt i deres sårbarhed. Jo stærkere vi kvinder synes at være, jo mere sårbare er vi. Kvinder som mig selv, der galopperer derudad med paraderne oppe, har også brug for et kram. Det er en ting, mænd aldrig rigtig har fattet.”

Signe Molde, 39 år, tv-vært

”Selvhøjtidelighed er det største turn-off ved en mand. Jeg er altid forundret over det, når jeg møder det. Jeg var ude at spise med en kollega, en chef, der blev sur på en tjener, som havde sagt hans efternavn forkert. Det gjorde han så opmærksom på. Det var simpelthen så pinligt og mærkeligt.”

Naghme Ashabi, 28 år, skuespillerinde og socialrådgiver

”Er der en ting, en mand skal have, så er det smilehuller. Jeg er en sucker for smilehuller. Jeg får tit at vide, at jeg lægger mærke til nogle underlige ting hos en mand. At han har pæne tænder, for eksempel. Men brede skuldre og muskler betyder ikke det store for mig.

Det mest nederen er mænd, der poker en på Facebook. Jeg forstår ikke, hvorfor de gør det. Hvor sidder den knap overhovedet? Hvis du ikke engang tør skrive noget, hvordan kan du så forvente, at jeg skal finde dig interessant? Er det, det bedste, du kan gøre?”

Laura Christensen, 32 år, skuespillerinde

"Hver sin smag, men mænd, der er intimbarberede, ser altså lidt mærkelige ud. Det er forfængeligt på en usexet måde. Generelt er det et turn-off med mænd, der barberer sig over hele kroppen. Det er aldrig sjovt at få hår i munden, men det går nok. En mand må selvfølgelig gerne gå op i, hvordan han ser ud, men det må ikke være overdrevet."

Stephania Potalivo, 30 år, skuespillerinde

”Det mest sexede ved en mand er, når han er i stand til at lytte og vise oprigtig interesse. Ikke kun over for mig, men over for min familie og venner. Det er sexet, når et menneske interesserer sig for andre og er god til at lytte. Det tænder mig helt vildt.”

Joy Frederikke Rothausen Lundgreen, 22 år, model

”Der kom engang en fyr hen til mig på en bar og sagde: ”Har du en god forsikring? Du har lige lavet en bule i mine bukser!” Alle scorereplikker er dårlige, men jo mere vulgære, desto dårligere er de! Han sagde det med et glimt i øjet, men stadig ikke nok til, at man kunne grine af det.”

Sabrina Rathje, 22 år, model

”Vi er ikke så gode til at flirte i Danmark. I New York kommer folk hen på gaden og spørger, om man vil have en kop kaffe. Det kunne være fedt, hvis det var mere sådan i Danmark. Her skal folk gerne være ret fulde, før de tør noget.”

Ulrikke Toft Simonsen, 23 år, model

”Jeg har det svært med mænd, som ikke følger deres kvinde hjem, når de har været i byen. Det er virkelig ufint og irriterende at skulle spankulere alene hjem, fordi han gerne vil feste videre sammen med vennerne.” 

Gyrith Cecilie Ross, 29 år, journalist

”Det største turn-off ved en mand er, hvis han ikke har fulgt nok med i skolen. Min trackliste af mænd er ikke nødvendigvis de smukkeste mænd, men det har altid været mænd, som havde noget interessant at byde på. Et vaskebræt eller et flot smil er sexet, men det er perks. Hvis det skal være mere end en aften, skal der mere til. Det er det, som gør sex fed tre år efter.”

Sussi La Cour (Katja K), 48 år, erhvervskvinde, skuespillerinde  

”Danske mænd er tilbageholdende. Når de skal kontakte en kvinde ude i byen, bliver det ofte gjort til sådan en kunstform, som de synes, de skal kunne til fingerspidserne. De er alt for bevidste og glemmer at være sig selv. I stedet for bare at give slip, tage en chance og se, hvad der sker.

Hos alle mine kærester har jeg lagt mærke til to ting: Når mænd har taget et stykke brød, så gider de ikke sætte den der lille hvide dims på igen, der skal holde posen lukket. Jeg kan aldrig finde den igen. Det er det samme med håndklæder. Der er en strop i, men mænd bruger den aldrig. Den slags irriterer mig. Mænd er dovne. De gider kun lave det, der er sjovt.”

Julie Zangenberg, 28 år, skuespillerinde

”Jeg var på et tidspunkt kæreste med en fyr, som styrketrænede og vejede al sin mad. Han skrev journal og stod op midt om natten og spiste havegrød. For ham var mad et brændstof. Sådan har jeg det ikke. Jeg er en madpige. Jeg forbinder mad med nydelse, og siden har jeg kun været sammen med mænd, som kan lide at spise godt, drikke god vin, grine og danse. Mænd, som nyder livet.”

Mette Østergaard, 36 år, chefredaktør TV2 News

”Det er o.k. at holde døren, skænke vinen og følge kvinden hjem fra fest, for det kan vi godt gøre selv. Det er gestussen i det. Jeg synes, at ligestillingsdebatten ofte forfladiger det aspekt. Ligestilling handler om lige rettigheder. Ikke om høflighed.

Mænd skal vide om kvinder, at afkodning af os er en organisk størrelse. Nogle gange skal vi rummes, andre gange siges imod. Men ve den mand, der strikker den forkerte strategi sammen på det forkerte tidspunkt. I skal også vide, at lige så snart I tror, at I har regnet den ud, ændrer vi lydløst algoritmen. Men det er jo også derfor, at I elsker kvinder og aldrig bliver færdige med os."

Ellen Hillingsøe, 49 år, skuespillerinde  

”Jeg elsker mænd, der fortæller en god røverhistorie. Den må gerne være lang og super nørdet, men den skal være vidende, åben og inkluderende, åben for en diskussion – og ikke være en monolog.”

LÆS OGSÅ: En kvinde vi kan li': hele 2016

LÆS OGSÅ: Sensuel kortfilm: Kylie Jenner smider kludene med kæresten Tyga

LÆS OGSÅ: Her er de 9 mest sexede øjeblikke i 2016