Signe Molde
Foto: Polina Vinogradova

Signe Molde En kvinde vi kan li'

Signe Molde: "Selvhøjtidelighed er det største turn-off ved en mand"

Den 39-årige journalist og tv-vært om nemesis, lammere på cykelstien og at være grov mod stats­ministeren.


I vores familie er det mig, der er krejleren. Det er mig, der trætter familien ved at prutte om prisen i Magasin eller på markeder i Sydspanien. Faktisk opdagede jeg for alvor mit krejler-gen efter at have født mit første barn.

Det hele begyndte med, at jeg var højgravid og lå i vores lejlighed, da vandet gik. Jeg kaldte på min mand Peter: ”Vandet er gået,” råbte jeg. Han kom løbende ind i stuen og svarede:

”I sofaen?” Og ja, vandet var gået i vores nye skidedyre sofa. Fire måneder senere skulle vi flytte og havde ikke længere plads til vores dyre, fostervandsplettede sofa.

Derfor satte jeg den til salg i Den Blå Avis og solgte den til en intetanende fyr for 10.000 kr. Den tanke kan stadig gøre mig lykkelig. Og så nyder jeg også tanken om den der fyr, som nu ligger og slænger sig i vores gamle sofa, æder Matador Mix og ser ’X Factor’, mens han snuser til sofaen og tænker: ”Hvad er det nu, den sofa lugter af? Det minder mig om et eller andet …” Og så får han pludselig lyst til at ringe til sin mor.

Det mest præcise kompliment, jeg har fået, var, da min gode kollega komiker Søren Dürr sagde, at når jeg danser, ligner jeg et gammelt menneske, der lige har opdaget, at der er ild i køkkenet.

Selvhøjtidelighed er det største turn-off ved en mand. Jeg er altid forundret over det, når jeg møder det. Jeg var ude at spise med en kollega, en chef, der blev sur på en tjener, som havde sagt hans efternavn forkert. Det gjorde han så opmærksom på. Det var simpelthen så pinligt og mærkeligt.

Jeg var vildt nervøs første gang, jeg lavede satire, hvor jeg selv var i spil. Jeg skulle lave en række indslag til ’Det nye talkshow’ med Anders Lund Madsen og var i tvivl om, hvorvidt folk ville forstå det. Mit første indslag var i Statsministeriet, hvor jeg skulle ’stjæle’ et spørgsmål fra en anden journalist, afbryde statsminister Lars Løkke Rasmussen og få ham til at svare sjovere på de ellers ret så knastørre spørgsmål.

Jeg havde ingen fornemmelse for, om folk ville blive sure, eller om det i det hele taget var sjovt. Det blev sendt på News, direkte. Det vidste jeg ikke, ellers havde jeg sikkert ikke turdet. Jeg kastede mig ud i det og spurgte først til regeringen, og Løkke kom med sit meget lange og kedelige politikersvar, hvorefter jeg afbrød ham og bad ham svare sjovere på spørgsmålet.

I virkeligheden var det min måde at gøre lidt grin med politikerne, men også den tendens hos mange journalister, som insisterer på at styre deres interview, så det passer ind i deres nyhedsudsendelser. Jeg var nervøs før, under og efter.

Jeg kan huske, at Mogensen og Kristiansen bagefter sad og klogede sig på, om journaliststanden havde mistet respekten for statsministerembedet – ud fra mit lillebitte indslag. Det syntes jeg var sjovt og fjollet. Men jeg var stadig nervøs, for det lignede ikke rigtig noget, der var lavet før på dansk tv.

Det var først, da vi ugen efter viste indslaget i ’Det nye talkshow’, og jeg så, at folk grinte, at jeg slappede af og tænkte: ”O.k., min fornemmelse var rigtig.” Der fik jeg en oplevelse af, at jeg kunne noget. Også selv om min far ikke syntes, det var sjovt. 

Jeg fucker altid op i tal og målestoksforhold. Min største bommert på tv var engang at komme til at sige – selvfølgelig under en liveudsendelse, som man jo ikke kan klippe i – at 600 jøder var blevet slået ihjel under anden verdenskrig, i stedet for 6 mio.

Det var en af den slags fejl, der er svære at redde. Jeg prøvede at trække den i land ved at mumle et eller andet om, at jeg vist havde lavet en lillebitte regnefejl. Men at jeg da ville ønske, at kun 600 jøder var blevet slået ihjel under anden verdenskrig. ”Så havde den heller ikke varet så længe …” Efterfulgt af spredt latter i studiet. Meget spredt.

Mit livs værste date var med min nuværende mand. Vi havde lige mødt hinanden og tog sammen til Barcelona på en romantisk getaway. Efter et halvt døgn blev min mand, Peter, syg med maveforgiftning.

Han prøvede at skjule det til at starte med. Godt nok var han mistænkeligt længe inde på hvert eneste toilet, vi kom forbi. Men de første par timer lykkedes det ham at få mig overbevist om, at han bare havde lidt ondt i maven, og lod som ingenting.

Men han var godt nok bleg og pruttede en del. Det var forfærdeligt og samtidig ret sjovt. Til sidst indrømmede han dog, at det var bedst, hvis han kom tilbage på hotelværelset. Han havde spist en burger, som han mente var skurken, og jeg opdagede, at hvis jeg bare snakkede det mindste om den burger, fik han lyst til at kaste op. Så jeg talte en del om den burger.

Det var lidt sjovt og lidt ondskabsfuldt. Ikke mindst fordi han virkelig prøvede at bevare sin værdighed. Men det er altså svært, når man skider på gulvet. Nemesis ramte mig selvfølgelig benhårdt dagen efter, hvor jeg selv blev helt vildt syg. Ud af de i alt fire dage i Barcelona havde vi to dage sammen på et lillebitte hotelværelse, hvor ingen af os kunne kontrollere noget som helst.

Det var så tarveligt, men omvendt: Når man tordner i toilettet, mens den anden kaster op i bidetet, bliver visse grænser nedbrudt. Vi kom hurtigt meget tæt på hinanden.

Jeg cyklede på den forkerte side af cykelstien, da en fyr kom kørende helt vildt hurtigt imod mig og råbte: ”Flyt dig!” Jeg skulle selvfølgelig ikke køre der, men idet han cyklede forbi mig, gav han mig en lammer på armen, så jeg var lige ved at styrte og vælte ud på kørebanen. Jeg blev så forskrækket. Og så blev jeg rasende. Hvad fanden? Jeg vendte min cykel og piskede efter ham, selv om jeg ikke havde en chance for at indhente ham. Jeg ved heller ikke, hvad jeg havde gjort, hvis jeg havde. Han var dobbelt så stor som mig.

Den dårligste vittighed, jeg altid hiver op af posen, hvis jeg ikke kan finde på andet, lyder: ’Har du hørt, at det er usundt at være lesbisk? Det er, fordi man har fundet ud af, at man får for meget slik og for lidt jern.’ Den er vildt dårlig. Og også lidt sjov.

De ting, man kan tage let på, skal man tage let på. Det siger jeg tit til mig selv. Jeg kan bruge lang tid på at gruble over en joke eller et spørgsmål. Det kan også være en givende proces, men der er stadig en grænse. Hvis jeg laver dårligt tv, er det jo i sidste ende ligegyldigt. Jeg hørte engang nogen sige: ”Når du er 20, går du helt vildt op i, hvad andre tænker om dig. Når du er 40, begynder du at blive ligeglad med, hvad andre tænker om dig. Når du er 60, opdager du, at de andre aldrig har skænket dig en tanke.” Det synes jeg er meget præcist.

Signe Molde er vært på ’Quizzen med Signe Molde’ på DR2. Hun har tidligere været vært på bl.a. ’X Factor’, ’Zulu Late Night Live’ og ’Det nye talkshow’ på DR1

LÆS OGSÅ: En kvinde vi kan li': Chefredaktør Mette Østergaard

LÆS OGSÅ: Christian Fuhlendorff er ny talkshow-vært ”Der er så mange dårlige nyheder i verden, som man bliver nødt til at lave komik på”

LÆS OGSÅ: Se video: Zach Galifianakis møder Hillary Clinton i nyt genialt interview i ‘Between Two Ferns’

Se, hvad vi ellers skriver om: En Kvinde Vi Kan Li'