Jeg er vokset op i Nørre Felding fire kilometer fra Holstebro i Vestjylland. Der bor under tusinde mennesker. Vi plejede at sige, at det var to huse og et fælles lokum. Det var et meget trygt sted, hvor alle kendte alle. Der var stort set ikke andet end en skole, en hal og en købmand. Når jeg tænker tilbage, husker jeg store ærtemarker, fred og idyl. Vi plukkede altid ærter om sommeren.

Det ramte mig rigtig hårdt, da min far som 48-årig fik en blodprop i hjernen i 1998. Der er en periode i mit liv omkring det tidspunkt, som jeg ikke kan huske så godt. Jeg tror, jeg har fortrængt det, fordi jeg ikke kunne acceptere, at der kunne ske min far noget i så ung en alder.

Jeg havde nogle veninder på besøg, og han kom direkte ind på mit værelse uden at banke på. Han var helt stille og pegede op på sine kinder. Han havde mistet stemmen. Min første reaktion var at løbe over til naboen i stedet for at ringe 112, mens mine veninder løb til hallen, hvor min mor trænede gymnastik. Det sidste, jeg husker, er, at der kom en ambulance, der kørte ham på intensiv i Holstebro.

Jeg har altid været hans pige og mindet meget om ham. Efter blodproppen er han blevet lam i den venstre side og har mistet stemmen. Det er slet ikke den samme far, der altid havde en masse jern i ilden, var vildt stresset og aktiv. Nu har han ikke andet end tid. Indeni har han stadig den samme stædighed og humor, men jeg skal tage mig sammen, når jeg driller ham, fordi jeg ikke altid synes, det er fair at drille en mand i kørestol, der ikke kan snakke. Jeg tror, at det er hans stædighed, der reddede ham.

Han er virkelig et forbillede for mig. Jeg havde svært ved at acceptere, at min mor gik fra min far. Jeg snakkede ikke med hende i mange måneder efter. Jeg tænkte, at hun forlod den synkende skude. Men efterfølgende kan jeg godt se, at det var det rigtige at gøre, fordi min mor var kørt psykisk ned af at passe ham hele tiden.

Jeg skiller mig ud. Jeg er anderledes, fordi jeg er adopteret. Jeg har altid været gammel i gårde. Jeg er en 70-årig i en 36-årigs krop.

Jeg har altid været en orkan. Somme tider synes min familie, at jeg er ret mærkværdig. Men det bedste råd, jeg har fået, er, at man skal stå ved, hvem man er.

Jeg har haft psykiske problemer i stort set hele mit liv. Jeg har primært borderline, men jeg har også ADHD og en snært af OCD. Det kommer til udtryk som ­ren­gørings­vanvid. Først blev jeg fejldiagnosticeret med skizofreni og blev fuldstændig dopet. Der er et hul på seks måneder, jeg næsten ikke kan huske. Jeg sov og åd for tre personer. Jeg tog meget på, og mine venner kunne næsten ikke kende mig. De fortalte også, at mine øjne var helt døde. Kort efter stoppede jeg med den behandling.

Jeg fik stillet den rigtige diagnose i en ret sen alder. De tilbød mig førtidspension, som jeg i starten sagde nej til, fordi jeg havde svært ved at acceptere, at jeg skulle på offentlig forsørgelse. Jeg kommer fra en familie, hvor man arbejder og forsørger sig selv. I dag er det næsten umuligt at få førtidspension, hvis du er under 40 år. Men jeg indså, at jeg var nødt til at tage imod hjælpen, fordi jeg ikke kan have et fast arbejde.

Jeg har arbejdet lidt som model, men det var ikke et godt miljø for mig på grund af min psyke. Der var ekstremt høje krav til udseende og vægt, og jeg kan huske unge piger, der sad og rullede caféservietterne til små kugler i stedet for at bestille noget mad. Jeg kunne mærke, at jeg begyndte at tænke mere på, hvad folk mon tænkte om mig. Det var et rødt flag for mig, og så besluttede jeg at ­stoppe.

Jeg følger intenst med i international politik, især amerikansk politik har altid fascineret mig, fordi det forekommer så barsk og kontant. Jeg har svært ved at holde den politisk korrekte Trump-bashing ud, og jeg forstår godt, at de amerikanske vælgere i ham så noget helt nyt, der kunne ændre tingenes tilstand. Jeg troede så meget på Trump helt fra begyndelsen, at jeg endda spillede på ham hos en bookmaker. Det gjorde det ekstra sjovt, da han så vandt.

Politik er min store passion, og jeg ved, at jeg er rigtig dygtig til det. Jeg har været medlem af Venstre, siden jeg var 18 år gammel. En af mine mærkesager er psykiatrien, som ikke fungerer særlig godt i Danmark. Jeg har en masse viden, fordi jeg har været i systemet og oplevet det på egen krop. Den viden vil jeg gerne give videre.

Jeg falder for en meget traditionel mandetype, der er indsigtsfuld, eftertænksom og måske lidt gammelklog. Han behøver ikke høre Mozart eller sådan noget. Men han skal have en stor viden, og han skal kunne lære mig en masse. Det tænder mig ekstremt meget, at en mand har en gejst og en passion, hvor man virkelig kan se, at han brænder for det, han taler om.

Det mest sexede ved en mand er hans øjne. Man udtrykker så mange følelser gennem sine øjne, og så kan der være en helt speciel glød i et par mandeøjne. Det lægger jeg meget mærke til ved mænd. Det er et kæmpe turn-on, når en mand kan holde øjenkontakt.

Der er mange mænd, der misforstår venlighed som flirt. Fordi jeg er meget udadvendt og smilende, modtager jeg ofte beskeder, hvor mænd inviterer mig ud, selvom jeg slet ikke er interesseret. Når jeg afviser dem, vender de tilbage med: ’Jamen, du sad jo og smilede hele tiden.’

Den værste date, jeg har været på, var med en fyr, der havde inviteret mig hjem til ham, men i stedet for at ville lære mig at kende, sad han bare og snakkede om sig selv i fire timer. Han spurgte ikke én gang til mig. Samtidig skulle jeg sidde og se en masse modelbilleder af ham, mens han fortalte, hvor lækker han var.

Jeg forstår bedre mænd en kvinder. Jeg har altid kunnet bedre med mænd. Der er ikke så meget fnidder og small talk. Det er lidt mere svesken på disken. Det kan jeg godt lide.

Jeg har en stor trofast gruppe, der følger mig på Facebook. Mange ønsker mig på Christiansborg. Og det er mit mål.

LÆS OGSÅ: Stort portræt af Jørgen Leth: Jeg må afskrive flere timer om dagen på grund af depression"

LÆS OGSÅ: En kvinde vi kan li': Geeti Amiri

LÆS OGSÅ: En kvinde vi kan li': Katrine Wiedemann