Synes du, at det er på tide at få undersøgt, hvor kostbar en sag, det egentlig er, der hænger om dit håndled? Så besøg Bruun-Rasmussen, når auktionshusets vurderingseksperter holder sent åbent for at vurdere dit armbåndsur kvit og frit.

Ifølge Bruun-Rasmussen er ure fra klassiske, tidsløse mærker som Patek Phillippe, Breitling, Omega og Jaeger-LeCoultre særligt høje i kurs for tiden, mens et ekstrakostbart Rolex-ur af modellen Daytona Cosmograph ”Paul Newman” formåede at slå den danske auktionsrekord denne sommer med et hammerslag på den nette sum af 1,7 millioner kroner.

Måske ligger du også inde med et håndværksmæssigt mesterværk, som kan prissættes i millionklassen, måske gør du ikke. Lige meget hvad kan vurderingseksperterne give dig klar besked. Bare for at være på den sikre side.

Bruun-Rasmussen holder vurderingsdag for armbåndsure d. 23. august kl. 16-19 på Sundkrogsgade 30, 2150 Nordhavn.

LÆS OGSÅ: Sjældent Rolex sætter Danmarksrekord på stor ur-auktion

LÆS OGSÅ: Ur-nyhed: Patek Philippe præsenterer must-have til 880.000 kroner

LÆS OGSÅ: 12 ure, vi kan lide