Verdens største serie, Game of Thrones, har netop kørt det foreløbigt sidste afsnit, og vi er mange, der vil opleve et tomrum i vores jagt efter underholdning. Men fortvivl ikke. For der er faktisk alene i august kommet flere gode nyheder, som kan få dig til at glemme, at den næste sæson med drager, drabelige slag og incest er langt væk.

The Defenders

Netflix har for alvor gjort Marvels tegneserieunivers aktuelt på vores tv-skærme. Det er med andre ord blevet acceptabelt at være nørd. Tunge emner som det amerikanske fængselssystem, racisme og voldtægt kommer under behandling i de anmelderroste serier ’Daredevil’, ’Jessica Jones’ og ’Luke Cage’.

Senest kom svipseren ’Iron Fist’, som ødelagde den gode stime, men ikke desto mindre er alle fire superhelte nu samlet i den nye serie ’The Defenders’, hvor de må arbejde sammen for at redde New York. Heldigvis ser det ud til, at serien trækker mere i retning af de første succeser og måske har lært af fejlene fra ’Iron Fist’.

Alle afsnit kan ses på Netflix.

The Last Tycoon

Amazon følger lige i hælene på Netflix, når det kommer til godt, originalt indhold på streamingtjenester. Deres seneste serie er en filmatisering af F. Scott Fitzgeralds ufærdige roman ’The Last Tycoon’.

Det vil sige, at serien er løst baseret på ’The Last Tycoon’, som igen er løst baseret på en ægte Hollywood forfatters liv. Så ja, det er ren fiktion. Kort sagt handler serien om Hollywood i 1930’erne, hvor vi følger Monroe Stahr (spillet af Matt Bomer kendt fra ’White Collar’).

Han kæmper mod Hitlers voksende indflydelse på indholdet i amerikanske film, med alt hvad det indebærer af dybe suk og rullende øjne. Selvfølgelig er hans chef (spillet af Kelsey Grammer kendt fra ’Frasier’) ligeglad med Det Tredje Riges filmrettelser, så de to alfahanner ryger i totterne på hinanden.

For nogles vedkommende kan der måske gå lidt for meget ’Badehotellet’ i den med fjollede kostumer, men hvis du er klar til en rebelhistorie, så hop med på tv-vognen.

Du kan streame den Amazon Prime Video. Nyt afsnit ugentligt.

Room 104

HBO’s nye komedieserie foregår i ét rum. Nærmere bestemt på et amerikansk motel i værelse 104. Det er brødrene Mark og Jay Duplass, der står bag antologi-serien, som har et nyt cast i hver episode. De har tidligere lavet serien ‘Togetherness’, som fik gode anmeldelser, men kun overlevede to sæsoner.

Nu har HBO givet dem en chance mere, hvilket vi er meget spændte på. Det er ikke, fordi rollebesætningen er fyldt med stjerner. James Van Der Beek (Ja, ham fra ‘Dawson’s Creek’) er nok det mest kendte navn, men der er også noget befriende ved, at de fleste skuespillere i serien er frisk fra fad, så man ikke skal tage stilling til deres tidligere arbejde. Minus den kære Dawson, som nok altid vil forblive teenager i vores øjne, selv om han er fyldt 40 år.

Premiere 29. juli på HBO Nordic. Nyt afsnit ugentligt.

Ray Donovan

På femte sæson skal Ray Donovan igen redde de rige og berømte i Los Angeles fra sig selv. Liev Schreiber spiller titelkarakteren, som skal finde balancen mellem at være en god familiefar og være god til sit job. Tænk på dine egne hverdagsproblemer og så gang dem med 100. For hans job går ud på at rydde op, når andre står i lort til halsen.

Det gør han med trusler, bestikkelse og andre lyssky aktiviteter. Oven i det hele spøger hans far - formidabelt spillet af Jon Voight - i kulisserne, hvilket skruer endnu mere op for det velspillede drama. De foregående sæsoner kan allerede nu ses på HBO Nordic.

Stream den på HBO Nordic. Nyt afsnit ugentligt.