13. januar 1999 skulle 18-årige Hae Min Lee hente sin kusine i børnehave på vej hjem fra high school. Men hun dukkede ikke op, og hendes forældre blev bekymrede for den ellers så fornuftige og søde pige. En måned senere blev liget af hende fundet i en stor park i Baltimore, hun var blevet kvalt til døde.

Mistanken blev rettet mod hendes dengang 17-årige ekskæreste, Adnan Syed, der ikke kunne redegøre for, hvor han var efter skole den dag, da han blev afhørt seks uger senere. Adnan Syed stod altså uden alibi og røg i fængsel, hvor han har siddet lige siden dømt for mordet på sin ekskæreste.

Denne sandfærdige historie er udgangspunktet for den hidtil mest populære radioføljeton nogensinde. Interessen har været enorm. Serien, der er blevet kaldt en revolution inden for radiomediet, er blevet downloadet mere end fem millioner gange på iTunes, hvilket er en absolut rekord.

I dag udkommer tiende af i alt 12 afsnit af første sæson af serien ’Serial’, som det innovative og anerkendte radioprogram This American Life har fået folk til – med tilbageholdt åndedræt – at lytte med til hver torsdag siden oktober.

Sarah Koenig er hverken privatdetektiv eller efterforsker men journalist og radiovært. I et år har hun forsøgt at finde ud af, hvor Adnan Syed befandt sig i 21 afgørende minutter en eftermiddag for snart 16 år siden. Ved at udfritte high school-elever om personlige ting som sexvaner, brug af stoffer, kæresteforhold og deres relationer til deres forældre forsøger hun at tegne et billede af, hvad der skete eller ikke skete den skæbnesvangre dag i 1999. Og hvordan man kan vide, om en person er i stand til at begå mord.



I løbet af seriens første sæson kommer hun omkring de to unge ekskæresters forhold, omstændighederne omkring hvordan liget blev fundet, divergerende vidneudsagn og andre åndenødsfremkaldende efterforskningsdetaljer. Det, der gør føljetonen ekstra intens at lytte til, er, at ikke engang folkene bag ved, hvad efterforskningen vil munde ud i. Derfor lægger man som lytter mærke til hver en detalje undervejs. Den kunne jo gå hen og få betydning på et senere tidspunkt.

Selv mener Sarah Koenig, at ideen med at lave en dokumentar om en historie, mens den udfolder sig, ikke er videre original. Metoden er bare ny i radiopodcast-regi, og succesen er kommet bag på hende.

”Det havde vi aldrig drømt om. Intet, som vi på This American Life har arbejdet med, har overhovedet været tæt på den opmærksomhed, som ’Serial’ har fået (…) Men jeg tror, at populariteten skyldes, at der er tale om en spændende kriminalfortælling”, siger Sarah Koenig til New York Times.

Hun kan ikke love, at de sidste afsnit af første sæson repræsenterer en decideret opklaring af mordgåden eller en ’perfekt afslutning’. Om Adnan Syed er skyldig i mordet, eller om han har siddet fængslet i knap halvdelen af sit liv som følge af et justitsmord.

”Jeg vil gerne lave en solid afslutning på programmet (…) Men jeg føler ikke noget ansvar i forhold til at lave underholdning af den type, man ville se i en tv-drama-produktion. No way. Det ville være skørt. Det er ikke sådan, jeg arbejder. Jeg er journalist”, siger Sarah Koenig.

Vil du også høre serien, som alle lytter til og snakker om, kan den downloades gratis her. Og takket være den positive modtagelse og økonomiske velvilje fra lyttere og sponsorer kan suspensehungrende radiolyttere glæde sig til en sæson 2 af ’Serial’, som This American Life netop har annonceret.

LÆS OGSÅ: Sexsomnia: Når kriminelle kommer sovende til forbrydelsen

LÆS OGSÅ: Drabschef: Jeg ser meget ondskab i min hverdag

LÆS OGSÅ: Simon Jul: Et godt fjæs til radio