Morten Albæk har succes og millioner på kontoen. Men der mangler én ting scroll-down

Morten Albæk har succes og millioner på kontoen. Men der mangler én ting

Morten Albæk har brugt hele sit voksne liv på at kravle mod toppen af dansk erhvervsliv, mod toppen af bestsellerlisten og mod toppen af folks bevidsthed. På vejen har han fået danskerne til at forholde sig til deres egen mening med livet, og han har fortalt dem, at de kan forandre sig, hvis de vil. Men hvad med Morten Albæk selv?

Af Magnus Fuglsang Søgaard
Foto: Oliver Knauer
Mennesker Euroman

MORTEN ALBÆKS HØJRE HÅND kører i luften som en centrifuge. Han er ved at bygge en pointe op. 

Foran ham, i nogle dybrøde veloursæder med guldfarvet indgravering, sidder 1.600 mennesker, unge, gamle, midtvejskriser, erhvervskanoner, Albæks familie og venner, der ikke kunne tænke sig at bruge deres onsdag aften nogen andre steder end her i Musikhusets udsolgte Store Sal i Aarhus, Morten Albæks hjemmebane. Lyset er let afdæmpet, sådan som aftenens hovedperson ønsker det. Han vil kunne se publikum, når han taler til dem. 

Det er starten på hans foredragsturné, der tager udgangspunkt i hans seneste bog, ’Falske sandheder i livet’, som allerede har solgt over 40.000 eksemplarer. På trods af at det kun er et halvt år siden, den blev udgivet, er det den mest forudbestilte fagbog i Gyldendals historie. 

Kort sagt forsøger bogen at gøre op med de ’sandheder’, der er forankret i vores tale- og tænkemåder (fx ’succes gør dig lykkelig’ eller ’man kan blive, hvad man vil’), som i sidste ende ender med at blive til meningsløse levemåder, som vi på dødslejet vil fortryde, at vi har lyttet til og efterfulgt. 

Og det er netop en ’falsk sandhed’, han er i gang med at afmontere foran den udsolgte sal: ’Man er, hvem man er.’ Morten Albæk køber den ikke. Forskningen viser, siger han, at vi både fysisk og psykisk ændrer os gennem livet. 

Med sine hårde d’er fortæller Albæk, at vi ikke har uanet tid til ”råDighed,” at tid ikke er penge. Det er meget mere værdifuldt end det. Han fortæller om humanistisk kapitalisme, som han mener at se en bevægelse hen imod, om forskellen på legalitet og moralitet. Og om en selvværdsrecession, der har forplantet sig. Anerkendende hvisken begynder i krogene. 

Men forførelsen af og de forløsende grin fra publikum synes at være størst, når Morten Albæk bruger sig selv. Fx når han fortæller om den rektalundersøgelse, nogle lufthavnsvagter i Tel Avivs lufthavn foretog på ham, eller om da han gik ”den nordjyske camino fra Uggerby til Tversted” (distance: fem kilometer) for at besøge den lokale præst, i håbet om at han kunne lindre hans unge, knuste hjerte. 

”Vi er hinandens eneste ene, indtil vi ikke er det længere,” lyder det fra Albæk fra scenen. Et venindepar sukker et ”ja …” med den der lidt luftige j-lyd til hinanden.  

Det er ikke til at se på Morten Albæk, at han er nervøs. Tværtimod synes han at være lige der, hvor han skal være. I centrum messende med sine budskaber uden andet end sig selv og et spotlys.   

Men det er han. Sådan er det ofte op til et stort foredrag, sagde han til mig to timer før showstart: ”Der er ingen forventningsglæde. Der er en forventningsanspændthed.”

Alligevel er det, som om nerverne har krøbet sig lidt mere ind under huden denne gang, og han balancerer mellem destruktiv ydmyghed og storhedsvanvid. Han føler, at han skylder gæsterne, der har brugt 399 kroner på at se ham stå der og tale på en sort scene af træ, og som i stedet kunne ”have set Champions League eller være gået i biografen,” at de forlader Musikhuset og tænker, at det var tid fra deres liv, der var givet godt ud. 

Han er bange for, at der er for mange, som vil blive skuffede og føle, at det er komplet ligegyldigt. Og han vil langt hellere skuffe sig selv end alle dem ude i salen.

Desuden får han – ved at stå der – også endnu flere til at forholde sig til ham, hvilket er paradoksalt, når det, han ønsker mest, er, at publikum skal begynde at forholde sig til dem selv. 

Så hvorfor gør han det her, spekulerer han over, mens han er ved at være færdig med sin tredje cigaret på 12 minutter ude bag Musikhuset. Måske er det ikke af lyst, men mere af pligt: Med de privilegier, han har skabt for sig selv, følger pligter. Det synes han i hvert fald selv. Men hvad er meningen i sidste ende med det?  

Hånden går ned i omdrejninger, Morten Albæk er klar med sin pointe: ”Vi kan forandre os,” siger han og holder blikket mod publikum. ”Hvis vi vil.” 

Se, hvad vi ellers skriver om: Mænd