Som du måske allerede har hørt, er der kommet en ny cola til verden, nemlig Coca Cola Ginger. For selvom det ikke umiddelbart ser ud til, at den originale cola forsvinder fra markedet lige foreløbigt, forsøger firmaet gang på gang at udvide repertoiret.

Nu er turen så kommet til ingefærs-dillen, der hærger helseshots og hjemmelavede snackbarer verden over. I første omgang er det kun i Australien, colaen er til at få, men bliver den en succes, kommer den nok til Danmark før eller senere. Men det sker nok ikke, for som en testsmager hos news.com.au siger om den: ”Dette er colaens svar på Ed Sheeran: Kedelig og lidt mere ginger, end jeg bryder mig om.”

Coca Cola sælger deres sodavand i alle verdens lande (undtagen Nordkorea og Cuba), der bliver drukket et Coca Cola-produkt 10.000 gange i sekundet, og mens vi i Danmark fik vores nyeste cola, Life, i år, prøver kæmpefirmaet sig igen og igen med nye smage. Her er nogle af dem, der ikke gik så godt, som de havde håbet:

1: Coca Cola Light Plus

Cola har tidligere forsøgt sig som helsedrik, fx med Coca Cola Light Plus, der indeholdt vitaminer og antioxidanter. Sodavanden måtte dog trækkes tilbage, da de amerikanske myndigheder ikke fandt nok vitaminer i den til at lade den gå for at være et ’plus-produkt’. 

2: Coca Cola Green Tea

Enhver, der som barn har prøvet at blande alle sodavandene i Ikeas automat ved, at det ikke er alle smage, der passer lige godt samme. Derfor burde nogle nok have fortalt produkt-kontoret hos Coca Cola, at sød læskedrik og besk grøn te ikke lyder sport appetitlig. Det var der ingen der gjorde, og derfor fik Japan i 2009 en ny sodavand, der dog ikke siden er blevet populær nok til resten af verden.

3: Orange Coke

I 2007 havde Coca Cola rystet verden ved at pre-blande cola med først citrus og siden lime, blandinger der stadig er meget populære rundt omkring på kloden. Derfor var firmaet en tur nede hos grønthandleren for at finde flere citrusfrugter, man kunne blande i colaen. De fandt en appelsin. Oprindeligt blev drikken testet i England, men fås i dag kun i Letland, Polen og Rusland.

4: Coca Cola Blak

Tanken om at forene noget meget fransk med noget meget amerikansk er sådan set i orden. Det er der fx kommet en del gode film noir’s ud af, men når det kommer til drikkevarer, er de fleste nok glade for, at blandingen af cola og sort kaffe ikke findes længere. Den blev solgt i Nordamerika og Europa, primært Frankrig, mellem 2006 og 2008.

5: OK Soda

Her er endnu et ’godt’ eksempel på, hvorfor store firmaer som Coca Cola ikke blindt kan hoppe med på tidens tendenser: Forsøget på at nå ud til start 90’ernes grunge-bevægelse varede i to år og bestod i denne cola med frugtnuancer og en spicy bismag blandet på i flad cola. På siden af dåsen stod desuden det Generation X’ske slogan: What’s the point of OK? Well, what’s the point of anything?’

6: New Coke

I midten af 80’erne var den såkaldte ’Cola-krig’ mellem Coca Cola og Pepsi på sit højeste. For at trumfe konkurrenten, introducerede Coca Cola deres forsøg på at redefinere sig selv med en sødere ny cola, der skulle være firmaets nye hovedvåben. Cola blev til ’Classic Coke’, New Coke vandt hver blindsmagning, den kom i, men alligevel krævede forbrugerne den rigtige cola tilbage. New Coke levede derefter et stille liv frem til 2002.

7: Coca Cola C2

Her til sidst er endnu et forsøg på at gøre cola sundt, nemlig Coca Cola C2. C2 blev introduceret i 2004, og adskilte sig fra normalt cola ved kun at have halvt så mange kalorier, hvilket passede lige ind i tidens low-carb-hysteri. Underligt nok valgte Coca Cola stort set samtidigt at introducere Coca Cola Zero, som slet ingen kalorier har. Derfor er det ikke underligt, at kun Zero stod tilbage i 2007.