Hollywood-huset fra ’Pulp Fiction’ er sat til salg

Det kaldes blandt andet et håndværkertilbud med udviklingsmuligheder.

Du husker det sikkert. Jules og Vincent (Samuel L. Jackson og John Travolta) kører afsted, mens de diskuterer om gudelig intervention, hvorefter Vincents seksløber ved et uheld går af i ansigtet på Marvin på bagsædet.

De søger tilflugt hos Jimmy (Quentin Tarantino), der ikke er helt tilfreds med, at en amerikanerbil med hjernemasse i bagruden skal stå i hans garage, og at han skal lægge hus til rengøringen anført af den høflige Winston Wolf. Det hus er fornyligt blevet sat til salg hos ejendomsfirmaet The Agency, der ofte står for at afsætte kendisvillaer eller ikoniske filmkulisser som denne.

”Lokaliseret i den eftertragtede del af Los Angeles kendt som Colfax Meadows, blev denne unikke grund brugt som hus for karakteren ’Jimmy’ i filmklassikeren ’Pulp Fiction,’” skriver The Agency på deres hjemmeside.

Huset, der er 160 kvm og består af tre værelser og to badeværelser, er ikke en billig erhvervelse, da det er udbudt til 8,4 millioner kroner. Det ligger hundrede meter fra Universal City i den nordlige af Hollywood. Ifølge mæglerne trænger den mindeværdige ’Pulp Fiction’-kulisse til en kærlig hånd, men selvom det kunne ligne ethvert andet småslidt forstadshus, har dette i det mindste en god historie.

LÆS OGSÅ: Ryan Reynolds har købt et ginfirma: ”Det er den bedste gin på jorden. Punktum.”

LÆS OGSÅ: Sådan trænede Alicia Vikander op til rollen som Lara Croft i ’Tomb Raider’

LÆS OGSÅ: Skepta, Harry Kane og Eden Hazard hylder London i ny, stjernespækket Nike-video