Er du typen, der trives bedst på toppen en klatrevæg, har du svært ved at sidde stille hele vejen gennem en biograffilm, eller er du bare virkelig glad for forhindringsbaner? Så bliver du med stor sandsynlighed glad for nyheden om, at det australske koncept, Bounce, åbner deres første filial i det københavnske storcenter Field’s. Det er en såkaldt action park, som kommer til at strække sig over 3700 kvadratmeter. Programmet står i al beskedenhed på adrenalinsus, fart på kalorieforbrændingen, og forhindringer til selv den mest garvede atlet. Og til alle os andre.
 
”Både børn, unge og voksne får lyst til at smide hæmningerne, være aktive og have det sjovt sammen, når de besøger os. Folk kan rigtig godt lide muligheden for at få et adrenalinkick som i flere actionprægede sportsgrene, uden det nødvendigvis inkluderer det hårde konkurrenceelement,” siger Daniel Dersén, som er direktør i Bounce Scandinavia, i en pressemeddelelse.

Adgangsbilletten til det nye actionland koster godt 200 kr. pr. mand, og så skal du smide 25 kr. oveni til investeringen i et par skridsikre sokker. Til gengæld har parken, efter eget udsagn, Skandinaviens vildeste forhindringsbane inspirereret af ’Ninja Warrior’, wallrunning, faciliteter til alle parkour-træning og et utal af trampoliner. Hvis du overvejer en karriere som Spidermans potentielle body-double, kan du i hvert fald ligge vejen forbi og teste dit talent.

 
Læs meget mere om konceptet på Bounces hjemmeside lige her.