Vi har desværre alt optaget, hvis I vil spise. Men I kan sætte jer og drikke et glas,” siger tjeneren. De tre gæster trækker næserne, der har været trykket flade mod ruden, til sig, sætter sig i tre dybe lænestole og siger ja tak til tilbuddet om drikkevarer. Til venstre kan de se det bølgeombruste Trekroner Fort i Øresund. Lige frem hvælver Marmorkirkens kuppel sig over tagene. Og til højre passerer S-toget forbi på sin højbane.
Men det København, de ser uden for vinduerne, er lydløst som en film, hvor der er skruet ned for lyden. Heroppe, på 17. etage af Nordhavns nye luksusbyggeri The Silo, kan man hverken høre havet, vinden eller byens trafik. Sådan har ejerne af den kombinerede bar og restaurant indrettet rummet.
”Vi har brugt rigtig meget tid og økonomi på akustikken. Det er vigtigt, at her er ro,” siger medejer Michael Rønnebæk-Rørth.
Han forelskede sig i lokalet, allerede inden det eksisterede. Da den gamle, forfaldne DLG-silo i Nordhavn begyndte at blive lavet om til højhus med luksuslejligheder, og den snavsede facade blev afløst af skiferglitrende skæve altaner, bemærkede han, at den øverste etage så anderledes ud. Så han undersøgte, hvad der skulle ske, og fandt ud af, at bygningens ejer havde overvejet restaurationsliv på toppen af huset.
”Jeg tænkte: Min restaurant skal ligge deroppe,” siger Michael Rønnebæk-Rørth, der solgte restauranterne Kofoed og Hummer for at koncentrere sig om sit nye projekt.
Sammen med en gruppe af partnere, herunder køkkenchef Denny Vangsted (tidligere blandt andet Kong Hans og Gorilla), indrettede han Restaurant Silo på i alt små 1.000 kvadratmeter, så der blev uforstyrret udsigt fra gulv til loft i hele bygningens omkreds.
”København er jo en storby i rivende udvikling, og vores restaurationsscene er meget langt fremme, men med hensyn til sådan noget her er vi kun lige begyndt,” siger Michael Rønnebæk-Rørth.
”Det siger jo sig selv, når der ikke er særlig mange høje bygninger. Men det kommer der.”
København skyder i vejret i disse år. Den indre by er fredet, men rundt dens spinkle, gamle spir skyder moderne højhuse op, fra Nørrebro Station over Carlsberg Byen og til Bella Center.
Mere end 45 bygninger med en højde over 40 meter er blevet bygget, påbegyndt eller godkendt til opførelse i løbet af de seneste 12 år ifølge Teknik- og Miljøforvaltningen, og en af de sidst ankomne til gruppen bliver Københavns højeste bygning.
I slutningen af 2017 fik Danica Ejendomme tilladelse til at lægge et højhuskompleks, der bliver 115 meter højt, 10 meter mere end Rådhuset, på Postgrunden – et nyt kvarter ved hovedbanegården, der foreløbig kun eksisterer som tegnestueprospekt.
Men det er ikke kun i hovedstaden, det kribler i investor- og arkitektfingre for at skabe noget seriøs skyline. I Aalborg har en kreds af nordjyske forretningsfolk ansøgt om at bygge et kombineret automobilmuseum og beboelsesbyggeri, der skal være 107 meter højt. Bjarke Ingels Group har allerede planen for det majskolbeformede tårn klar, men den mangler endelig godkendelse i By- og Landskabsforvaltningen.
Danmarks stadig højere byggerier deler både rådhuse og borgere på tværs af anskuelser. Nogle ser tårnene som tiltrængt international storby-schwung. Andre ser dem som liberalistiske potensforlængere, der hæver de heldige over jordens bærme, mens de kaster deres skygge på folket nede på fortovet.
En form for demokratisk mellemgrund finder man i skybaren, et sted, hvor alle (betalende) kan sidde og meditere over en drink, mens de betragter byens musehjul og glæder sig over, at de for en stund er trådt ud af det med et tryk på en elevatorknap.
Ifølge drinksmagasinet Imbibe var taghaven, der i 1890 åbnede oven på Casino Theater på hjørnet af Broadway og 39. gade i New York, verdens første skyhøje vandhul. Her kunne gæsterne sidde i den fri luft og lytte til et lille orkester.
”Gadens larm var så langt væk, at den blandede sig harmonisk med hornene og strengeinstrumenterne,” skrev en gæst efter et besøg i 1893, og tilføjede:
”Alting var fuldt tilfredsstillende, bortset fra forfriskningerne. Gæsterne råbte på noget, der var stærkere end limonade og den slags.”
Snart begyndte The Casino da også at servere øl, champagne og bourbon i et hæsblæsende tempo. Og den høje brandert blev et eksempel til efterfølgelse for en række etablissementer på Manhattan, et oplagt valg i en by, der har masser af tag, men småt med åbne pladser. Siden har skyskraberen, den mest amerikanske af alle byggeformer, med sin popularitet sørget for skybarens udbredelse fra Hong Kong til Istanbul.
Hidtil har vores hjemlige arkitektur ikke budt os på særlig mange af den slags muligheder for at få et godt sug i maven, mens vi arbejder på promillen. Men i takt med opførelsen af de nye højhuse tænker stadig flere danske bygherrer og byrådsmedlemmer skybarerne ind fra starten.
Hotellet Bella Sky har, naturligvis, en på 23. etage, hvor man kan skue ud over Amager Fælled, mens man sipper sin gin og tonic.
I planerne for Bjarke Ingels-højhuset i Aalborg indgår også løftet om en bar på toppen af huset. Og da der blev givet tilladelse til byggeriet af det 61 meter høje, messingklædte byggeri Axel Towers, hvor Scala en gang lå, var det med krav fra rådhuset om, at det skulle rumme en skybar.
”Det står simpelthen i ejendomsselskabets kontrakt,” siger restauratør Søren Selin, der griner lidt af, at kommunalpolitikerne mente, at det var afgørende, at københavnerne og turisterne fik et sted, de kunne drikke sig fulde med god udsigt. Men det blev samtidig hans mulighed for at åbne både restauranten og skybaren Trio på 9. og 10. etage af et af bygningens fem tårne. I klart vejr kan man se såvel Øresundsbroen som Strøgets fodgængere.
”Vi blev simpelthen så forelskede, da vi så den location, at vi blev nødt til at prøve kræfter med den,” siger Søren Selin, der sammen en kompagnon også driver AOC og no. 2.
På 9. sal i Nordhavns The Silo ligger ’Katedralen’. Den 398 kvadratmeter store lejlighed har 8 meter til loftet og er med sin pris på 32 millioner Danmarks dyreste nybyggede lejlighed. I skybaren og restauranten otte etager højere oppe er man opmærksom på, at stedet, beliggenheden taget i betragtning, godt kunne blive opfattet som de superriges kantine. Men selv om siloens beboere ofte kigger op til en forfriskning, har det aldrig været ejernes vision.
”Vi har lavet et flot sted med en fantas-tisk udsigt, og det har kostet en masse penge. Men det ville være ærgerligt at lave en lukket klub for rige mennesker. Vi vil gerne have, at alle føler sig velkomne. Man behøver ikke at spise en middag eller drikke en cocktail i baren. Folk kan godt sidde her med deres laptop og drikke en varm kakao med flødeskum eller en hyldeblomstsaft. Det skal være et værested. Men man er også velkommen, hvis man vil drikke champagne og spise kaviar,” siger Michael Rønnebæk-Rørth.
På Restaurant Silo koster 30 gram kaviar med sprødt brød, creme fraiche og purløg 395 kroner. Samtidig kan man få en fire-retters aftenmenu for 455 kroner, og på den måde er priserne ikke helt i skyerne, men i den øvre del af brasserie-laget. À la carte kan man købe trygge, franskinspirerede kendinge som hummerravioli, foie gras og blåskimmelost. Og på samme måde er cocktailkortet i baren ikke sat sammen for at skræmme novicer væk, men for at alle kan finde noget. Der er Negronier, og der er Mojitoer, nogle kommer med et tvist, andre fuldstændig traditionelt.
”Vi prøver ikke at revolutionere noget. Vi har lagt et internationalt smagssnit i vores menuer, men derudover synes vi, at udsigten her oppe gør rigtig meget for oplevelsen. Når solen går ned, og byens lys tændes … Aaaah,” sukker Michael Rønnebæk-Rørth og vender tilbage til den ro, som han og hans kompagnoner har forsøgt at skabe heroppe, og som garanterer ubesværet virkelighedsflugt:
”Der er mange, der siger til mig, at den time eller to eller tre, de har tilbragt heroppe, har været som en ministorbyferie. Tænk at kunne give folk den følelse. Det er jo fuldstændig sindssygt.”
LÆS MERE: Ny spiller på den københavnske madscene
LÆS MERE: Derfor skal du altid vælge whisky, når du bestiller drinks i baren
LÆS MERE: Nyt afsnit af ’Fredagsbaren’: Daniel tager os til baren Strøm
