Den verdenskendte astrofysiker og forfatter, Stephen Hawking, døde natten til onsdag i en alder af 76 år i sit hjem i Cambridge. Hans teorier om, hvordan sorte huller afgiver varme var med til at forme moderne videnskab.

Men ikke alle hans eksperimenter var lige vellykkede.

I 2009 fik han en tanke. Hvis han holdt en fest, men først sendte invitationerne ud tre år senere, ville han måske få besøg af tidsrejsende. Ifølge Hawking var det Albert Einsteins relativitetsteori, der lagde grund for forsøget. Det burde være muligt at rejse tilbage i tiden.

I 2012 indbød Hawking så tidsrejsende på fest.

Men selve det opsigtsvækkende eksperiment blev afholdt 28. juni 2009. Hawking pyntede op med balloner, champagne og tre bakker med canapé.

"WELCOME TIME TRAVELLERS", prydede et stort banner.

Champagnen og canapéerne stod dog uberørt. Ingen tidsrejsende fra fremtiden dukkede op til hans fest. Hawking sad alene i sin kørestol.

"Sikke en skam," sagde Hawking efter eksperimentet.

Hawking gav dog ikke op. I årene efter sendte han stadigvæk invitationer ud til begivenheden i håb om, at de ender i hånden på en tidsrejsende om nogle tusinde år. På den måde er der en chance for, at hans 2009-selv møder et fremtidsmenneske.

Se en video fra festen her: