Den tidligere udenrigsminister om sin karriere som bladkonge i skolegården, om Unge Jensen, Gamle Jensen, og glæden ved at blive fyret. 

Hvilket karaktertræk ved dig selv irriterer dig mest?

”Min stædighed. Nu, hvor jeg er blevet lidt ældre, kan jeg godt se, at lidt mindre stædighed og lidt mere smidighed måske havde banet vejen bedre.”


Hvad er det bedste råd, du har fået?

”Det var et råd, jeg fik af min far i 1984. Jeg havde været udenrigsminister i et par år på det tidspunkt. Det var midt i en meget vanskelig politisk periode. Der var slagsmål om fodnoter og al den slags, og i Folketinget gjorde oppositionen alt, hvad de kunne for at vælte mig af posten som udenrigs-minister. Det var på det tidspunkt, Venstre skulle have ny formand. Jeg havde slet ikke tænkt mig at gå efter posten. Jeg havde rigelig travlt som udenrigsminister og mente, at det ville være et umenneskeligt slid også at være partiformand. Så sagde min far til mig: ’Du er nødt til at blive partiformand, for ellers kan du ikke forsvare dig selv mod alle dem, der vil sparke dig ud. Enten gør du det hele, eller også gør du ikke noget af det.’ Det råd fulgte jeg. Jeg blev valgt som formand for Venstre, og det var ganske rigtigt et hårdt slid. Jeg var formand i 14 år. De første mange år var jeg også udenrigsminister. Der blev jeg nok dobbelt så gammel, som man ellers bliver. Men det var sliddet værd: Jeg fik mulighed for at blive ved det, som optog mig, nemlig udenrigspolitikken. Samtidig blev jeg grebet af muligheden for at modernisere Venstre og gøre det til et parti, der også tiltrak de unge og dem, der boede i byerne. Det var i slutningen af 80’erne. Inden da havde Venstre jo mest været et parti for folk på landet, der som regel også var lidt ældre. Det ændrede sig med udenrigspolitikken, der også optog mange unge. Den kolde krig ophørte, jerntæppet forsvandt, Sovjetunionen gik i opløsning. Der var en begejstring over, at grænserne faldt. Venstre markerede sig stærkt omkring de begivenheder, og det fik de unge til at opdage os. Jeg husker især et øjeblik i 1991, da en måling viste, at vi var det største parti blandt førstegangsvælgerne og det største parti blandt de polit-studerende på Københavns Universitet. Jeg havde selv læst polit og vidste, at de var nogle ræverøde krabater dengang. Nu så jeg, at der var sket noget.”


Hvad er det vigtigste, du har lært af din far?

”Min far stammer fra noget af det fattigste husmandsbrug på Fyn, man kan tænke sig. De var 12 børn på 10 tønder land. Han kom ud at tjene som 12-årig og fik aldrig en skoleuddannelse. Men han var god til at skrive og uddannede sig selv til journalist. Fra han var 14 år, var han lokal meddeler. Han arbejdede sig op og endte som chefredaktør, først på Børsen og senere på Fyns Tidende. Han lærte mig, at der i det at være et godt liberalt menneske ligger en respekt for andres ret til at have en mening. Også selv om den er dum. Det er vigtigt at huske på i politik. Min far sad i Folketinget, da jeg blev valgt ind. Han sad der sågar, da jeg blev partiformand. Det var en speciel oplevelse at sidde i Folketinget med sin far. Især når jeg en gang imellem var nødt til at sætte ham på plads. Han kunne være et besværligt gruppemedlem, der tit havde sine egne meninger. Sommetider kaldte de ham for Unge Jensen og mig for Gamle Jensen. Men han gjorde mig klogere på mange ting. Han havde fx et meget fiffigt udtryk, som han sagde på drævende fynsk: ’Jeg ved, hvor silden står i folkehavet.’ Det gjorde han. Han havde en eminent politisk næse. Han havde også en god sætning, som han sagde, når han ville sige noget venligt til mig: ’Jaja, det er da rart at se, at menneskeslægten ikke er toppet med én selv.’ Den bruger jeg også, når jeg ser mine børn i dag.”


Hvad er din største succesoplevelse?

”Jeg var 12 år og gik i 2. mellem på Niels Ebbesensvejens Skole på Frederiksberg. Jeg havde sat mig for at lave et skoleblad og havde indsamlet en startkapital på 10 kr. og fået en forudbetalt annonce på 2 kr. fra købmanden. Bladet hed Krudtuglen og kostede 10 øre i løssalg. Det kom på gaden i et oplag på 100 og blev udsolgt i løbet af et spisefrikvarter. Jeg sad med den her store fornemmelse af succes. Forinden havde jeg været almindeligt til grin blandt mine skolekammerater, der så med mistro på projektet. Jeg havde siddet derhjemme og skrevet stencils på min fars skrivemaskine, klistret dem sammen og fået hjælp af min engelsklærer med duplikatoren. At se bladet blive revet væk var en fantastisk følelse. Jeg fik penge til at lave det næste nummer, og folk var interesserede i at komme med i redaktionen. Det kørte de næste to år og nåede op på 16 sider. Jeg fik engang bank i et frikvarter, fordi jeg var dum nok til at skrive noget ufordel-agtigt om en dreng, der var større og stærkere end mig selv. Så han mulede mig i frikvarteret. Jeg skrev også om min tysklærer, som tog det ilde op. Man kan sige, at jeg i en meget tidlig alder fik efterprøvet grænserne for presse- og ytringsfrihed.”


Største skuffelse?

”Jeg havde stået tre kvarter i en islandsk elv med en kæmpe laks på krogen. Jeg vader ud i elven og skal til at tage den om halen og smide den op på land, da vi fanger hinandens blik. Laksen spytter fluen ud og svømmer – langsomt – væk. Så stod jeg der med den løse line blafrende. Der gik en rum tid, før jeg magtede at kaste linen ud igen. Til sammenligning kan man sige, at jeg lagde det tabte folketingsvalg (i 1998, red.) bag mig med det samme. Hvis man går ind i politik, skal man på forhånd være indstillet på, at der kan være én stemmes forskel. Det er spillets regler. Det var i virkeligheden ’a blessing in disguise’. Hvis jeg havde vundet det valg og var blevet statsminister, havde jeg været død i dag. I dag lever jeg takket været lægevidenskabens store fremskridt, bl.a. med en pacemaker. Det var skæbnens vink til mig om, at nu var det tid til at stoppe. Jeg har valgt at se det positive i det. Men det var selvfølgelig synd for danskerne, at de så skulle slæbe rundt på Nyrup i yderligere fire år. Men det var de sgu selv ude om!”


Hvad bør en mand vide om kvinder?

”Man skal gøre sig klart, at man har at gøre med noget, man ikke forstår – og så i øvrigt nyde det.”


Hvornår har du været rigtig bange?

”Jeg har en hytte i Jylland, tæt på Karup å. Det er et pragtfuldt sted, hvor jeg har skudt kronvildt og fanget ørreder. Jeg var af sted sammen med Alice, da hun blev stukket af en hveps og fik en voldsom allergisk reaktion. Jeg kørte mod sygehuset i Viborg og ringede til politiet undervejs, så de kunne hjælpe os med at komme hurtigt frem gennem byen, og for at få hjælp til at bære hende ind. Hun havde mistet bevidstheden på det tidspunkt. Jeg sad ved hendes seng hele natten og troede, at hun var ved at dø. Det er det øjeblik i mit liv, hvor jeg har været allermest bange. Hun kom sig heldigvis. Siden har vi altid haft adrenalinsprøjter med i tasken, når vi er ude at rejse.”


 

Uffe Ellemann-Jensen, 71 år, er efter en lang karriere i journalistik og politik nu bestyrelsesformand i Thomson Reuters Founders Share Company, som bestyrer den afgørende aktie i den globale nyhedsorganisation Thomson Reuters. Han er også formand for BankInvests investeringsforeninger. Ellemann-Jensen skriver desuden en blog på b.dk om udenrigspolitik. Han kan opleves på TV 2 News i det ugentlige udenrigsmagasin ’Ellemann|Lykketoft’.


FACEBOOK Bliv ven med Euroman