En 35-årig ægtemand og far, Aaron Joseph Purmort, var dødeligt syg af kræft i hjernen.

I stedet for at give op og give efter for sygdommen fandt den amerikanske art director sine sidste superkræfter frem og forfattede sammen med sin kone, Nora, sin egen dødsannonce, der skulle publiceres, når han døde.

Det skete i sidste uge, og 30. november publicerede Minneapolis-avisen Star Tribune teksten, der afslører, at Aaron Joseph Purmort faktisk var Spider-Man, at han kæmpede mod en forbryder ved navn Kræft, og at hans søn en dag skal vokse op og tage hævn over sin fars alt for tidlige død.

Her er dødsannoncen i lettere forkortet udgave:

”Purmort, Aaron Joseph døde fredfyldt, 35 år gammel, i sit hjem 25. november efter komplikationer fra et radioaktivt edderkoppebid. Det fik ham til at bekæmpe forbrydelser, og særligt kæmpede han en årelang mod en nederdrægtig forbryder ved navn Kræft, som har plaget vores samfund alt for længe.

Civilbefolkningen kender ham bedst som Spider-Man og takker ham for de mange år, han har beskyttet vores by. Hans familie derimod kendte ham kun som en rar og mild art director, der designede hjemmesider, t-shirts og koncertplakater. En person, der altid havde den rigtige cardigan på og altid sagde de rigtige ting (selvom det var mega upassende).

Aaron var kendt for sine lange, underholdende historier, som han elskede at fortælle igen og igen. I gymnasiet var han en del af bandet The Asparagus Children, som opnåede stor ros fra kritikere i de nordlige forstæder. Som voksen blev han uddannet fra College of Visual Arts (som også led en alt for tidlig død for nylig) og arbejdede på adskillige bureauer i og omkring Minneapolis for til sidst at slå sig ned som interaktiv kreativ direktør (…). Aaron var tegneserie-connaisseur, en encyklopædi over populærkultur og altid den fedeste fyr til festen (…)"

Well, we tried. #ralphiegrams @purmort

A photo posted by Nora Borealis (@noraborealis) on Sep 9, 2014 at 12:37pm PDT


Nora Purmort, der dokumenterede sin sidste tid sammen med sin mand på en blog ved navn Min Mands Tumor, skriver om dødsannoncen:

”Jeg har aldrig grinet og grædt så meget på en gang. Men jeg er så glad for, at vi gjorde det. Jeg elsker den mand so damn much.”

Hun har bestilt en billet til deres bryllupsrejsedestination – alene - og lært at betjene sit AppleTV. Men hun har ikke vænnet sig til at forklare deres søn, at hans far er inde i hjertet og ikke i dobbeltsengen.

LÆS OGSÅ: Meningen med livet: Morten Wieghorst

LÆS OGSÅ: Tæt på døden: Livgarden og deres tatoveringer

LÆS OGSÅ: Fædre er de nye sexsymboler