De fleste børn kan lide at tegne, men på et tidspunkt holder de op. Det gjorde jeg ikke, jeg blev bare ved. Det var drevet af fornøjelse, men også af raseri og opgivenhed.
I starten gjorde jeg som de fleste børn, der prøver at tegne en ting, så det ligner noget i virkeligheden. En soldat eller en nisse. Jeg kunne blive enormt hidsig og kylede min æske med tusser på gulvet og hamrede min pennekniv i bordet, når resultatet ikke var tilfredsstillende.
Når det raseri var fordampet, var der kun en ting at gøre: Begynd forfra, indtil du laver det ordentligt. Jeg lærte selvdisciplin.
Vi havde tegneundervisning i skolen, men det var ikke særlig teknisk. Læreren læste op af en Münchhausen-historie, som vi skulle illustrere (Münchhausens eventyr går tilbage til de fabuleringer, den tyske baron von Münchhausen i 1700-tallet underholdt sine gæster med, red.).
Min tidligste erindring af at lære noget teknisk var en historie, hvor Münchhausen rejser i kane hen over det tilsneede Rusland med ulve efter sig. Jeg tegnede scenen, så det lignede ret godt, bortset fra ulven, der så mere bøvet end ond ud.
Læreren var en vikar, som gik på Kunstakademiet: ”Du har tegnet øjet helt rundt. Hvis du nu laver det mere trekantet, så øjenbrynet går ned, ser ulven mere ond ud,” sagde han. Så tegnede han et øje på et stykke papir, og jeg kunne se, at det var et ondt øje. Jeg lærte, at øjnene siger meget om, hvordan figuren har det indeni.
Den næste fidus fik jeg, da jeg var 8-9 år gammel. Jeg var med mine forældre til middag hos nogle af deres venner, der havde en stor dreng. Han viste mig en kunstbog med billeder af van Gogh. Især et maleri fangede mig: Van Gogh havde malet sig selv gående ned ad en landevej i Provence, mens solen brænder på en grøn himmel.
”Men himlen er jo ikke grøn, den er jo blå,” sagde jeg. ”Ja ja,” svarede han, ”men fordi han har malet den grøn, kan man mærke, hvor enormt varmt der er.”
Efterhånden som jeg blev ældre, lavede jeg stiløvelser. Jeg var begejstret for Rembrandts raderinger og måder at lave landskaber med ren streg og tog i Dyrehaven og tegnede træer med hans skraveringsteknik. Jeg prøvede også alle ismerne af inden for den nonfigurative kunst. Så nåede jeg til Mondrian, som kun arbejdede med rød, gul og blå i nogle felter med lodrette og vandrette streger på en hvid baggrund.
Jeg havde svært ved at se det geniale i det, så jeg lavede forskellige udgaver af de farver og mønstre i postkortformat for at forstå, hvorfor hans var så godt. Uanset hvordan jeg flyttede rundt på det, blev det, jeg lavede, kun dårligere sammenlignet med Mondrians.
Det var så en anden måde at nærme sig det på: Ved at spørge sig selv: Hvorfor er det godt? Det var ikke dybt videnskabeligt – det var nærmest en udelukkelsesmetode – men det blev min måde at sanse mig ind på billedkomposition.
Som 20-årig sendte jeg nogle tegninger ind til Information, som betalte for dem og trykte dem i avisen. Det var fantastisk at se sine tegninger på tryk. Det gav mig håb om, at jeg kunne leve af at tegne.
Når jeg sidder for mig selv, har jeg ikke et færdigt billede inde i hovedet. Jeg starter måske med en collage og maler videre derfra. Det er en proces, hvor jeg gerne vil overraskes undervejs, en opdagelsesrejse. Picasso blev engang spurgt, om han var søgende, hvortil han vrissede: ”Jeg søger ikke, jeg finder!” Når jeg arbejder med de frie ting, prøver jeg at komme i en tilstand, hvor frie associationer kan dukke op.
Man lader pennen køre rundt, indtil man begynder at trække figurer ud af de nærmest tilfældige mønstre. Man finder ting. Det er en meditativ stemning, hvor man kommer på et trip.
Cykelmyggen Egon opstod på den måde. Jeg var bladtegner på Information i 1967, og min søn var tre år gammel. På det tidspunkt havde han et myggestik på låret, og det kløede og irriterede ham. Jeg tegnede en naturalistisk tegning af en myg med alle seks ben og brod og vinger. Så fik jeg en indskydelse: Jeg tegnede cykelhjul på de lange ben og sagde: ”Så, nu er det en cykelmyg.” Så skreg han af grin.
Selvkritikken bliver ikke mindre med alderen. Tværtimod. Jeg har lært at sige nej til opgaver, hvis jeg mener, at andre kan gøre det bedre. Det er en indsigt, jeg har fået, men som man også skal have råd til, for der er jo penge i den slags tilbud.
Hvad er det, der driver kunstnere? Kandinskij kaldte det ’die innere Notwendigkeit’.
Hvis den indre nødvendighed er stærk nok, bliver man ved, og så kan man nå længere end en, der er født med et større talent, for hvis ikke de har den indre nødvendighed, bliver deres arbejde kedeligt at se på. Så når de ikke så langt som den, der måske er længe om at mestre teknikken, men som til gengæld har noget originalt at fortælle.
Jeg har ikke det store medfødte talent, men det er heller ikke helt ad h til. Jeg måtte pukle for at kunne udtrykke det nogenlunde. Det må jeg stadigvæk.
LÆS OGSÅ: Jeppe ved, han bliver blind en dag
LÆS OGSÅ: Sådan er det at være kronprins i et familiedynasti
LÆS OGSÅ: ”Jeg har lovet min far, at jeg en dag vil komme videre efter hans død. Men hvordan?”
