Klaus Lynggard
Foto: Jasper Carlberg

Klaus Lynggard

Forfatter og musikanmelder Klaus Lynggaard: "Uden dope og druk gik det op for mig, at jeg ikke var festens midtpunkt"

Klaus Lynggaard fortæller om sit liv igennem sine yndlingsalbums

Debuterede som forfatter i 1981 og fik sit gennembrud i 1985 med romanen ’Martin & Victoria’. Blev ansat som musikredaktør på Information i 1992 og er i dag stadig tilknyttet avisen som rockanmelder og skribent. Har senest udgivet bogen ’Personfølsomme oplysninger’ på Gyldendal om sit sygdomsforløb med lungekræft.

Den var min første

 

Bob Dylan: ’Bringing It All Back Home’

”I 1966, da jeg var ni år gammel, rejste min familie til USA, da min far fik job som underviser på et universitet i Portland. Lp’er var en luksusvare herhjemme, men i USA var de meget billigere, så jeg fik 5-6 plader med hjem, da vi vendte tilbage til Danmark, og en af dem var Bob Dylans ’Bringing It All Back Home’.

Alle børnene på vejen var vilde med The Beatles og Rolling Stones. Det gjaldt om at høre Top 20 med Jørgen de Mylius i radioen hver søndag, og det var det, der blev snakket om i skolen dagen efter.

Jeg var også vild med Beatles og Rolling Stones, men Bob Dylan var mit store idol. Til at starte med forstod jeg ikke et ord af, hvad han sang, da vi kun lige var begyndt at lære engelsk i skolen, men musikken ramte noget i mig, og fordi jeg ikke havde så mange plader, hørte jeg den uafbrudt.

’Bringing It All Back Home’ gjorde mig til Bob Dylan-fanatiker, og da jeg blev 11-12 år gammel, fik jeg en rigtig dårlig guitar og ’The Bob Dylan Songbook’, der var fyldt med en masse af hans tidlige sange. Jeg lærte mig selv at spille og synge hans musik, og selv de lange, akustiske sange kunne jeg udenad. Jeg ville så gerne være ligesom ham.”

Den er jeg vokset fra

 

Yes: ’Close to the Edge’

”Jeg tog på udveksling til Michigan i USA i 1973. Jeg fandt hurtigt ud af, hvem der var flipperne, og hvem der røg hash på skolen, og det var dem, jeg blev venner med.

Min bedste ven derovre hed Steve, og han spurgte, om jeg ville med til Detroit og høre Yes i Cobo Hall (ikonisk spillested i Detroit, red.). Så vi kørte i 6-7 timer for at se det her band, som jeg var helt vild med.

På én og samme tid var det en meget stor oplevelse, og samtidig kedede jeg mig en lille smule. Kunne det ikke gøres mere spændende og mere levende? De spillede og spillede, og vi stenede og stenede, og jeg tror, at min fascination af den progressive rock toppede dér.

Det var en genre, der var vokset ud af psykedelisk musik, og musikken var meget ambitiøs med lange numre og komplicerede kompositioner.

Klaus Lynggaards pladesamling består af ca. 8.000 vinyler og 4.000 cd’er. De fylder det meste af hans sove-værelse. Nogle af pladerne har han i flere forskellige udgaver og optryk.

 

Det var det, mine venner og jeg hørte i den periode, hvor vi havde langt hår, kørte på knallert og tog alle de stoffer, vi kunne komme i nærheden af, mens vi ledte efter en dybere mening med tilværelsen. Men til sidst kom jeg til at savne rock and roll. Der skulle ske noget. Så opdagede jeg Bowie. Heldigvis.”

Den spejler jeg mig i

Frank Sinatra: ’Where Are You?’

”Da jeg var ung og boede i Nansensgade i København, lå der stadig en række små marskandisere i Indre By. Her sad der mænd i fedtede kitler og drak bajere med deres venner, og så kunne man ellers gå på strandhugst i de dødsboer, de havde fået fingre i, og finde de mærkeligste ting.

Hos en af dem købte jeg en plade med Frank Sinatra fra 1957, der hedder ’Where Are You?’. Den kostede 5 kr., og det passede meget godt til mit budget, for der skulle også være råd til knækbrød og tjald.

Det er en meget melankolsk plade, hvor han synger smertefulde kærlighedssange og er afbildet på forsiden med en smøg i hånden, mens han sidder og ser umådelig trist ud.

En gang imellem kan jeg godt nyde at være i sådan en tilstand, hvor man fyldes med længsel, men hvor melankolien ikke nødvendigvis er negativ. Det kan være, at jeg tænker på gamle kærester, chancer, jeg forpassede, eller venskaber, der forliste, og den stemning synes jeg, at ’Where Are You?’ rammer perfekt.”

Den hjalp mig videre

Nick Cave & The Bad Seeds: 'The Good Son'

”I 80’erne levede jeg hårdt med speed og store mængder alkohol, men i 1989 blev det for meget, og jeg måtte gå i afvænning på Lolland. Jeg havde altid syntes, at jeg var festens midtpunkt, men uden dope og druk gik det op for mig, at det var jeg ikke.

Faktisk var jeg slet ikke særlig vild med fester, værtshuse og mange mennesker. Året efter udkom så ’The Good Son’, hvor Nick Cave, der hidtil havde været rockens mørke prins, pludselig lavede en sindssygt smuk, afdæmpet plade, som nærmest bestod af salmer.

At den her hårde fyr tillod sig at være så blid og så sårbar, betød meget for mig. Det gav mig modet til at erkende, at jeg i virkeligheden var et blødt menneske og ikke en helvedes karl, som jeg havde gået og forestillet mig.”

LÆS OGSÅ: Chief 1: "I 1993 fik jeg mit første angstanfald, holdt op med at turnere, jeg fik kræft i maven og bandet gik i opløsning"

LÆS OGSÅ: Disse plader kommer ud i 2017

LÆS OGSÅ: Erling Jepsen: "Jeg var engang ved at få tæsk på et værtshus, fordi jeg havde skrevet om en af de lokales far"