Hvornår er det for sent at lære noget nyt?

”Skal du have undervisning i hovedspring?”

 

En sværm af spørgsmålstegn hænger i luften, mens damen i billetlugen måler mig med øjnene hen over sine briller.

De reklamerer ellers med enetimer i disciplinen på svømmehallens hjemmeside. Men det er vist ikke så hyppigt, at 35-årige mænd efterspørger dem. Hun skal ikke skræmme mig fra mit forehavende, tænker jeg.

Det har længe naget mig, at jeg ikke kan finde ud af at springe på hovedet. Det ser så lækkert ud. Elegant. Kraftfuldt. Men jeg har aldrig prøvet det. Altså ikke sådan et vellykket et, hvor min krop gled gennem luft og vand som en delfin i leg. Bevares, en maveplasker eller to er det da blevet til i voksen alder, kiksede forsøg, som fik mig til helt at holde mig fra det.

Bliv ven med os på Facebook

Og når jeg fortæller folk, at jeg ikke kan finde ud af det, reagerer de som regel på samme måde som billetsalget i svømmehallen. Med vantro. De forestiller sig som regel, at jeg så heller ikke kan svømme. Det har ikke noget på sig. Jeg elsker vandet og bader så ofte, som jeg kan komme til det. Bare uden den frontale, selvtillidsmættede entré i bølgerne.

LÆS OGSÅ: Sortklædte virker mere selvikre, sexede og kloge

Min mor anbefalede mig at holde mig fra hovedspringet, da jeg var dreng. Fordi man ifølge hende kunne brække nakken på det. Og jeg syntes da også, at det så lige så farligt ud, som det var sejt og dristigt. Så det var ikke kun autoritetstro over for min mor, der fik mig til at lade være.

Pludselig var det som om, jeg var blevet for gammel til at lære det. Først og fremmest fordi, der var noget pinligt ved at troppe op i havnebadet eller svømmehallen og stille min manglende kompetence til skue for andres blikke. Sådan er jeg ikke den eneste, der har det med at lære nye ting i en alder, hvor man forventes at have tilegnet sig sine færdigheder.

”Voksne mennesker kan ikke tåle at tabe ansigt,” siger Bjarne Wahlgren, der er centerleder på Nationalt center for kompetenceudvikling under DPU, Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse.

”Vi har en iboende frygt for ikke at være gode nok. Derfor er det en typisk forsvarsmekanisme hos voksne, at man siger: Det kan jeg alligevel ikke bruge til noget,” supplerer Kristina Mariager-Anderson, universitetsadjunkt på DPU's forskningsprogram for livslang læring.

Jeg har besøgt de to for at blive klogere på, hvorfor det kan virke så grænseoverskridende at lære noget nyt. Og de påpeger altså, at noget af det mest sårbare, hvad enten det er et svømmebassin, spanske verbers bøjninger eller html-kodning, man vil kaste sig ud i, er, at man lægger sine mangler åbent frem.

 

Det ved de to forskere blandt andet fra deres forskning i, hvordan man mest hensigtsmæssigt får efteruddannelse eller uddannelse for ufaglærte voksne til at fungere. De forklarer, at det er temmelig almindeligt, at kursisterne sidder i undervisningslokalet, krydser armene og stritter imod ny lærdom på grund af usikkerhed. 

LÆS OGSÅ: 8 kendte mænds absurde samlinger: Fly, cowboystøvler og skrivemaskiner

”Der er nogle barrierer. Hvis man indrømmer, at man kan lære noget, indrømmer man også, at man indtil nu ikke har været god nok,” siger Bjarne Wahlgren og fortæller en anekdote om en kvinde på et efteruddannelseskursus, der ved evalueringen blev spurgt, hvilken del, hun havde været gladest for, og svarede: maskinskrivning. Og hvorfor så det? Jo, for det kunne hun i forvejen, det følte hun sig tryg i.

Usikkerheden kan altså give folk en modstand mod læring, og det er et problem. Ikke mindst når man fra højeste plan, både herhjemme, men også internationalt har politiske dagsordener om livslang læring, der skal opkvalificere hele samfundet. Ideen bygger til dels på en beregning.

”Det koster selvfølgelig nogle penge at skabe uddannelse til voksne. Men det er stadig den måde, der kræver færrest midler, hvorpå man kan løfte en hel samfundsgruppe ud af fattigdom. De mennesker, der får nye kvalifikationer, løfter så at sige sig selv,” siger Bjarne Wahlgren.   

Men der er også en mere sympatisk tanke end blot kølig økonomi bag livslang læring, som handler om at løfte det enkelte menneske.

”Det giver en stor indre tilfredsstillelse, når man overvinder sig selv og lærer noget nyt. Du bliver kisteglad. Og så får du lyst til at lære noget mere,” siger Bjarne Wahlgren. Han eksemplificerer med mit hovedspringsprojekt:

”Hvis det lykkes dig at springe i fra kanten, vil du op på enmetervippen bagefter. Og næste gang vil du op på femmeteren.” 

Ja, jo, det lyder jo rigtig godt. Men hvad skal jeg gøre for overhovedet at komme i gang med at lære det, når jeg, hver gang jeg står på træbroen ved Islands Brygge og kigger ned, føler en ubehagelig sammentrækning i skulderpartiet ved tanken om at gennembryde det mørke vand med hovedet først? Det spørger jeg læringsforskeren om.

Ikke overraskende anbefaler han mig, at jeg skal finde støtte i form af en underviser.

Så langt havde jeg da også selv tænkt. Et par uger inden mit besøg på DPU tog jeg ud med en god ven, rolig, jysk og sporty, som jeg mente ville være den rette. Det var ikke en fuldbyrdet succes. Godt nok havde han blik for, at det skulle foregå et lidt afsides sted og valgte Holmen i København. Hvilket, bliver bifaldet, da jeg omtrent 20 maveplaskere senere fortæller de to læringsforskere om det. 

”Der har han jo haft blik for, hvor afgørende den sociale sammenhæng er. Hvis han havde taget dig med på havnebadet, var der jo ikke sket andet end, at du havde hoppet i på benene,” siger Bjarne Wahlgren.

Hvad min ven havde i empati, manglede han til gengæld i pædagogiske evner til at indvi mig i hovedspringets mysterier. Han skulle først overveje, hvordan han overhovedet selv gjorde, og var dårligt i stand til at forklare det ud over ved selv at springe i og vise mig det. For ham var det så naturlig en ting, at det var svært at sætte ord på teknikken.

”Det er ikke nok, at din lærer har forståelse for din situation, en dygtig lærer skal kunne se på dig udefra, se hvad du gør forkert og være i stand til at forklare dig det,” siger Bjarne Wahlgren.

LÆS OGSÅ: Mænd skader også sig selv: "Smerten fra skalpellen var en sluse for alt det der egentlig var galt"

Derfor har jeg nu taget min læring et skridt videre og står her i klordunsten med en professionel udspringslærer i Kildeskovshallen nord for København. Situationen er umiddelbart lidt intimiderende. Hallen vrimler med mennesker. Voksne motionister og børn, der pisker vandet til skum med fødderne, mens de klamrer sig til korkskiver. Og så er der de mest irriterende: Drenge på en tredjedel af min højde, der laver baglæns saltomortaler fra tremetervippen i samme bassin, hvor det er meningen, jeg skal kaste mig i på hovedet.

Dem prøver jeg at lukke ude af mine tanker, mens jeg følger anvisningerne fra Joanna, min lærer. Jeg bøjer i knæene og strækker armene over hovedet. Men to kontroltab på en gang, både et socialt og et fysisk, er åbenbart mere, end jeg er klar til. For lige så snart jeg har sat af fra kanten med fødderne, og jeg kan mærke tyngdekraften trække min krop mod vandet, reagerer mine ben instinktivt ved at bevæge sig nedad i stedet for opad, som de burde. Tanken om at ramme noget med hovedet først virker simpelthen for naturstridig. Så resultatet bliver en mellemting mellem en maveplasker og et febrilsk løb i den tomme luft, som dem man ser i tegnefilmene, når nogen er trådt ud over klippen.

Det føles både flovt og utilfredsstillende. Det er følelsen af, at jeg aldrig kommer til at lære det her. Allerede efter de første par mislykkede forsøg overvejer jeg at desertere ud i saunaen, hvor der ikke er nogen, der kan se mig. På den anden side ville det også være for idiotisk. Jeg har betalt Joanna for tre kvarters undervisning. Jeg er gået tidligt fra arbejde, fordi jeg ville skrive en artikel om at springe på hovedet. Jeg har involveret andre mennesker i mit forehavende. Så jeg kan ikke give op nu. Jeg har stillet mig med ryggen mod muren. 

”Det kan være en god ide at lave et væddemål med dig selv, eller at forpligte dig på anden vis, det motiverer dig,” forklarede Kristina Mariager-Anderson, da jeg sad på DPU. 

LÆS OGSÅ: Morten Vammen møder Dan Rachlin: ”Jeg har spillet alt for et slaw”

Og jeg fornemmer nu, at irritationen ved at bakke ud af forsøget vil overstige forlegenheden ved at være på slap line i Kildeskovshallen. Selv om børnene kigger måbende på ham den ranglede mand, der bliver ved at hamre brystkassen mod det blå vand.

Så jeg bliver ved. Og det egentlige gennembrud sker, da Joanna beslutter sig for, at nu bliver vi altså nødt til at få de fødder i vejret, så hovedet automatisk kommer først i vandet. Hendes snilde, men lavpraktiske løsning består i at holde et bånd op foran mine skinneben, som jeg er nødt til at springe op og hen over. Og effekten udebliver ikke. Jeg føler mig som en sværdfisk, da jeg borer mig gennem vandskorpen med strakte arme og hovedet først.”Okay!” tænker jeg. Også Joanna smiler et behersket, men opmuntrende smil.

Læringsforskerne på DPU har forklaret mig, at et menneskes indlæringshastighed begynder at dale fra 15-årsalderen. 

”Men i princippet er det aldrig for sent at lære noget nyt,” sagde Bjarne Wahlgren. Inden han modificerede:

”Hvis det er alt for langt væk fra dine evner, er det vanskeligt. Men kan du køre bil, kan du også lære at køre traktor. Har du lært fransk, kan du også lære at tale spansk.”

LÆS OGSÅ: Seks hippe spisesteder i Barcelona

Kristina Mariager-Anderson supplerede med et eksempel om hendes mormor på 95, som ønsker sig en iPad. Imidlertid har mormoren arbejdet som dagplejemor, aldrig haft behov for at skrive på maskine og slet ikke ejet en computer:

”Der er et hul på i hvert fald 40 års udvikling, så hvordan skal hun kunne forstå et interface? Så bliver opgaven meget kompleks i forhold til, hvad hun har forestillet sig.”

I en større forstand handler det altså om at blive ved at udvikle sig som menneske, hvis man ikke pludselig vil sidde med en blyant, når resten af samfundet sidder med virtuelle tastaturer, tænker jeg.

Og selv om it-færdigheder ikke kan sammenlignes direkte med evnen til at springe på hovedet, håber jeg, at mine anstrengelser på bassinkanten på en eller anden måde kan bringe andre former for læring tættere på min rækkevidde.

Resten af de tre kvarters lektion går med at prøve stående og hugsiddende udspringspositioner samt den svære øvelse at holde benene samlet og strakt. Ingen af delene fungerer perfekt, men jeg gør fremskridt.

”Nu skal du vist snart op på skamlen og have lidt mere højde på,” foreslår Joanna. 

”Skal vi ikke øve lidt mere fra kanten, indtil det er helt på plads,” indvender jeg.

”Jo. Det kan vi da godt,” siger Joanna.

”Men på et eller andet tidspunkt har du vel tænkt dig at vise det frem for nogen. Og så skal du vel have lidt mere højde på, svæve lidt mere?”

Joanna har fuldstændig ret. En af motivationsfaktorerne for min fikse ide om at lære hovedspringet er selvfølgelig, at jeg gerne vil kunne vise min nye kompetence frem for andre.

Det er det, som man i pædagogikken kalder for ydre motivation, og som reguleres af straf eller belønning. For eksempel i form af imponerede blikke fra kvindelige badegæster eller anerkendende nik fra mandlige ditto.

LÆS OGSÅ: Kongen af Instagram lever et liv med våben, viagra og villige damer

Men hallens mænd og kvinder har alligevel ikke blik for andet end deres små guldklumper, og jeg synes ærlig talt også, at skamlen ser meget høj ud, til trods for, at den kun er hævet en halv meter over vandoverfladen. Så jeg er der ikke helt endnu.

Først da lektionen er overstået, og Joanna har skyndt sig videre for at undervise en dreng med vandskræk, drister jeg mig op på en skammel, da jeg ser, at selv helt små børn på fem-seks år kaster sig frygtløst i herfra.

Jeg trækker vejret dybt et par gange, inden jeg lader mig falde forover. Jeg tager mig tid til at kigge på min navle, som Joanna har lært mig, fordi det giver nakken den rette position. Og mærker den berusende følelse i kroppen, da jeg først svæver et øjeblik for derefter at skyde gennem vandet. Jeg tror, jeg er ved at forstå, noget, som Kristina Mariager-Anderson forklarede mig, da jeg var på besøg på DPU:

”For at man virkelig kan lære noget, taler man om, at motivationen skal komme indefra. Det vil sige, at selve aktiviteten er forbundet med så megen nydelse, at den bærer lønnen i sig selv. Det kan være at skrive og regne – eller det kan være at springe et hovedspring,” sagde hun.

Jeg fortsætter med at kaste mig i fra skamlen. Indimellem med delfinfølelsen i kroppen. Indimellem føler jeg mig tung som en væltende træstamme. Men det gør ikke noget. Hallens øvrige gæster er lukket ude fra min bevidsthed, mens jeg kaster mig i. Om og om igen. Jeg nyder bare fornemmelsen af at svæve. Af at turde. Jeg har fået tillid til, at min krop ved hvad den gør.

Da jeg efterhånden mærker mit bryst brænde og en øm fornemmelse i skridtet efter for mange ukoncentrerede møder med vandoverfladen, lytter jeg også til dens meddelelse: Det er tid til at slutte for i dag.

Inden jeg går i omklædningsrummet, får jeg dog lige en gæst til at forevige mig i spring. Fotoet viser, at jeg har rykket mig afgørende. Men også at jeg har meget at lære endnu, hvis jeg skal gøre mig forhåbning om gode stilpoints. Og det føles motiverende. Da jeg forlader Kildeskovhallen smiler jeg hånligt til billetsalget, mens jeg husker på Bjarne Wahlgrens ord:

”Succes avler succes – og læring avler mere læring.” 

LÆS OGSÅ: Det skal alle mænd kunne: Smage på vin på restauranten

LÆS OGSÅ: 10 tips: Sådan vinder du den næste jobsamtale

LÆS OGSÅ: Sådan stopper du et slagsmål