Foto: Stefan Tofte

Mænd skader også sig selv: ”Smerten fra skalpellen var en sluse for alt det, der i virkeligheden var galt”

Stefan Tofte skar i sig selv for at modvirke eksamensstress og depression.

”Jeg skal sige, at jeg har problemer med at huske store dele af min barndom, fordi jeg blev mobbet i folkeskolen. Så jeg kan ikke præcis huske, den første gang, jeg skar i mig selv. Men det var i forbindelse med en eksamen i niende klasse.

Det var kort efter, at jeg havde afleveret en skriftlig årsprøve. Det var der et stort kontroltab forbundet med. Når man afleverer noget, kan man ikke længere forbedre det, så er det ude af ens hænder. Samtidig havde jeg lige fået nogle karakterer, der i mine øjne ikke var særligt gode. Det syntes jeg, jeg skulle straffe mig selv for.
 
I tv havde jeg hørt, at der var andre unge, der skar i sig selv som en slags teknik til at holde livet ud. Så jeg fandt en skalpel og skar mig i underarmen. Gennem smerten følte jeg, at jeg genvandt lidt af kontrollen.

LÆS OGSÅ: Bjørn Frost kæmper mod kræften: "Jeg kommer måske aldrig til at se gløden i øjet på en pige der er nyforelsket"
 
Jeg har altid været den lidt irriterende type, der altid fik topkarakterer. Jeg gik ud af folkeskolen med et snit på over 10 og var meget utilfreds med de karakterer, der trak det ned. Et 9-tal efter den gamle skala var ikke acceptabelt i min verden. 

Fordi jeg blev mobbet, satte jeg mig ned og læste en masse bøger. Jo flere jeg læste, desto nemmere fandt jeg ud af, det var. På den måde dannede jeg en perfektionistisk personlighed, der gik op i at klare sig godt i skolen. Det var der, hvor jeg følte succes, og det kompenserede for det begrænsede sociale liv.

Den perfektionisme lever jeg stadig med. Det bliver aldrig godt nok. Og jeg belønner aldrig mig selv, lige gyldig hvor godt jeg har gjort det. I dag er jeg 24 år og går på universitetet i Aarhus, hvor jeg studerer religionsvidenskab.  Jeg savner 13-tallet fra den gamle skala. Savner, at man virkelig kan få en udmærkelse for at have gjort noget ekstraordinært. 



Skalpellen havde jeg, fordi jeg byggede modeller. Den var godt brugt og temmelig sløv. Det fungerede ret godt - der skal være en vis modstand i objektet, man bruger. Hvis jeg brugte en kniv til at skære i mig selv, gav det ikke den samme tilfredsstillelse. Den var for skarp. Så sved det, men det gjorde ikke rigtig ondt. Så følte jeg først smerten bagefter. Jeg havde behov for at mærke smerten. Smerten fra skalpellen blev en fysisk sluse for alt det, der i virkeligheden var galt. For angst og smerte indeni. Bagefter følte jeg lettelse og eufori. En omtåget og uforklarlig tilstand. Det føles lidt ligesom at være nikotinskæv. Og det virker som ethvert andet stof, der udløser endorfiner i kroppen. Så efterhånden blev jeg afhængig.

LÆS OGSÅ: Såden føles det at slås med sin far

Særligt, da jeg kom i gymnasiet brugte jeg det som en coping-strategi. Jeg fik mange venner, men også mange flere eksamener, og jeg blev stresset og deprimeret. Problemerne løste sig, når jeg skar mig i underarmen. Så følte jeg mig i kontrol. Det var mit ritual.
 
Mange unge mænd hamrer hånden ind i en væg eller slår sig selv. Tit tager man det ikke så alvorligt. Så afskriver man det som, at de bare har en naturlig vrede i sig, som kommer ud på en mere eller mindre tilfældig måde. Men hvis der ligger en intention bag det om pådrage sig smerte, er det selvskade helt på linje med cutting.

For mig virkede det bare ikke særlig præcist ideen om at smadre min hånd ind i noget og så se, hvad der sker. Måske skal du have tre sting. Måske får du bare en lidt øm hånd. Jeg valgte helt intuitivt at skære i mig selv.  

Jeg vidste lige, hvordan jeg skulle gøre. Hvor dybt, hvor langt, hvor hårdt jeg skulle trykke. Og så var det nemt at skjule under tøjet. Jeg var glad for lange hættetrøjer. Jeg begyndte at gå i terapi i 2.g, efter at jeg havde forsøgt at begå selvmord ved at sluge en masse piller. Det var rart at få en professionel at tale med. Og min selvskade kørte på relativt lavt blus.

I 2010 begyndte jeg at studere fysik på universitetet. Jeg blev stresset igen og havde svært ved at samle tankerne. Så jeg fandt et barberblad og tyede til min gamle kæphest. I oktober 2010 skar jeg i mig selv for sidste gang. Jeg havde skåret alt, alt for dybt og ramt et stort blodkar. Jeg kunne godt se, at den var gal, så jeg ringede efter en ambulance og forklarede, at jeg havde skåret mig selv.

I den anden ende af forbindelsen var der en mand, der, med hvad jeg tror var en Viborg-accent, sagde:

”Var det ikke dumt?”

LÆS OGSÅ: Niarn: "Jeg havde en kvart flaske vodka stående ved sengen så jeg kunne nå den i søvne"

Det blev på en måde mit spark i røven til at komme videre. Jeg havde brug for en helt rationel konstatering fra en person, der ikke havde noget investeret i mig. Jeg er forholdsvis følelseskold, så når venner eller familie bad mig om at holde op med at skære i mig selv, så opfattede jeg det som noget, de sagde for deres egen skyld. For at de skulle få bedre samvittighed. Det virkede ikke rigtig på mig. Men det gjorde den der nøgterne Viborg-accent.  

Jeg kan ikke give noget generelt råd om, hvad der kan hjælpe folk til at komme over selvskade.  Altså, chat-funktioner som for eksempel Livslinien kan være godt. Men man skal selv ville have hjælp. Det er man nødt til. Og så må man finde noget, der giver mening for en selv, at komme i stedet. 

I dag er jeg afhængig af træning. Deltager i halve Iron Man-konkurrencer. Når jeg tæsker mig selv på cykel eller i et par løbesko, udløser det en masse endorfiner, og det redder mig fra at falde ned i depression. Og så er der den fordel, at jeg kan få meget mere smerte ud af det: Nu udfylder den begge mine lårmuskler, i sammenligning med, at jeg tidligere skar en lille flænge i mig selv. Samtidig bygger jeg så mig selv op. Jeg plejer at kalde træning for socialt accepteret selvskade.

På grund af min tid som cutter skal jeg leve med en masse pisse grimme ar på kroppen. Dem var jeg gerne foruden. Men jeg forsøger at få noget positivt ud af dem. Jeg er ved systematisk at dække dem med tatoveringer. For eksempel har jeg en rose på armen, der hvor jeg skar mig selv sidste gang.

Det fungerer som en slags helingsproces og som et minde om, at jeg har været en idiot en gang, men er kommet ud som en stærkere og gladere person.”



Stefan Tofte er i dag 24 år og studerer religionsvidenskab på kandidatniveau på Aarhus Universitet. Han har ikke skåret i sig selv siden oktober 2010. Hvis du kan genkende nogle af hans følelser, er der hjælp at hente hos Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade, der blandt andet tilbyder støttegrupper.

LÆS OGSÅ:  Vilde fester og ekstremt rige chefer: Martin får udbetalt mere end 50.000 om måneden for at arbejde på en yacht 

LÆS OGSÅ: Sådan føles det at miste benet

LÆS OGSÅ: "Min ekskone havde altid tusind steder hun gerne ville hen - jeg fulgte bare med"