Fredagens detalje: A.P.C. går ind på sneakermarkedet efter tre års forberedelser

Med let overdrevne såler og diskrete farver.

A.P.C. er bedst kendt for sine supersælgende minimalistiske jeans.

Men i det hele taget er det franske mærke garant for klædelige versioner af klassiske skjorter, frakker og jakker i god kvalitet. Chefdesigner Jean Touitou har en smag for velovervejet, retroinspireret tøj uden højtråbende teknisk tingeltangel eller andre prangende designdetaljer. Hans nye bud på en sneaker er ingen undtagelse.

Ifølge Esquire har Touitou og hans hold af designere arbejdet i tre (!) år for at færdiggøre mærkets første egne sportssko ud over gårdsangersko. Og resultatet er blevet to sko, der lavmælt føjer sig til tidens ergonomiske chunky sneakers-tendens, dog uden at være helt så klodset som mange af sine artsfæller derude.

Techno i hvid.

 

Running.

Der er tale om to relativt ens modeller, henholdsvis Running og Techno, den første er i ruskind, lærred og polyester, mens den anden er i ruskind og en form for reflekterende kunststof.

 

Techno i grå.

Technoen kommer i både musegrå og hvid og har tydelige plastikøjer til snørebåndene. Fælles er de mønstrede snørebånd og de relativt tykke såler, som dog ikke er helt så overdrevne som man for eksempel finder dem hos svenske Eytys.

Ifølge Esquire kommer skoene i handelen online 12. april, og prisen bliver nok alt andet end diskret, idet den kommer til at ligge omkring 1.800 kroner.

LÆS OGSÅ: Stor tendens: 17 vandresko til foråret

LÆS OGSÅ: Adidas sælger en million sko af plastik fra verdenshavene 

LÆS OGSÅ: Apple går sammen med Hèrmes og Nike om remme til Apple Watch