1970’erne inspirerer for tiden alt fra tøjdesign til tv-serier, hvor den aktuelle HBO tv-serie ’Vinyl’, er det tydeligste bevis på, at årtiet i den grad præger populærkulturen. 

Solbrilledesignerne har også ladet sig inspirere af det frisættende årti og har til foråret hentet de runde og firkantede briller frem af skuffen. 

”Folk styrer igen væk fra Normcore-tendensen, der medførte mere afdæmpede brilleformer, og i stedet fokuserer vi nu på det nostalgiske og klassikerne, hvilket for de fleste designeres vedkommende betyder runde og firkantede briller i forskellige versioner,” siger Kevin Kafesu, der indkøber solbriller for Norse Store.

De runde og firkantede briller er meget forskellige brilleformer og tjener hver sit formål. Hvor de runde ofte forbindes med noget intellektuelt, kunstnerisk eller råhed fra rockmusikerne, giver de firkantede solbriller lidt mere se-mig-attitude. 

”De runde briller komplementerer bedre vores ansigter end de firkantede, som mere skal bruges til at pynte sig med - eller give et afdæmpet sæt tøj lidt kant,” siger Euromans moderedaktør Frederik Lentz Andersen. 

Solbriller kan mere end blot at skærme for solens stråler og agere som pynt. De fortæller nemlig mere om ejeren, end de fleste andre beklædningsgenstande. 

”Det skyldes især de referencer, der er blevet påført brillerne af ikoniske personligheder. De fleste, der ser et par runde briller, tænker på John Lennon og den anden vej rundt,” siger Kevin Kafesu. 


Et andet eksempel på runde solbriller: Her Jean Reno sammen med en meget ung Natalie Portman i filmen 'Leon'.

Af andre solbrille-ikoner kan man nævne Steve McQueen, der gjorde sine Persol 714 utroligt populære i filmen ’The Thomas Crown Affair’, Jean Renos runde solbriller i ’Leon’ og Samuel Jackson, der bar et par Cutler and Cross 0857s i ’The Kingsman’.  

”Vi mænd har det godt med noget, som er trygt. Når ikoner som Steve McQeeen, Paul Newman eller James Dean har blåstemplet noget, så føler vi os mere sikre. Hver gang, vi kan binde en historie op på en beklædningsgenstand, får vi en undskyldning for at bære det. Hvis vi kan sige: ”husker du Jude Laws strikkede poloer i The Talented Mr. Ripley?” Så har vi det okay med at pynte os,” siger Frederik Lentz Andersen. 


Steve McQueen tager sig som altid godt ud. Her hjælper hans Persol 714 og Faye Dunaway ham godt på vej.

Det er helt enkelt lettere for modevirksomheder eller magasiner at sælge deres produkter, hvis mændene bliver inspireret på flere planer, og får sendt tankerne tilbage på ét af deres ikoner. 

Sådan lyder vurderingen fra Frederik Lentz Andersen, der også har sit eget ikon.

”Min personlige solbrille-favorit-ikon er John Goodman i ’The Big Lebowski’. Selvom han er lidt ufrivillig komisk, og ikke er et typisk ikon, gør solbrillerne ham utrolig cool. Derudover synes jeg, at skydebrillen er blevet glemt lidt. Efter mange år, hvor glassene skulle være helt sorte, er det nu fedt med lidt farve.”


John Goodman er cool i Joel og Ethan Coens kultfilm 'The Big Lebowski' fra 1998, som var en periode, hvor 70'erne også dominerede modebilledet. 

I denne nostalgiske tankegang ligger der også en underliggende tendens til, at der bliver skruet ned for tempoet i forhold til nye tendenser. 

”Forbrugerne er begyndt at gå mere op i kvalitet. Mænd køber mindre, men bedre. Ovenpå en periode, hvor nye solbrillemærker åbnede op for nytænkningen hele tiden, henter vi nu klassikerne frem igen,” siger Kevin Kafesu.

I sit arbejde besøger Kevin Kafesu adskillige brille- og modemesser verden over. Og fra New York til Paris og Milano har tendensen været den sammen: acetat og ædelmetaller som guld og sølv er populært blandt designerne. 

Når man arbejder med metaller, undergår de en indviklet udskæringsproces, hvilket resulterer i nogle mønstre der giver et individuelt udtryk. Og som, ifølge Kevin Kafesu, gør, at brillerne passer godt på tidens fokus på tidløshed. 

På disse messer får Kevin Kafesu også et godt indtryk af, hvilke producenter som gør det særligt godt for tiden. 

”Eyevan 7285, Native Sons, Max Pittion og Mykita er nogle af de brands, som er meget populære i indkøbskredse, og som har formået at få hevet nogle meget anerkendte forhandlere i hus.”

Og så er der jo altid ældre mærker som Persol, Moscot, Cutler and Gross, der ifølge Kevin Kafesu altid er populære, fordi de har fået opbygget et brand, hvis kvalitet der ikke stilles spørgsmålstegn ved. 

”Hvis jeg skulle vælge et par solbriller til denne sæson skulle det være Max Pittions Bronson-brille I lysebrun. Den er for mig indbegrebet af sæsonens tendenser,” siger Kevin Kafesu. 

Det er solbrillens besværlige fremstillingsproces, der tiltrækker Kevin Kafesu. Med sin rensningsproces, hvor der er blevet brugt vand i modsætning til de fleste store producenter, der bruger kemikalier, som er skadelige for miljøet, er modellen et godt billede på slow fashion-tendensen.


Max Pittion Bronson Ligh Brown Salsa

”Man bør finde et par solbriller, der fanger din personlighed og stil, og som ikke går på kompromis med kvaliteten. Der er afgjort en ære i tiden ved at bære tøj og accessoirers, man kan se, der er blevet brugt i mange år,” siger Kevin Kafesu.  

Selvom tempoet er skruet ned, skifter tendenserne stadig - der går bare længere tid mellem skiftene. 

Én tendens, som dog har vundet meget frem i år, er solbriller med en lille metalstang, der forbinder de to brilleglas.  

”Lige så snart der bliver påsat noget ekstra til brillerne, er det pynt, og skal ses som noget, der kan give ens outfit lidt kant. Men det er vigtigt, at stangen ikke dækker for øjenbrynene, så kommer det til at se mærkeligt ud,” mener Frederik Lentz Andersen. 

Hans personlige favorit til denne sæson er netop en klassiker, som har gjort brug af denne lille stang. 

”Ray Bans Caravan med læder på stangen må godt få en renæssance. Man ser den ikke mange steder, men jeg synes, det er den mest undervurderede solbrille, som helt klart fortjener at nå bredere ud.”


Ray Ban Caravan Leather (modellen er pt. udsolgt, men findes uden læder til 1.115 kr.)

Det er dog ikke alle producenter, som har valgt at hylde fortiden. Få mærker kigger fremad og arbejder med nye teknologier. Og særligt ét mærke har tiltrukket Kevin Kafesus opmærksomhed.  

”Mykita har betaget mig med deres innovative produktionsteknikker og højteknologiske tilgang til brilledesignet. De står næsten alene med denne tilgang i et stærkt mættet marked.”

Euroman.dk har samlet 14 par solbriller til foråret og sommeren. 

 
Cutler And Gross 1008 til 2.550 kr. 



Mykita Bradfield til 3.520 kr. 



Kaibosh Metallicums til fra 750 kr. 


H&M Solbriller til 69,95 kr. 



Dior Composit 1.0 til 3.199 kr.

Sun Buddies Liv til 1.050 kr. 



Acne Studios Spitfire til 2.300 kr. 



Han Kjøbenhavn Green Outdoor til 999 kr. 

Our Legacy Faith Nicotine til 1.490 kr. 



Ørgreen Optics XY til 2.395 kr. hos Øgreen på Store Regnegade 1, København K



Kaibosh
Blurred Vision fra 1.000 kr. 



Komono Bennet Black Transparant til 370 kr. 

Ray Ban Round Folding til 1.960 kr. 



Leisure Society Du Cap til 3.275 kr. 

LÆS OGSÅ: Stor bukseguide: 19 forskellige jeans, chinos og jakkesætsbukser

LÆS OGSÅ: Klæd dig på til foråret: 21 jakker til varmere tider

LÆS OGSÅ: Nyt dansk tøjmærke: Køb færre men bedre ting