Den der typiske mandekarikatur, hvor vi, ved synet af den storbarmede blondine, med det samme er sprunget op på bordene med seksløbere og ulvehyl, er (for det meste) en ret hård karikatur og simplificering af hankønnets præferencer hos det modsatte køn.

Men den skyldes måske (og den tegnes i øvrigt ofte af kæresten, der med korslagte arme ikke er sur, nej, men skuffet...), at kvinders definition af, hvad der er tiltrækkende og – ikke mindst - utiltrækkende er langt(!!) mere kompleks og forskelligartet.

Eksempelvis lagde en mandlig bruger på det sociale nyheds- og underholdningssite Reddit en post op, hvor han spurgte, hvad kvinder ikke vil ha'?

Han åbnede dermed op for en regulær Pandoras æske, der vil kunne få selv den mest selvsikre mand til bare at overgive sig til cølibat. Efter blot et par timer var tråden for længst løbet løbsk med pigernes ab-so-lutte no-goes! Et lille udsnit lød eksempelvis:

- Skæg, der ligner pubeshår (Fair nok, vel)
- Hår i nakken, der ligner skæg
- Den slags skaldethed, du ikke ejer (Og hvordan er det, jeg ejer den?)
- Bukser, der når jorden
- Hue på i varmt vejr – det får dig til at se ud som om, du lugter af sved

Især var hygiejnen og lugt et tilbagevendende tema i tråden, hvilket kan hænge sammen med teorien om, at lugtesansen er direkte koblet til den mest primitive del af hjernen: nemlig den der styrer vores følelser. Der er intet som dufte, der instinktivt kan hensætte os i en stemning af barndom, af ny bil eller den allerførste kærlighed.

Og særligt hos kvinder spiller duft en essentiel rolle. Undersøgelser har påvist, hvordan kvinder i tiden omkring ægløsning kan skelne mellem 25 procent flere dufte end mænd. Især har musk og friske duftnoter af citrus en "opstemmende" effekt på kvinder.

"Måske er han ikke den første, jeg lige disko-snaver"
Men én ting er videnskabelige undersøgelser og Reddit-opslag.

Hvad siger pigerne egentlig selv?

Det har vi sat os for at undersøge, og til det formål har vi sat tre skønne eksempler fra Eurowomans bloggerunivers i stævne til en snak om mænd dufte og deres betydning.

De tre bloggerpiger er:
Rebecca Vera (RV), 26 år, arbejde i den danske kultur-, mode- og musikscene.


Lilja (LI) . 26 år, arbejder som model hos Scoop Models i København og Ford Models i New York og Los Angeles


Nanna Étoile (NÉ), 27 år, arbejder hos Wood Wood


Hvor stor betydning har en mands duft?
RV: En mands duft kan overskygge alt – både positivt men også negativt, hvis han eks. lugter af sved. Men dufter han godt, kan det (næsten) være ligegyldigt, hvordan han ser ud. Jeg bruger min duftesans rigtigt meget, når jeg møder nye mennesker.

LI: For mig er duften også virkelig afgørende! Er jeg forelsket i en mand, så er jeg også forelsket i hans duft. Jeg bliver helt afhængig. Da jeg boede i New York og min kæreste besøgte mig, så plejede jeg altid at beholde én af hans T-shirts, når han tog hjem igen. Så kunne jeg sove med den et par nætter, for den duftede af ham, og det gjorde mig glad. Den helt rette mandeduft kan både tænde mig men også gøre mig tryg.

NÈ: Ja, parfumen betyder så meget! Parfumen som min kæreste bruger... jeg elsker den! Jeg kan huske, da vi mødte hinanden, og jeg gav ham et knus, tænkte jeg "Holy smokes, han dufter godt". Det var da helt sikkert én af årsagerne til, at jeg fandt ham tiltrækkende.

Har det stor betydning, at en mand er velduftende?
LI: Meget, ja. Det er vildt vigtigt, at en mand dufter godt. Der gælder vel samme regler som hos os kvinder? Det signalerer for mit vedkommende bare god stil, at manden har en lækker parfume på. Der er ikke noget bedre, end hvis man har været på date og så kunne sige til veninderne "og så duftede han bare så dejligt".

NÉ: Ja, det er super vigtigt!! Det behøver ikke være af parfume. Nyvasket mand kan også dufte skønt. Eller duften af varm hud under dynen. Det er en duft, der vækker både tryghed og ro hos mig. Til gengæld så er duften af sved altså en kæmpe deal breaker for mig.

Kan en mands duft, hvis den ikke er god, spænde ben for hans chancer, selvom han måske vinder point på andre områder?
LI: Jeg har lidt en ting med kokos og vanilje – det fungerer altså bare på ingen måde for mig. Men nej, det et ikke afgørende, og jeg ville nok heller ikke kommentere på det, hvis vi lige var mødtes. Men hvis vi lærte hinanden bedre at kende, så ville jeg formentlig tage ham med hen i parfumeafdelingen og vise ham mine yndlingsparfumer. Bare som et lille hint...

RV: En sød og charmerende mand kan – selv med en mindre heldig lugt – sagtens slå benene væk under mig. Meeen måske er han ikke den første, jeg lige disko-snaver ude på dansegulvet.

Hvad med den omvendt situation – han er ikke din type, men han dufter som noget fra en drøm?
RV: Det (duften, red.) betyder alverdens. Der er så mange minder forbundet med parfumer. Så hvis han har ligget på min hovedpude, så kunne jeg da godt finde på at vente med at skifte betrækket.

LI: Jeg kan godt blive tiltrukket mere af en mand, bare fordi han har en god parfume på. Det er underligt, men duften har så stor betydning for mig.

Hvornår er det især vigtigt, at manden dufter godt?
RV: Allermest, når jeg skal være tæt på ham. Eller nej, det er egentlig også fantastisk, når man er ude i et større selskab og så kan dufte, når han lige er i nærheden.

LI: En mand skal altid dufte godt! Men yndlingstidspunkterne er dog, når min kæreste lige er kommet ud af badet og har taget parfume på. Eller sidst på dagen, når jeg ligger på hans bryst og kan dufte den parfume, han har haft på hele dagen.

Kan det også blive for meget af det gode?
NÈ: Ja, jeg bryder mig ikke om, at kunne dufte en fyrs parfume 3 meter, inden jeg passerer ham. Parfume skal for mig være mere intimt. Noget man dufter, når man giver et knus. Det er super frækt! Men hvis det er for kraftigt, så er det et turn off.

RV: Ja, det kan godt komme til at virke lidt som om, at han prøver for meget. Som om hans personlighed ikke i sig selv er tilstrækkelig.

LI: En mand skal vide, hvordan han får parfumen til at komplimentere ham. Er det for meget, bliver det kvalm. Jeg kan næsten ikke have, når man krammer folk i byen og kan dufte, at de har hældt en halv flaske udover sig selv – man kan næsten smage parfumen i munden... Bvadr. Og man tænker også instinktivt, at det måske hænger sammen med, at han prøver at dække for en svedlugt. Det er vigtigt, at manden ved, hvor meget parfume han skal bruge.¨

Hør hvilke typer mænd bloggerne forbinder forskellige klassiske herreparfumer med her: