Hvornår føler du dig mest velklædt?

”Når jeg rammer den helt rigtige balance mellem, at tøjet passer til lejligheden og samtidig passer til det humør, jeg er i. Lige det punkt, hvor jeg både udviser 
respekt for det rum, jeg træder ind i, og samtidig ikke sælger ud af, hvem jeg er, og hvad jeg tror på. Jeg har flere jakkesæt plus smoking og kjole og hvidt. Men jeg bruger dem kun, hvis situationen absolut kræver det. Det sidste var ikke mindst tilfældet som kulturminister. Men selv der prøvede jeg at gøre mit tøjvalg så afslappet og uformelt som overhovedet muligt uden at fornærme dem, man var gæst hos.”

Hvem synes du er Danmarks bedst klædte mand?

”Min mand (antropolog Jens Pedersen, red.). Han er så underspillet cool på den ikke snobbede måde. Han køber stort set alt sit tøj i genbrugsbutikker og ligner alligevel – eller netop derfor – en milliard. I hvert fald i mine øjne.”

Hvilken ting i din garderobe er du gladest for?

”Jeg er glad for alt mit tøj. Men den smukkeste ting i min garderobe er et japansk slips, jeg for nogle år siden fik af en god bekendt, Thomas Lykke, da jeg blev udnævnt som kulturminister. Hold da op, hvor er det elegant. Slipset er vævet med samme høje kunstneriske kvalitet som de japanske kimonoer. Men med et meget enkelt moderne udtryk og design. Farvevalget er mange grå nuancer indvævet bidder af guld her og der. Smalt, smukt og Japan-cool.”


Hvilken ting i din garderobe fortæller den bedste historie?

”Lige nu må det være de grå sweatshirts, Alternativet fik produceret i forbindelse med vores valgkampagne. Der er seks forskellige udgaver med hver sin Alternativet-værdi trykt på: mod, ydmyghed, generøsitet, gennemsigtighed, empati og humor. Rigtig mange har spurgt mig, hvor de kunne købe et eksemplar. Alle trøjer er i dag udsolgt. Men vi overvejer et genoptryk, for folk vil bare have dem.”

Har du et stilmæssigt forbillede?

”Egentlig ikke. Men jeg bøjer mig i støvet for eksempelvis en designer som Vivienne Westwood. Hun har en fuldstændig fantas­tisk æstetisk og aktivistisk nerve. Hatten af for den kvinde.”