Virgil Nicholas, 25 år, blogger.

Hvilken offentligt kendt person synes du er mest velklædt?

”Den britiske skuespiller Idris Elba har en uovertruffen evne til at få sin påklædning til at se ubesværet ud. Han er for mig at se den sorte James Dean og kan bære et dyrt three-piece jakkesæt den ene dag og en T-shirt den anden, og begge dele virker for ham.

Desuden kan han bære tone i tone som ingen anden. Lad os sige, han har besluttet sig for at tage blåt på. Så har han chinos, skjorte, jakke og halstørklæde i blåt, men i forskellige nuancer og materialer, så det ikke passer for godt sammen. Der ligger måske en stor overvejelse bag, men det finder vi formentlig aldrig ud af.”

Hvilken ting i din garderobe er du gladest for?

”Jeg har omkring 70 par sko, og min favorit er et par Paul Smith-sko, jeg købte i Bien Caché, en skoforretning i København, der ikke eksisterer længere. De er mine ­første sorte dress-sko. I lang tid ville jeg ikke have dress-sko, fordi jeg syntes, de lignede hinanden alle sammen, men de her var perfekte.

De minder mig om en smoking, fordi de forskellige dele og stykker er i forskellige materialer og på den måde står ud. De kostede 8.000 kr., men efter at have kigget på dem i et års tid fik jeg lov til at købe dem for 2.000.”

Hvilken ting i din garderobe har den bedste historie?

”Da jeg første gang begyndte at interessere mig for mode og investere i mærkevaretøj, købte jeg en brun mackintosh-frakke i Wood Wood. Den er i dag, otte år senere, slidt, den har lidt huller og mangler en knap hist og her, men jeg kan ikke få mig selv til at smide den ud.”

Hvad vil du gerne føje til din garderobe?

”Jeg kunne købe mig fattig i et hav af hørskjorter med kinakrave. Fordelen ved dem er, at man kan se både meget elegant og afslappet ud i den rigtige hørskjorte, alt efter om du har den på til sneakers til en tur i byen eller til pæne bukser og en jakke, hvis du skal i operaen.”

Hvilken tendens håber du aldrig kommer igen?

”For tre år siden var normcore ­(normal + hardcore, red.) en trend. Det kom lige efter hipsterbølgen som en modreaktion, hvor man nu skulle se så uprætentiøs og underspillet ud som muligt.

Det var sådan noget Jerry Seinfeld-90’er-tøj, kedelige jeans og enkle T-shirts, der ikke klædte nogen. Desuden var det temmelig paradoksalt at gøre så meget ud af at se ligeglad ud.”

Ved hvilken lejlighed har du følt dig mest velklædt?

”Jeg var til et bryllup i New Hampton for et par år siden. Derovre har de en masse traditioner og normer med tøjet, både hvad angår kulturen i overklasse-Amerika og bryllupper generelt. Hvor alle de andre mænd havde fløjsslippers på, havde jeg chelsea-boots på.

De gik i ensfarvet jakkesæt, mit var i to farver, og jeg havde et slips på, der var markant smallere end deres. Aldrig har jeg fået så meget ros for min påklædning. De syntes, jeg var så modig og så europæisk.”

Det siger moderedaktøren:

”Jeg vil beskrive Virgil Nicholas’ stil som nyklassisk. Man ser ham tit i en oxford-skjorte, en mørkeblå blazer og et par hvide sneakers – ting, som de fleste kan være med på – men det er hans sans for detaljen, der får ham til at skille sig ud.

Virgils stil er kompromisløs, og det er tydeligt, at han sætter en ære i at klæde sig ordentligt på. Samtidig er han også typen, der formår at se afslappet ud i
et jakkesæt.”

LÆS OGSÅ: Danmarks bedst klædte mand 2016 - nr. 5: Rune Bruun Johansen

LÆS OGSÅ: Danmarks bedst klædte mand 2016 - nr. 6: Alfred Bramsen

LÆS OGSÅ: 11 fede sneaker-brands de færreste kender til