Martin Gjesing, 37 år, direktør og grundlægger af MOON

RWK_EM_BestDressed-04V2_330.jpg

Hvilken ting i din garderobe bruger du mest?

”Jeg har fem par five-pocket skindbukser, som jeg bruger i rotation lige nu. Jeg har det med at køre lange perioder, hvor jeg næsten har det samme look. Det har bevæget sig fra sorte jeans, til skindbukser, til blå jeans, og nu er jeg så tilbage ved skindbukserne. Det er et smart rotationsprincip, for så behøver jeg ikke at tænke så meget over, hvad jeg tager på. Jeg synes, at skindbukserne er rimeligt alsidige og neutrale. Der er sikkert nogle, der vil mene, at det er dressing down at gå i skindbukser og ikke helt klassisk, men for mig er det en basic ting.”

Hvilken tendens kunne du aldrig finde på at hoppe med på?

”Sneakers. Det duer bare ikke for mig. Jeg synes, at det er lidt svært at tage seriøst. De sidste 15 år har jeg gået i cowboystøvler, og det har jeg tænkt mig at blive ved med. Sneakers er noget, jeg har på, når jeg løber.”

RWK_EM_BestDressed-13V2_330.jpg

Har du en ting i din garderobe med en særlig historie?

”Jeg parrer altid mine strømper i forskellige farver, når jeg skal til et vigtigt møde. Jeg skal simpelthen have to forskellige strømper på for at sikre held og lykke. Jeg kan ikke huske, hvordan det begyndte, men det er en vane, som er groet fast hen over årene, og i dag er det blevet en total tvangsneurose. Hvis jeg en dag er ved at glemme det, bliver jeg helt stresset. Det mest åndssvage er, at når mine strømper er blevet vasket, ligger de altid sammen i deres normale par. Så er jeg nødt til at pille dem fra hinanden og mismatche dem, inden jeg kan tage dem på.”

Hvad vil du gerne føje til din garderobe?

”Alt fra den kommende kollektion fra det nystartede label Sunflower – det bedste herrebrand fra Danmark, ever. Der er så mange herretøjsbrands, som prøver at være alt muligt vildt, men Sunflower forsøger ikke at være andet end godt, gedigent herretøj. Det kan jeg godt lide. Det er klassisk, uden at være kedeligt. Deres ting har ofte et lille tvist. Der er for eksempel et par brune brukser og en brun jakke i fake, stretch læder. Det, synes jeg, ser megasejt ud.”