William Potts, 26 år, designer

Hvilken ting i din garderobe bruger du mest?

"Der er tre ting, som udgør mit standardsæt: Jakkesætssko, frakke og solbriller. Jeg har næsten altid frakke på – både udenfor og indenfor – og også om sommeren, når jeg har shorts på. Jeg er ret slank, så jeg synes, at det klæder mig at have frakke på. Det giver en flot silhuet. Solbriller har jeg også på næsten altid – også om aftenen. Så vælger jeg bare et par, der har lidt lysere glas."

Hvilken tendens kunne du aldrig finde på at hoppe med på?

"Jeg har aldrig rigtigt dyrket det sporty look og bliver nok aldrig typen, som går i sneakers og sportstøj. Folk må selvfølgelig gøre, som de vil, men det passer bare ikke til min smag og æstetik. Den klassiske stil har altid draget mig mere end den aktive sportsninja-stil."

pottsmain.jpg

Har du en ting i din garderobe med en særlig historie?

"Jeg har to brocher, som jeg købte på et loppemarked i Milano, da jeg boede der for fire-fem år siden. De er begge af sølv og er formet som en lille gren, og den ene har nogle perler på. En broche bliver typisk forbundet med noget meget feminint, men jeg synes, at det kan noget, når man som mand tager en frakke og en broche på. Det bliver lidt ligesom en militæruniform, og jeg kan rigtig godt lide det formelle look. "

Hvornår har du følt dig mest kikset påklædt?

"Alle har nok prøvet at møde op til et arrangement og føle sig for pænt klædt på til lejligheden. Det har jeg i hvert fald. Men jeg kan faktisk ikke huske, at jeg nogensinde har følt mig kikset."