Bedst klædte
Foto: Rasmus Weng Karlsen

Danmarks bedst klædte mænd: Nummer 5: Claus Hempler

Claus Hempler bliver omtalt som landets mest stilsikre artist, der aldrig slog igennem folkeligt og aldrig indløste de store forventninger. Sebastian Dall Mayoni har mødt manden, der baksede med andres forhåbninger, legede med sit udtryk og blev kølig over for sin egen fortælling.

Claus Hempler kan sagtens forstå, hvordan historien om ham er blevet til. Historien om en ung rockkvartet med ham som frontfigur fra udkanten af Odense, der blev udråbt til at være det nye Gasolin, et kommende nationalklenodie, oven på et årti, hvor Gnags, tv-2 og Sanne Salomonsen var mainstream.

Han forstår, hvorfor han kan lyde som en fiasko, der blev sat op på en piedestal af anmeldere og branchefolk, men aldrig formåede at indfri forventningerne og blev glemt. Han anerkender den bare ikke. I hvert fald ikke helt.

”Vi fik helt sikkert ikke indfriet de forventninger, der var fra starten. Da vi lavede det tredje album, regnede mange med, at nu skulle det store folkelige gennembrud komme, men der var vi på vej et helt andet sted hen. Det er blevet en del af historiefortællingen om mig, at jeg ikke har indfriet mit potentiale. Udefra kan man sagtens pege på det som en sandhed, og jeg tror også, at det har været en del af min 30-års krise. Der var nogle år, hvor jeg virkeligt følte, at det hele var uforløst og mislykket. Med årene er jeg blevet meget mere kølig over for den fortælling. Det farlige er, hvis man selv begynder at købe ind i det, så kan man virkelig komme til at føle sig som en, der har fejlet. Den evige fare i showbiz er, hvor meget man begynder at købe ind i fortællingen om sig selv,” siger Claus Hempler.

Han taler om Fielfraz. En rockgruppe fra Højby udenfor Odense, der trak sin inspiration fra The Clash, David Bowie, postpunken og New Wave-bølgen, og som kom på alles læber i 1990, da gruppen udgav sin første plade ’Shine’ til lovprisninger fra anmeldere og en fast lytterskare, som spåede store fremtidsmuligheder internationalt.

De internationale udsigter blev ikke mindre af, at Radiohead talte rosende om bandet, og Blur-forsangeren Damon Albarn flirtede med idéen om at turnere med Fielfraz som opvarmningsband.

RWK_EM_BestDressed-14BV2_330.jpg

Ved udgivelsen havde bandet med en gennemsnitsalder på 20 år spillet sammen i halvdelen af deres liv. I de 10 år havde Claus Hempler dagligt stået i øvelokalet og forestillet sig selv som en plaget Ian Curtis fra Joy Division. Først iført spidse sko, gammeldags ridebukser og håret klippet op i nakken, sideskilning og pandehåret ned foran øjnene – ikke helt ulig karaktererne i Søren Faulis ’De Skrigende Halse’. Senere på coveret til ’Shine’ var det med langt hår, tynde lemmer og stramme bukser.

”Jeg var en klassisk provins-dude, der var lidt utilpasset i det her meget normale miljø. Normalitet var kodeordet i vores solide middelklassehjem. Min far var kontormand i en korn- og foderstofvirksomhed. Et meget systematisk menneske, der stod op på præcis samme tidspunkt hver dag, kom hjem præcis samme tidspunkt og gjorde de samme ting i de 50 år, han var i firmaet. Han var fra 1926, så han var teenager under krigen, hvor der var meget stramme regler for, hvordan man opførte sig og gik klædt. Han havde et gammeldags kodeks fra før, der blev løsnet op og luftet ud i lokalet. Det har jeg helt sikkert været påvirket af, selvom jeg samtidig havde et ben i rock’n’roll-oprørs-lejren. Hjemme hos os skulle man holde sig inden for normalen af, hvad folk forventede af en, men jeg følte ikke, at jeg kunne leve op til det ideal. Mine venners forældre var meget mere påvirket af 68’er-generationen, men selvom mine forældre var gammeldags, havde de en forståelse for, hvad jeg havde gang i. Der var ikke en modstand mod, at jeg havde med musik at gøre, men der var en holdning til, at jeg skulle skrue ned for det, så jeg kunne sikre mig en uddannelse og et job.”

Efter det danske gennembrud blev Fielfraz og specielt Claus Hempler kraftigt eksponeret i tv-programmer og blade. Alle vidste, hvem han var, når han viste sig på Boogie’s i Odense, hvor musikerne kom. 1990’erne blev nogle hæsblæsende år.

”Vi spillede jo fandeme hundrede koncerter om året. Det handlede om at spille, gå en masse i byen og så nå hjem og skrive nogle nye numre. Men efter vores anden plade kom der et skifte. Vi havde noget bøvl med vores tredje plade, fordi vores pladeselskab ville følge den nye danske bølge med Dizzy Mizz Lizzy og Kashmir, mens vi var på vej mod noget mere dystert, som måske ikke lå så meget i tiden. På kort tid havde man udlevet alle drengedrømmene, og nu stod vi tilbage og efterladt med en tomhedsfølelse.”

Claus Hempler om...

Sin far

Da jeg var ung, repræsenterede mine forældre det konservative og reaktionære. Men det er sjovt, hvordan det har ændret sig. Jeg er vendt tilbage til en del dyder fra min fars tid. Det er grundlæggende rart at være høflig over for folk, være omgængelig og skabe en god stemning. Det er nogle gode gammeldags dyder, som min far var meget opmærksom på, også æstetisk. Arbejdsuniformerne var jo blandt andet til for, at man var ens og ikke skiltede med, hvor mange penge man havde.

Danskernes stil

Danskernes påklædning har ændret sig meget, siden jeg var helt ung. Dengang var der stadig en tendens til, at man ikke måtte se ud som om, man havde tænkt over, hvad man havde taget på, for så var man overfladisk. Den opfattelse er forsvundet. Der er en masse uniformer i bybilledet, hvor man på en kilometers afstand kan se, hvad de arbejder med. Det er sjovt at spotte, hvilke cirkler folk går i. Efter min opfattelse må folk klæde sig i det, de vil, men det skader ikke, hvis de evner at se sig selv udefra.

At gå med slips

Jeg går ofte med slips. Det er en følelse. Hvis jeg er i et sart humør, hvor det hele er ved at gå op i limningen, kan jeg godt lide at tage slips på. Så er der i hvert fald et eller andet, der holder sammen på det hele. Slipsedage er mere skrøbelige, hvor der er brug for noget ekstra.

At tage tøj på

Det er meget spontant, hvad jeg tager på. Jeg tænker selvfølgelig over, om det passer nogenlunde sammen, og jeg har noget, der ligger højere oppe i bunken, men det er ikke sådan, at jeg tænker: ’I dag skal jeg være Steve McQueen i ’The Getaway’.’ Ikke fordi man nogensinde kommer til at se så cool ud, men det kunne jeg godt have forestillet mig tidligere.

Claus Hempler griner, når man konfronterer ham med, hvad han igennem tiden er blevet kaldt. Det er alt fra at være en moderne Don Juan, den cooleste mand i byen og en libertiner med et trecifret antal erobringer under bæltet til en dandy Oscar Wilde-agtig type, der skamlæser Søren Kierkegaard.

Det skyldes angiveligt lige dele leg med identiteter, selviscenesættelse (et irriterende udtryk ifølge Hempler) og en forestilling om, at man kan være en bestemt type. Han har en idé om, at folk forestiller sig, at han går mere op i sit udtryk, end han i virkeligheden gør, og han mener, at identiteterne er noget, som andre har påduttet ham. At det aldrig er sådan, han har set sig selv, og at han i øvrigt er for fynsk til at være prætentiøs, hvis man skulle mene det.

”Da jeg gik solo, legede jeg lidt mere med den klassiske idé om, hvordan man går klædt som mand. Men når folk kalder mig crooner, er det ikke noget, jeg har bestemt. Det er en ting, der er blevet gentaget tilpas mange gange, og nu er jeg ’crooneren Claus Hempler’. På coveret til min første soloplade havde jeg jakkesæt og eyeliner på, og så blev det meget etableret. Jeg var selvfølgelig med til at skabe figuren selv, men jeg havde ikke regnet med, at jeg stadig ville være ham 14 år efter. Det er ikke noget, der irriterer mig, men det er bare blevet historien om mig. Privilegiet ved at være ung er, at man kan lege med, hvem man gerne vil være. Når man bliver ældre, så vokser man mere sammen med historien.”

I 1983 købte Claus Hempler blandt andet New Orders ’Power, Corruption and Lies’ og ’Let’s Dance’ af David Bowie i pladebutikken Van Rock i Odense. Det var på hans blå mandag og i stedet for at løbe rundt i Tivoli med sine klassekammerater, brugte han dagen i det, han husker som en fugtig kælder for pladesamlende freaks. Han spenderede alle sine konfirmationspenge den dag.

”Det var i den periode, hvor bevidstheden om stil for alvor foldede sig ud. I postpunk-bevægelsen gik mænd med eyeliner, og hvad ved jeg. Vi legede med alt. Jakkesættet havde været ude i lang tid, fordi man forbandt det med det kedelige, konservative liv fra før 1968, men pludselig var det tilladt at forny det.”

Det var lidt samme følelse, han fik efter det tredje Fielfraz-album. De opildnende kommentarer fra Blur og Radiohead gjorde, at bandet for alvor ville jagte en international karriere. Om dagen var bandet til møder på pladeselskabsgiganter som Virgin Records, EMI og Parlophone i London, og om natten spillede de på slidte up-and-coming-scener. Det var steder, der var indbegrebet af det britiske undergrundsmiljø, som Claus Hempler havde forestillet sig i sine teenageår.

”Vi forsøgte at sparke døren ind. På den ene side var det skønt at gøre, men på den anden side var det tungt. Den britiske musikscene var fantastisk, men ekstremt konservativ. Selvom pladeselskaberne syntes, at det var fedt, det vi lavede, kunne de slet ikke forene sig med, at vi kom fra Danmark. Når man udgav på et engelsk pladeselskab, var man fra England. Vi spillede på mindre scener, hvor der altid var fyldt. Stederne var helt smadrede, men det var fedt at opleve den stemning, vi altid havde forbundet os selv med. Der var aldrig noget luksuriøst bandrum. Man skiftede ude på toilettet, hvor folk var ude at tage det ene og det andet. Og så kom vi der med vores nystrøgne skjorter, og ejerne var bare: ’Hallo, koncentrer jer nu bare om at spille den halve time. Og luk røven.’ Man skulle nærmest ligge på knæ af taknemmelighed over, at man fik lov til at spille en halv time på et lille lortested helt gratis. Men det var fedt at udsætte sig selv for. Det var en test. Det var en måde at blive målt og vejet på, som vi ikke havde kendt, siden vi tog til København.”

BV2O9011.jpg

Men det blev for tungt. Møderne blev til flere møder, og så kunne de i bandet mærke, at der skulle ske noget. De havde efterhånden tilbragt hver eneste dag sammen, siden de var 10 år. Nu var de i slutningen af 20’erne, og det blev en anden måde at være band på.

”Der kommer nogle spørgsmål præcis som i et langvarigt ægteskab. Selvom man har fundet en recept, der fungerer, bliver det en følelse af gentagelse, og så kunne jeg lige så godt have siddet på det samme kontor, som min far gjorde i 50 år.”

Der kom aldrig nogen dramatisk finale, hvor de stod og kastede ting i hovedet på hinanden, men kort tid efter droppede Fielfraz at lave et fjerde album. Bandet blev opløst, og nogle år efter genopfandt Claus Hempler sig selv som soloartist i et mere jazzet univers. Han har siden udgivet flere albums og turneret med ekskæresten Dicte. Han dyrker ikke længere de identiteter, han stadig bliver forbundet med, og faktisk bruger han ikke særlig meget tid på beklædning.

”Tøj er ikke noget, jeg spekulerer frygteligt meget over længere. Når man bliver ældre, er det sværere at bryde ud af den karakter, man har skabt sig. Variationsmulighederne bliver færre med årene. Der er opbygget et repertoire, og så må man variere inden for det felt. Jeg har flere gange oplevet søde ekspedienter, der prøver at lokke mig i skjorter med alle mulige mønstre, men det kan jeg ikke have med at gøre. Der er nogle helt skarpe grænser.”

Det er ikke længere Claus Hemplers største skuffelse i livet, at han aldrig fik det store, folkelige gennembrud. Det er nærmere, at han aldrig har nået det punkt, hvor man er på plads i livet, og han tilfreds kan læne sig lidt længere tilbage i stolen. Men han har gradvist fundet ud af, at det tidspunkt muligvis aldrig kommer. I lang tid ventede han på at nå det, han kalder toppen af bakken. Et sted i livet, hvor han med en vis forløsning musikalsk og personligt kunne sige, at det var meningen eller målet med det hele.

”Som teenager forestillede jeg mig, at jeg ville være på plads med de store spørgsmål i livet, når jeg fyldte 25. Så når man dertil og finder ud af, at man ikke er blevet en skid klogere. Hele mit liv har jeg ledt efter det tidspunkt, hvor livet er sat på plads, og det bare gælder om at holde bolden i spil. Det handler måske om selve følelsen af ikke at passe ind. Jeg havde en engelsklærer i folkeskolen, som engang i enrum stemplede mig som fuldstændigt uegnet til at indgå i en normal social sammenhæng. Jeg syntes jo, han var en idiot, men han ramte lige ned i den grundfølelse, jeg havde af ikke at passe ind. Jeg har efterhånden affundet mig med, at den følelse aldrig vil ændre sig, og det er måske det, der gør, at jeg er nogenlunde tilpas i livet.”

Se, hvad vi ellers skriver om: Bedst klædte mand, Stilguide og Musik