”Dit ur fortæller, hvem du er,” siger Stig Andersen, der er administrerende direktør i den danske ur- og smykkeforretning Klarlund.

Selv har han da Euroman.dk taler med ham en klassisk Rolex-model på, der både gør sig godt til et jakkesæt, eller til når han, som i dag, går i haven.

”Et ur siger rigtig meget om din smag og din identitet, samt om du påskynder design, godt håndværk og kvalitet, der holder,” siger Stig Andersen.

I sidste uge var han i Basel, hvor verdens største urmesse hvert år finder sted.

På Baselworld fremviser de store, traditionsrige urmærker som Rolex, Omega, Hublot, TAG Heuer og Tudor deres nyeste modeller. I år mødte over 150.000 samlere, fans og branchefolk fra over 100 lande op.

LÆS OGSÅ: Stor guide: Sådan får du det rigtige ur med hjem

”Det er ur-entusiasters svar på Aladdins hule. Her kan du finde det hele!”, siger Stig Andersen, der i løbet af messen har købt over 3.000 ure hjem til sine forretninger i Danmark.

Bedre økonomi giver sjovere ure

Han kan se på dette års udbud, at optimismen er tilbage i urbranchen.

”Det går bedre i den europæiske og amerikanske økonomi, end det har gjort længe, og det kan man altså mærke på måden, der bliver lavet ure. Fra at lave relativt forsigtige lanceringer, der ikke gjorde nogen fortræd, er tøjlerne blevet sluppet i år. Nu kommer der mere friske modeller, der har mere puls, ungdom og dynamik over sig,” siger Stig Andersen.

Rolex Yacht-Master med Oysterflex-lænke, 37 mm model: 149.100 kroner, 40 mm model: 168.800 kroner


”Rolex er i år gået linen ud og har lavet en rem med gummilook. Rent formmæssigt er der tale om en revolution for Rolex, der hidtil kun har lavet ure med lænke eller med remme i alligatorskind. 

LÆS OGSÅ: Der er et ur til enhver tid i en mands liv

Det er et cool sportsur, som du rent faktisk kan bade med. Rolex viser med den her model, at de er smarte og trendy, men at de stadig holder fast i det, der er deres DNA, nemlig at det skal kunne holde.

Det ligner gummi, men det er langt mere holdbart end en gummirem, der kan blive mør, mat og sprække eller knække. 

Der er allerede mange, der er skrevet op til dette ur. Alle går og venter på det, som om det var den nye iPhone. Men det koster altså 168.000 kroner. 

Det er primært folk, der køber ikke bare ét, men måske flere ure i løbet af en sæson, der er interesseret i denne model.”

Omega Sea Master Aqua Terra 150M, 44.200 kroner



“Omega er leverandør til James Bond, der i hver film har en ny model fra firmaet om håndleddet. Til filmen Spectre (der får dansk premiere til november, red.) har de lavet en model, der er mere spændstig end sædvanligt.

Skiven er mere levende. Den er ikke mat men blank og spiller i lyset, og viserne er gule, hvilket giver en wow-effekt. Skiven og sekundviseren er prydet med Bond-familiens våbenskjold, men den største James Bond-reference ligger på bagsiden. 

Her er den roter (den selvoptrækkende mekanisme, der får et mekanisk ur til at gå, red.) udformet som riffelløbet på en pistol, hvilket kan ses gennem et lag safirglas.

Hver gang der kommer en James Bond-model fra Omega i forbindelse med lanceringen af en ny film, bliver de revet væk. De er sindssygt populære.”

Tudor North Flag, med lænke: 24.500 kroner, læderrem: 23.800 kroner


”Det er den opnåelige drøm om et virkelig lækkert ur. Tudor er Rolex’ lillesøster-brand, der økonomisk er noget mere tilgængeligt. Kvalitetsmæssigt matcher det dog Rolex og er fremstillet in house på storesøster-brandets fabrikker i Schweiz. Og det er prestige i at kunne producere alle dele af et ur på egne fabrikker.

North Flag har ligesom Rolex’ ure en helt særlig spiral, som er den del af uret, der får det til at sige tik-tak, og som regulerer urets præcision.

Mens andre mærker gør en dyd ud af at overraske med nye farver og materialer, søger Tudor med North Flag tilbage til rødderne med en helt klassisk model, der spiller på gamle modeller, som Tudor lavede tilbage i 70’erne. Stilmæssigt matcher det slet ikke Rolex’ designsprog. Det har et mere ungt look end Rolex’ traditionelle sportsure.”

TAG Heuer Formula 1 - Ronaldo Limited Edition (3.000 eksemplarer), 13.600 kroner



”Så er det forår i den schweiziske urindustri, der normalt er meget konservativ. Cristiano Ronaldo er nemlig blevet bannerfører for Tag Heuer. De lancerer en limited edition-model i hans navn, hvor der er fuld fart på farverne. 

Remmen er grøn og spiller på fodbolduniverset. Med dette ur viser TAG Heuer, hvad vej de vil gå fremover. De presser prisen ned og appellerer mere til unge mennesker, der godt kunne tænke sig et lækkert ur, men som ikke helt har direktørløn endnu. 

Urkassen er lavet i sort, og på skiven har du Ronaldos initiatler og rygnummer, CR7. Fra i år kan man få et TAG Heuer-ur for under 10.000 kroner, så nu kan konfirmanden, der er heldig, privilegeret, og som lægger alt sammen få sig et godt første ur.”

Hublot Big Bang Unico Full Magic Gold, (250 eksemplarer), 240.980 kroner



”Hublot er de schweiziske urmærkers enfant terrible. De tør at gøre noget andet end det, alle de andre gør. De blander materialer, stil, farver og størrelser under deres tagline Art of Fusion. Kransen rundt om urkassen er lavet i en kombination af magic gold, der er en ny ridsefri form for guldbelægning, og carbon. Normalt er ulempen ved at have guld på ure, at det er så blødt, at det får ridser. 

Det er ikke noget klassisk look, det er et stort look. Hvor Rolex’ ure måler 45 millimeter, er Hublots ur 45 millimeter. Det er en gut med en god portion selvtillid og personlighed, der går med sådan et sammen med en spraglet skjorte.

Det er ikke så stift, kedeligt og bankagtigt. Hublots referencer er Ferrari, motorbåde, helikoptere og ski, og det er der ikke lavet om på med denne model, der markerer tiåret for Hublots ur Big Bang, der i sin tid revolutionerede sportsuret.”

Og vi slutter af med lidt billeder fra Baselworld.







LÆS OGSÅ: Syv typer, du altid møder på kunstmuseer

LÆS OGSÅ: Læs dog den forbandede mail i morgen

LÆS OGSÅ: 9 anbefalinger til ure op Instagram fra verdens populæreste profil

Bliv ven med Euroman på Facebook.