Duftevand: De ekstraordinære parfumer

Parfumen er død, parfumen længe leve. Vi guider dig gennem branchen til ekstraordinære parfumer.

Dufte er ekstraordinære, fordi de har direkte adgang til vores reptilhjerne, og få dråber kan fremkalde stærke følelser, forførelser og fortrængte minder. Men i slutningen af 90’erne oplevede parfumeindustrien et kommercielt og kreativt tilbagefald. Producenterne kunne ikke følge med forbrugernes efterspørgsel, og branchen blev opslugt af firmaer, der spyttede generiske dufte ud på rekordtid. Originaliteten forduftede, og i stedet opfandt man kendis-parfumen og satsede på relanceringer af gamle klassikere.

De seneste år har en håndfuld unge parfumører vendt denne udvikling og gjort parfume til mere end bare masseproduktioner finansieret af smagløse kampagner.

Luksusekspert og ph.d. i design fra Designskolen, Erik Hansen-Hansen, forklarer udviklingen med, at der i 00’erne har været et tomrum i markedet, som de unge parfumører har formået at udnytte. Han fastslår dog samtidig, at det kun er sket, fordi parfume er et nicheprodukt.

”Parfumeindustrien er en del af en branche, som kontrolleres af få luksusgrupper som LVMH og PPR, men så længe de uafhængige parfumehuse ikke sælges i stormagasinerne, får de lov at eksistere. De består i kraft af deres eksklusivitet. Så snart de begynder at blive solgt kommercielt, mister de deres tiltrækning.”
I øjeblikket mener han dog, at der er for mange om buddet.

”Markedet må snart været mættet, og de kommende år vil det blive spændende at følge, hvilke af de mest originale parfumer som så vil være tilbage at finde på hylderne.”



Tre dufte, som er blevet hængende i luften siden lanceringen i 2006.

 


ÉTAT LIBRE d'ORANGE


Parfumen er død, parfumen længe leve. État Libre d’Orange lancerede deres mærke ved at erklære parfumebranchen for død. De traditionelle formler skulle glemmes, og den kreative frihed skulle herske på ny. De langt fra anonyme flakoner er dekoreret med alt fra kønsdele til håndvåben, og lange manifester følger med hver ny udgivelse. Duftene er en avantgardistisk frihedserklæring, fremstillet til dem, som tør bære État Libre d’Oranges intime dufte som et ekstra lag hud på kroppen.

 

 

 

Eloge du Traitre – État Libre d’Orange


En hyldest til forræderen, der væver sine medmennesker ind i sit spind af manipulation og forførelse. Perfekt til vigtige møder eller første aften hos svigerfamilien. Indeholder en kraftig bestanddel af musk og malurt samt storkenæbsblomst og patchouli. 


Kan købes på etatlibre-dorange.com, 50 ml, 475 kr.

 

 

 

 

 

BYREDO

 

Identiteten i Byredos parfumer er skabt i mødet mellem modsætninger, hvor ædle traditioner møder nutidens trends. Grundlægger Ben Gorham (billedet) har med sine svenske/indiske rødder skabt en serie parfumer, der er kendetegnet ved brug af fine naturlige ingredienser. I 2006 allierede han sig med parfumørerne Olivia Giacobetti og Jerome Epinette, og de har i fællesskab skabt et særdeles populært brand, hvor parfume fremstilles i fusion mellem klassisk håndværk og kunstnerisk nytænkning.

 



Baudelaire – Byredo


Denne parfume rammer folks næser som en knytnæve badet i blomster. Parfumen er intens og i konstant udvikling efter påføring, og kan stadig duftes på håndleddet tre byture senere. Som en ægte dandy indeholder den noter af læder, papyrus og røgelse blandet med fennikel, jasmin og enebær.

 

Kan købes hos Storm, 100 ml, 1.099 kr.

 

 

 

 

ESCENTRIC MOLECULES

 

I 1990 udskilte den unge tysker Geza Schön et hidtil ukendt aroma-molekyle ved navn Iso E, som med sin feromon-lignende karakter udvikler sig i samspil med kroppens egen duft. I 2006 integrerede han molekylet i sit eksperimenterende mærke Escentric Molecules. Ved at producere parfumer, der indeholder få ingredienser, bringer han indholdet tilbage i en industri, som længe havde fokuseret på form. Han arbejder ud fra en minimalistisk filosofi, hylder den personlige duft og er ikke bange for at kalde Tom Ford og Armanis seneste kreationer for åndsforladte og pinlige.

 

 


Escentric 01 – Escentric Molecules


Escentric 01 er allerede blevet en moderne kult-klassiker. Den unikke sammensætning af det forførende Iso E-molekyle med noter af træ, peber og lime resulterer i en duft, som balancerer mellem overlegenhed og elegance.

 

Kan købes hos Storm, 100 ml, 750 kr.





LÆS OGSÅ Hudpleje: Det ultimative kit

LÆS OGSÅ Plej dit fuldskæg

Se, hvad vi ellers skriver om: Grooming og Stil