Mode-JACQUEMUS_TEKLA_HOPPERSTRIPES_PRESS.jpg

Tekla indgår blødt samarbejde med Jacquemus

Vi har sagt det før, men Tekla er altså bare gode til at indgå interessante samarbejder. Senest har det danske tekstilbrand, der er kendt for deres sengetøj, håndklæder og nattøj, indgået et collab med blandt andet JJJJound og Stüssy.

Denne gang har Tekla kastet sig over det hypede franske modehus Jacquemus, og det er der kommet en nattøjs- og homewear-kollektion ud af, der kombinerer Teklas klassiske silhuetter med Jacquemus’ mere legende tilgang.

Se kollektionen her.

 

Mode-AMI-Paris-x-Mytheresa_06.jpg

Beige nuancer fra Ami Paris og Mytheresa

Et andet samarbejde, der så dagens lys i denne uge, er mellem franske Amis Paris og den tyske webshop Mytheresa, der har lanceret en mindre herrekollektion med syv klassiske items som overshirts, T-shirts, sweatshirts, en bøllehat, bukser og en bomberjakke.

Alt er holdt i neutrale, beige toner med det velkendte, hjerteformede Ami Paris-logo på.

Priserne starter fra 770 kroner, og du kan finde kollektionen lige her. 

 

Mark Tan siger farvel

Stilrene kollektioner i klassiske styles med små, særlige detaljer har altid været kendetegnende for Mark Kenly Domino Tans design, men efter otte år som frontmand for brandet i eget navn træder designeren nu ud af virksomheden.

Det betyder dog ikke, at brandet lukker ned. Det er nemlig planen, at virksomheden, der i 2017 blev købt af Fashion Society A/S, skal fortsætte i samme stil.

“Brandets eminente æstetik er dybt indlejret i vores kerne, og arven fra Mark Kenly Domino Tan løber gennem hvert eneste sting. Noget, vi har til hensigt at opretholde, udvikle og forfine for hver sæson,” siger CEO i Fashion Society Charlotte Egelund via Fashion Forum.

Hvad Mark Kenly Domino Tan selv skal fremover, er stadig uvist.

 

Mode-Mr-Porter.jpg

Mr. Porter giver rygstød til tre nye designere

Webshopgiganten Mr. Porter kan også andet end at sælge tøj fra de mest eksklusive mærker.

Med deres initiativ 'Mr Porter Futures' har de skabt et business- og mentorprogram, hvor de gennem et panel udvælger en række unge designere og tilbyder dem oplæring i blandt andet branding, marketing og cash flow samt bistår produktionen og distributionen af deres kollektioner.

I denne uge kunne de lancere tre nye designere til deres portefølje, Manaaki, Miles Leon og Saif Ud Deen, som alle har indgået i programmet det sidste års tid.

Særligt kollektionen fra Miles Leon, der består af work wear og klassiske items som kabelstriktrøjer og bukser med læg i hovedsageligt neutrale toner med enkelte farveudbrud, er værd at kaste et blik efter.

Se de tre kollektioner her