Jeg sad ved siden af hende til en fest. Hun var midt i tyverne, og med sit upåklagelige spadseredragtsudseende, med negle, der var skræmmende lige lange, med langt, sort hår, der matchede både hendes dyre taske og et par øjenvipper, man skulle passe på ikke at støde sig på, sad hun med et professionelt smil og fortalte, at ”hun var gået lige igennem”, havde læst jura direkte efter gymnasiet, nu var ansat som fuldmægtig og gerne ville være dommer ”på sigt”. Selskabet omkring bordet, der i alder, udseende og på papiret var klart mindre skarpe, greb straks chancen for at få en samtale i gang om samfundets holdning til skyld og straf. Hvad mente hun mon om det? Desværre endte initiativet i tavshed, bordstirring og pludselige toiletbesøg, da dette dydsmønster på dansk uddannelsespolitik straks stivnede og fornærmet udbrød, at ”det var da et underligt spørgsmål, det havde hun altså ikke lært noget om,” mens hun skræmt, forvirret og irriteret forsøgte at blinke os ud af sit liv. Hendes lange øjenvipper kunne dog ikke skjule, at selv om hun måske prøvede, havde hun ikke nogen kabler, der kunne forbinde begreberne samfund, skyld og straf. Der var ingen erfaring derinde, der kunne sætte strøm på det kredsløb.
I årevis har skiftende regeringer i uskøn sangforening med erhvervslivet og ledere af uddannelsesinstitutionerne skrålet, at de unge skal piskes gennem systemet så hurtigt som overhovedet muligt. Hvis ikke, går det lige om lidt helt galt med vores velfærdssamfund. Enhver form for forsøg på at skaffe sig praktisk modenhed, viden, livserfaring og selvstændighed er derfor med succes blevet sprogligt nedgjort via begrebet ’fjumreår’ – en lille, men alligevel stor retorisk genistreg – der mere end antyder, at unge, der ikke straks videreuddanner sig, er dovne, dumme og umodne. Intet kunne være mere usandt. Undersøgelser viser – senest foretog Gallup i november en af slagsen – at de unge føler sig langt mere modne, studieklare, sikre og motiverede efter at have været væk fra studielivet og de tørre tal i en periode. En undersøgelse fra Københavns Universitet foretaget samme måned blandt over 12.000 studerende viste desuden, at risikoen for frafald bliver mindre for hvert sabbatår, de studerende tager.
Alligevel spørger politikere og beslutningstagere igen og igen, hvorfor i alverden danske unge dog ikke snart kan opføre sig ordentligt ligesom i andre lande, hvor de færdige kandidater er yngre end herhjemme. På samme måde fremturer man med et ensidigt, rigidt og i værste fald fordummende karaktersystem i ungdomsuddannelserne. Et system, der belønner de uselvstændige, dem, der er gode til at lære udenad. Et system, der ikke sætter det mindste spørgsmålstegn ved uddannelsesinstitutionernes evne til at uddanne. Et system, der via et alt, alt for lavt indtag af kvote-2-studerende (der er mere vedholdende end kvote 1-studerende) straffer kreativitet og selvstændig tænkning – præcis det, som et lille land som Danmark skal leve af.
Ligesom alle andre lande skal. En undersøgelse fra britiske Cass Business School viser, at 35 % af alle iværksættere lider af ordblindhed, mens tallet i den samlede befolkning kun er 10 %. Tag fx ordblinde folk som Henry Ford, Thomas Edison, Walt Disney, Ingvar Kamprad og Steve Jobs, og forestil dig, hvad der var sket med dem (og deres virksomheder), hvis de var kommet ind i det indskrænkede danske karaktersystem og den danske uddannelsespolitik.
I dette nummer (læs side 42 til 65) spørger vi, som vi har gjort før, en række fremtrædende og bemærkelsesværdige danskere om, hvad de har lært. Det er mennesker, der stort set alle er blevet til noget inden for deres fag, deres job og deres kunst, fordi de på egen hånd har formået at gøde deres evner og talent med selvstændigt initiativ, handling og praktisk erfaring. Og de har ladet sig oplære og inspirere af mennesker, der besad netop de kvaliteter. Som akutlæge Søren Loumann Nielsen fx siger det på side 60, var det ikke medicinstudiet, men derimod en livserfaren brandmand, der lærte ham, hvordan man som udrykningslæge tackler ekstremt voldsomme begivenheder.
Blandt diætister, læger og andre opererer man med begrebet ’tyndfed’. Det betyder, at selv om man måske udadtil ser fit, slank og spiff ud, har man et faretruende højt fedtindhold både i blodet og rundt om organerne. Analogien fra dette begreb til det brede politiske krav om, at unge skal gennem uddannelsessystemet så hurtigt som muligt, ligger desværre ligefor: Man kan sagtens se ud, som om man er klog, selv om man under overfladen er temmelig indskrænket.
Da SF i oktober skulle vælge ny formand (læs artiklen ’Rødt chok’ på side 74), var ironien tung som tøsne, og paradokset mellem teori og praksis, mellem den virkelige virkelighed og parallelvirkeligheden på Chris-tiansborg, stod pinligt skarpt. Hvordan kunne det ske, at den hidtil ukendte Annette Vilhelmsen fejede al modstand af banen? Svaret var så gribende enkelt, så lavpraktisk og ligetil, at ingen af de teknokratisk tænkende politikere kunne få øje på det. Til forskel fra sine modstandere, den såkaldte Børnebande med folk som Astrid Krag og Thor Möger Pedersen i spidsen, havde Anette Wilhelmsen en helt håndgribelig livserfaring, både privat og professionelt. Og det var selvfølgelig den, der blev stemt på, ikke hende, for danskerne – uanset om de stemmer SF eller ej – er ikke dumme. De ved godt, hvad der giver røv i bukserne, som de siger i Jylland. Hverken 29-årige Astrid Krag eller 27-årige Thor Möger Pedersen havde til gengæld nogensinde haft et rigtigt arbejde uden for politik. De to havde ganske enkelt ikke taget de sabbatår, der er helt, helt nødvendige for os, vores velfærdssamfund og vores fremtid.
Det nye nummer af Euroman udkommer i denne uge.
JENS VILSTRUP
