Jenson Button er eventyret om arbejderdrengen, der blev en gentleman og fik succes bag rattet. Frederik Lentz Andersen har mødt den engelske Formel 1-kører.

Han er solbrun, barfodet og storsmilende, tre ting, der hører sig til, når man ejer sin egen lystyacht og i en alder af kun 32 allerede er en af Formel 1-sportens gamle drenge. Landsbydrengens English charm har betydet, at Hugo Boss netop har hyret ham som ansigt for deres succesfulde duft Boss Bottled Sport, og det er i den forbindelse, han afslappet sidder der på sin yacht i Dubai og tager imod.

Hvordan forbereder du dig mentalt og fysisk inden et løb?

”På løbsdagen står jeg tidligt op og enten løber eller svømmer en tur for at få min krop i gang. Jeg spiser en del og drikker en saltholdig drik, som holdets læge mikser til os. Jeg tilbringer et par timer i værkstedet med mekanikerne, og så får jeg en god, lang massage. Det lyder måske rart, men det er en meget hård og aggressiv massage, min fysioterapeut giver mig for at få kroppen og hjernen i gang. 

Lige inden selve løbet visualiserer jeg banen, og hvordan løbet kommer til at spænde af. Jeg forestiller mig tempoet, jeg skal køre i, gearskift, og hvilke dueller jeg kommer ud i. I Formel 1 er det alt eller intet, der er ingen opvarmning, og når løbet er skudt i gang, gælder det kun om at komme i mål med et godt resultat. 

Det er altid det samme, jeg foretager mig på selve dagen, ikke pga. overtro, men fordi rutinerne er vigtige for min krop og mit sind.”

Er du overtroisk?

”Man kan stige ind i en F1-bil fra begge sider. Jeg stiger altid ind fra højre, også selv om jeg står på venstre side af bilen, og det sidste, jeg gør, inden jeg kører væk, er at tjekke min hjelm, selv om den naturligvis allerede er tjekket af både mig selv og vores teknikere.”

Du har ikke også et par lykkeboksershorts eller noget i den stil?

”Vi har slet ikke undertøj på, når vi kører, bortset fra den brandsikre dragt, vi har under vores køredragt.”

Holder sådan en dragt godt på varmen?

”Jeg bruger en del energi under et løb og sveder derfor meget. Selv om min dragt er svedabsorberende, varmer den naturligvis også en del.”

Hvor meget taber du dig på et løb?

”Jeg taber 3 kg væske. Umiddelbart skulle man ikke tro, at det kan være særlig anstrengende at dreje på et rat, men G-kraften gør, at når jeg fx laver et venstresving, tvinges min krop med stor kraft mod højre. Alle mine muskler er spændte, og jeg anstrenger mig for at skabe balance. Det er så udmattende. Jeg drikker i alt fire liter væske om morgenen, som skal drikkes langsomt for ikke bare at blive skyllet hurtigt igennem systemet.”

Hvordan lugter der i bilen efter et løb?

”Man skulle tro, der lugtede af sved, men hvis der gør, har jeg aldrig lagt mærke til det. Det eneste, jeg bider mærke i, er lugten af bremserne, dækkene, benzinen og olien. Det er faktisk den mest trygge lugt for mig. Jeg har kørt kapløb i en eller anden form for maskine i mere end 23 år. Så når jeg træder ind i et autoværksted, føler jeg mig altid hjemme.”

Hvad med duften af champagne?

”Det er duften af sejr. Det er der ingen tvivl om. Når jeg står på en bar, og der bliver skænket et glas champagne ved siden af mig, minder det mig om hver gang, jeg har vundet.”

Hvad er vigtigt for at vinde?

”Man skal aldrig give op. Det går altid op og ned, og man kan ikke vinde hver gang, men hvis jeg kan visualisere sejrene på forhånd, er jeg godt på vej. Sidste år kørte jeg grandprix i Canada, hvor vejrforholdene var helt forfærdelige. Jeg havde et sammenstød med min holdkammerat Lewis Hamilton og et sammenstød med Fernando Alonso (Ferrari, red.), jeg indkasserede en drive through penalty, knækkede min forvinge og endte bagest i feltet, hvor jeg kørte fra en placering som nr. 21 op til nr. 1 – i det, der endte med at blive det længste Formel 1-løb i historien. Det var nok det bedste løb i min karriere.”

Hvad foretager du dig efter et løb?

”Som regel får jeg en omgang massage bagefter og så en god middag, men jeg går sjældent ud og fester. Så snart jeg falder i søvn efter et løb, sover jeg virkelig tungt. Da jeg blev verdensmester i Brasilien i 2009, var jeg helt ekstatisk, hoppede op på bilen og sprøjtede champagne ud over holdet. Jeg var så opsat på at fejre det, men oven på kun en enkelt drink gik jeg hjem og sad alene på mit hotelværelse. Jeg var fuldstændig drænet for energi.”

Var det ensomt at sidde alene på et hotelværelse med en verdensmestertitel?

”Når man har dyrket en sportsgren på professionelt niveau i så mange år, bliver det naturligt at samle folk omkring sig, som man elsker og holder af, og som holder ens fokus på de egentlige værdier i livet. I starten tænkte jeg, at det var mig, der skulle sidde alene bag rattet, og derfor skulle jeg også tackle sejre og nederlag alene, men på et tidspunkt blev det for ensomt. I dag har jeg altid min far, min manager, min fysioterapeut, min bedste ven Mikey og, så tit det er muligt, også min kæreste Jessica med mig (den japanske topmodel Jessica Michibata, red.). De er alle med til at samle mig op, når jeg er nede, og med til at fejre sammen med mig, når det går godt. Succes er intet værd, hvis du ikke har nogen at nyde den med.”

Hvordan bliver man en legende i Formel 1?

”Hvis jeg en dag knækker koden, siger jeg til. Det tog mig 21 år at blive verdensmester, og min karriere har været meget op og ned både før og efter. Jeg tror, at mine nedture har været med til at forme mig allermest. For mig er det at blive en legende ikke nødvendigvis forbundet med at vinde, det handler også om at have sine værdier i orden, at opføre sig ordentligt både over for dem, man holder af, og dem, man kæmper imod. Jeg tror aldrig, at jeg er uovervindelig, og jeg tror aldrig, at jeg er den bedste, men i forhold til F1 er det naturligvis altid et mål at blive det.”

Hvem har haft den største indflydelse på din karriere?

”Det er min fars skyld, at jeg er blevet racerkører. Vi plejede se F1 sammen i fjernsynet og fulgte spændte Ayrton Sennas og Alain Prosts mange opgør. Min far kørte selv racerløb på amatørniveau, og når han kom hjem, lugtede han af racerbil, så allerede der blev den lugt forbundet med noget trygt for mig. Jeg begyndte at køre gokart, og flere fortalte min far, at jeg så ud til at have talent. Over årene har jeg med sponsorater og hjælp fra folk omkring os formået at køre og klare mig godt inden for de forskellige løbsklasser.” F1 er for mange forbundet med en rigmandssport.

Hjælper det karrieren at komme fra en velhavende familie?

”Det gør det helt sikkert, men desværre er jeg ikke selv ud af en velhavende familie. Tværtimod. Økonomisk støttede min far mig, så længe han kunne, men vi havde det hårdt, og tit var vi nødt til at låne penge til benzin for overhovedet at kunne transportere os selv hjem fra løbene.”

Er din far stadig en lige så stor støtte for dig i forhold til din fremtidige karriere?

”Min far er altid med mig. Han giver mig ikke længere gode råd og kommer ikke med meninger om min kørsel, men hans tilstedeværelse er en enorm tryghed for mig. Når jeg kigger fra min bil op på ham på tilskuerrækkerne og ser ham smile til mig, ved jeg, at det bliver et godt løb. Han er min største og mest pålidelige støtte.”

Boss Bottled Sport edt 30 ml til 335 kr. 50 ml til 455 kr. 100 ml til 595 kr. Nærmeste forhandler, tlf. 4499 9099.



Jenson Button

Blev født i 1980 i engelske Somerset og fik sit fornavn efter sin fars gode ven og motocross-rival Erling Jensen, men e’et blev erstattet med et o, for at det ikke skulle lyde ligesom bilmærket Jensen. Jenson Button begyndte at køre gokart som otteårig og debuterede allerede i 2000 i Formel 1. I 2009 blev han verdensmester, og de sidste to år har han kørt for det legendariske McLaren-hold. Han bor i Monaco og er kæreste med Jessica Michibata.



LÆS OGSÅ:
No sweat: De 8 bedste deodoranter  »