Fløjl, speedos og bare tæer i skoene.

Euroman har været i Tel Aviv og se på stil.

Vores moderedaktør Frederik Lenz Andersen fortæller her, hvad der fungerer - og ikke fungerer - for mændene i Israels kosmopolitiske storby.

Itzik Rokach, visuel designer, 26

”Han har italienske sokker på (dvs. ingen), og det ser fedt ud i mokkasiner. Så længe man kan trække den og ikke have sokker på i alle slags sko, skal man det. Arveguldet om halsen fungerer, og rygsækken er i den grad tilbage. Det samme er de runde Rayban.



_____________

Ori Nagar, bartender, 29

”Der er jo ikke noget mere klassisk end en hvid t-shirt og blå jeans. Det her er så den langærmede version og med bælte, hvilket gør looket lidt mere baggy og skaterinspireret. Der er noget maskulint i at vise, at man kan vokse sig så stort et skæg og have langt hår. Ringen i næsen skulle have været en tyrepiercing for at være rigtig moderne. De er på vej frem.”



_____________

Matthias, forsikringsrådgiver, 40

”Et skarpt sæt med smalle chinos, rullekrave og jakkesæt. Sammensætning af navy og sort, som ellers har været lidt fyfy, fungerer rigtig godt her. Rullekraven er ret populær for tiden og har noget intellektuelt over sig.” 



_____________

Mishel Atias, frisør, 29

”Hvis man vil komplementere sine relativt korte ben, skal man ikke have støvler ud over bukserne og en t-shirt, der er for lang. Så kommer ens ben til at se endnu kortere ud. Vil man have benene til at syne længere, skal man trække bukserne lidt ekstra højt op og lade bukserne møde skoene. Der er ingen sammenhæng mellem den relativt pæne skjorte, sølvkæde, t-shirt og lange palladium.”



_____________

Charlie, løber på stranden, 52

”Der er få mænd, der kan bære speedos. Det er for eksempel ikke godt at være bleg og bære røde speedos med dunk ud over. De skal bæres med en vis portion selvironi, og man skal hverken have for lidt eller for meget. Så bliver det enten trist eller vulgært. Men hvis nogen kan bære speedos, er det en gut som ham her. Han har et godt udgangspunkt med sin lædertan, valg af sort frem for rød og en god grå måtte. Når det kommer til badeshortsmode, er de lårkorte VM-shorts fra 86 et godt udgangspunkt med silhuet og pasform.” 



_____________

Boaz Kashi, smykkedesigner, 45

”Prada fører an, når det kommer til at bringe 70’erne tilbage i modebilledet. Bredriflet fløj, som vi ser her, kommer i kølvandet på den bevægelse. Jeg kan godt lide det her carcoat-agtige snit, enkeltradet og med tre knapper. Samtidig matcher jakken tonerne i sko og bukser. Han kører en god jordpalet. Eneste anke er ringen, der jo ligner et helt solsystem. Ikke mange mænd kan slippe af sted med sådan en ring.”



_____________

Lior Schwartz, sælger, 41

”Looket ville fungere markant bedre med nogle få ændringer. For det første skal han sy knapper i, der hvor han har mistet dem, og lægge ærmerne op, så de ikke dækker knoerne. En lille tommelfingerregel er, at man skal kunne se HELE tommelfingeren under frakkeærmet. Sko, synes jeg, skal have et maskulint udtryk. Det får man blandt andet med en mærkbar og synlig sål. Her ligner det lidt, at han har trukket fødderne i en skindpose.”



_____________

LÆS OGSÅ: Moden 2015: Brede bukser og grimme sneakers

LÆS OGSÅ: Manden på gaden: New York

LÆS OGSÅ: Manden på gaden: Milano