Få brands formåede at sætte sit præg på 90’er-rappernes stil som Ralph Lauren, og særligt linjen Sport Polo vakte med kollektionerne Stadium og Snow Beach enorm opmærksomhed blandt musikerne såvel som deres fans. Tænk på den hype, der omgiver Supreme den dag i dag - og så gang den med to.

I dag er Snow Beach-kollektionen, der kom på markedet i 1993, noget af det dyreste vintage Ralph Lauren, man kan få fingrene i - blandt andet fordi kollektionen blev produceret i et meget begrænset antal tilbage i 90’erne. Men nu, 25 år efter kollektionen ramte markedet, relancerer Ralph Lauren Snow Beach-kollektionen og har i samme forbindelse givet 90’er-klunset et nutidigt præg.

Foto: Polo Sport

Den nye Snow Beach-kollektion, der ligesom sin forgænger kun vil blive produceret i begrænset antal, kommer til at bestå af både originale og moderniserede produkter fra den tidligere kollektion. Her kan man få fingrene i den ikoniske, gule pullover, som rapperen Raekwon bar i Wu-Tang Clans musikvideo til nummeret ‘Can It Be So Simple’, samt den røde vest, kasketten og bøllehatten.

Rapperen Raekwon var med til at gøre den gule pullover utroligt populær, da han bar den i en Wu-Tang Clan-musikvideo. Foto: Youtube

De nye produkter i kollektionen tæler de velkendte Snow Beach-produkter i sort/hvide versioner samt et par sneakers, en poncho, en rygsæk og en mavetaske.

Foto: Polo Sport

I forbindelse med relanceringen af kollektionen har GQ interviewet Raekwon, og han fortæller her om sit forhold til 1993-kollektionen - og særligt den gule pullover, som op til i dag er genstand for enorm hype.

Foto: Polo Sport

“Det er bestemt en ære at blive regnet for at være den person, som fik den jakke til at blæse op. Det er cool, og jeg elsker mine fans så meget, og hvis de kigger på, hvad jeg har på og tænker, at det er noget ikonisk eller noget, jeg har banet vejen for, så er det en velsignelse,” siger han i interviewet.

“Ralph burde ringe til mig og takke mig. Jeg venter stadig på, at han ringer.”

Du kan se nærmere på både den farverige og den sort/hvide kollektion i videoerne herunder.