Revolutionerende herrebukser har taget Danmark med storm

Revolutionerende herrebukser har taget Danmark med storm

Shaping New Tomorrow fik for alvor vind i sejlene efter at have pitchet deres koncept om de perfekte herrebukser på nationalt TV. Nu er The Perfect Pants på vej til udlandet – men vejen dertil har ikke været helt uden forhindringer.

Kompromisløs komfort. Fri bevægelighed. Tidløst design. Det er ifølge iværksætter-trioen bag Shaping New Tomorrow, Kasper Ulrich, Christian Aachmann og Christoffer Bak, opskriften på de perfekte bukser til mænd. Men hvad gør, at man overhovedet kan kalde et allemandsejet og essentielt stykke tøj perfekt?

“Vi har udviklet et par klassiske, pæne herrebukser, der samtidig er fantastiske at have på. Bukserne er det ideelle valg til alle hverdagens gøremål”, siger Christoffer Bak, chefdesigner og produktudvikler hos Shaping New Tomorrow.

“Bukserne er moderne, men samtidig casual i udtrykket og elegante nok til, at de kan bruges til mere formelle sammenhænge. Den elastiske vævning med bomuld og elastan er grov, og bukserne minder om en hybrid mellem fine bukser og jeans. Forskellen er, at når man har The Perfect Pants på, føles det som om, man slet ikke har bukser på”, siger Christoffer Bak.

“De føles som de joggingbukser, du ville vælge, hvis du lå hjemme på sofaen og fladede ud.”

Farver---Lav.jpg

Løvens Hule fik de perfekte herrebukser på landkortet 

Helt fra starten har det været vigtigt for de tre nordjyske iværksættere at være i øjenhøjde med deres kunder. Især fordi det kan være svært at forholde sig til fysiske dimensioner som komfort og bevægelighed i et par stretchy herrebukser, indtil man har prøvet dem på. Forretningsmodellen har derfor troligt fokuseret på fysiske butikker, hvilket kan virke næsten utraditionelt og som det sikre dødsstød i disse digitale tider.

“Vi har selvfølgelig en webshop, men kundeskaren bestod i starten af nære venner og familie, og vi fandt hurtigt ud af, at det var svært at gøre et fysisk produkt visuelt og bevise over for nye kunder, hvor fantastiske bukserne var, uden de havde prøvet dem på”, fortæller marketingchef, Christian Aachmann.

Netop denne problemstilling gjorde, at drengene med deres spirende forretning i 2018 tilmeldte sig DR’s TV-succes, Løvens Hule. Målet var national omtale og dermed et “gratis” boost til markedsføringen. “Vi vidste, at vi stod med et virkelig godt produkt mellem hænderne, og vi så derfor Løvens Hule som vores mulighed for at få folk til at tale om os og prøve vores innovative herrebukser”, fortsætter Christian Aachmann.

Slim fit vs. regular fit herrebukser 

Efterspørgslen på de innovative og pæne herrebukser har siden Løvens Hule fulgt med – og i slutningen af 2019 lancerede Shaping New Tomorrow The Perfect Pants i en ny, bredere pasform, så der nu findes både slim fit og regular fit.

“Da vi startede med at producere bukser til mænd, havde vi kun ni forskellige størrelser, men gennem kundernes feedback erfarede vi, at der var ønske om en mere afslappet pasform, selvom bukserne tilpasser sig benene. Så nu har vi mere end 60 forskellige størrelser og to forskellige pasformer, der passer til alle ben”, siger Kasper Ulrich, direktør i Shaping New Tomorrow.

Selvom materialet er vævet på en speciel måde, der gør, at bukserne tilpasser sig efter den, der har bukserne på, har det været et naturligt skridt at udvide sortimentet. Det hænger sammen med drengenes ønske om at være i dialog med kunderne. “Som chefdesigner bruger jeg også rigtigt meget tid på at møde kunderne i butikken i Aalborg. Det er bevidst for at være tæt på kunden og få relevant feedback på vores produkter – og den eneste måde, vi hele tiden kan udvikle os og blive bedre til det, vi allerede gør godt”, fortæller Christoffer Bak.

“Vi ved, det er et stort statement at gå ud og sige, at man har knækket koden og produceret det perfekte stykke tøj. Derfor skal vi også være på forkant med udviklingen, og The Perfect Pants har været efterspurgt i et mere regular fit”, fortsætter han.

Tilløbsstykket til at revolutionere hele herregarderoben 

I tiden efter Løvens Hule blev det gjort klart for SHAPING NEW TOMORROW, at kunderne var vilde efter at prøve The Perfect Pants – og de blev ofte mødt med spørgsmålet: “Er det ikke jer med de behagelige bukser?”

The Perfect Pants blev udgangspunktet for markedsføringen, selvom der på daværende tidspunkt allerede fandtes en hel kollektion af herretøj. “Vi syntes jo selv, at vi havde en god idé”, siger Kasper Ulrich, “Faktisk havde vi allerede udviklet en fuld kollektion med blandt andet t-shirts og underbukser, og de produkter fører vi stadig i dag. Hele omdrejningspunktet for vores koncept er netop at lave essentielt herretøj med ekstrem komfort, men bukserne har altid været i høj kurs – og i allerhøjeste grad efter Løvens Hule.”

Med en voksende kundeskare, der valfartede til butikken i Aalborg og på kun tre dage tømte det online lager for varer, var der ingen tvivl om, at de havde ramt hovedet på sømmet. Pæne og elastiske herrebukser var en mangelvare i herregarderoben, og Shaping New Tomorrow fik sig den omtale, de havde håbet på.

Flatlay---Lav.jpg

Vejen til de perfekte herrebukser 

De første tanker om at udvikle de perfekte herrebukser blev sat i søen, allerede da Kasper Ulrich, Christian Aachmann og Christoffer Bak gik i gymnasiet. Dengang var dresscoden præget af ‘streetwear’, men efter gymnasiet steg behovet for at gå pænere klædt.

“Vi oplevede, at tøjet føltes stift og kedeligt at have på”, siger Christian Aachmann, “Og det mente vi, at vi kunne gøre anderledes. Så vi sendte Christoffer til Portugal på en envejsbillet og med en skudsikker plan: At køre landet tyndt, indtil han fandt producenter, der kunne vække vores idé til live.”

Vejen til at revolutionere herremoden var ikke så ligetil som håbet. Portugiserne var svære at overtale for en 21-årig knægt med en lille vareprøve og ingen penge på lommen. “De grinte lidt af vores idé og sagde, at ingen ville producere tøj i så små kvantiteter”, fortæller Christoffer Bak. Passion og vilje forblev drivkraften, og til sidst fandt drengene en dygtig producent, som kunne forstå visionen om at udvikle de komfortable herrebukser.

The Perfect Pants blev kort tid efter en realitet og er siden 2015 blevet justeret og perfektioneret flere gange. Kvalitet tager tid, og ifølge Christoffer Bak er det ikke let at udvikle de perfekte herrebukser: “I samarbejde med vores producenter i Portugal udvikler vi selv materialet fra bunden. Maskinerne finjusteres, og vi forsøger at finde endnu bedre fibre til vores bukser. Vævning og efterbehandling er en vanskelig opgave, men det er en konstant proces og udvikling, vi skal igennem for at leve op til vores statement”, fortæller han.

“Vi har en tæt relation til vores producenter. Valget faldt på Portugal, fordi de er dygtige til at udvikle materialer, kvaliteten er høj, og vi kan samtidig være med til at sikre gode arbejdsforhold for vores medarbejdere. Den kulturelle barriere er minimal, og vi har en fælles kærlighed for tøj i god kvalitet”, siger Kasper Ulrich.

The Perfect Pants fejrer fem års fødselsdag

I 2020 kan Shaping New Tomorrow fejre fem års fødselsdag. Opskriften på The Perfect Pants må siges at være godt afmålt og er efterhånden blevet slået fast med syvtommersøm i danskernes bevidsthed. Men det betyder ikke, at de tre drenge er færdige med at forfine sortimentet.

“Vi får hele tiden feedback på bukserne – og vores andre produkter – fra vores kunder, som vi selvfølgelig tager med til videre udvikling”, siger Christian Aachmann.

Det foregående år har på alle måder været begivenhedsrigt for den nordjyske iværksætter-trio. I foråret åbnede endnu en butik på Pilestræde 52 i København, hovedkontoret er flyttet til nye lokaler i hjertet af Aalborg, og Shaping New Tomorrow tæller nu mere end 30 ansatte.

“2019 har på alle måder været et fantastisk år. Vi har sat omsætningsrekord og øget vores salg i udlandet. I det nye år ser vi frem til at kunne lancere endnu flere fede produkter og sætte flere butikker på verdenskortet”, fortæller Kasper Ulrich.

“Og vi er kun lige begyndt.”

Se, hvad vi ellers skriver om: Bukser