Hublot har været officiel VM-tidtager siden turneringen i 2010 i Sydafrika. Og ifølge fabrikanten selv har indsatsen ikke været ubetydelig, idet deres ures præcision ved det seneste VM i Brasilien sikrede spillerne og tv-seerne 21 minutters ekstra spilletid (hvordan det så end er beregnet).

I år har den schweiziske urmager, der er mest kendt for sine mekaniske urværker, så kastet sig ud i et digitalt ur til VM-dommerne, der forbinder dem til den seneste mållinjeteknologi.

 

Big Bang, som uret hedder, er også lavet i 2.018 fan-eksemplarer, der dog ikke har mållinjeteknologien. Til gengæld har de alle urets andre funktioner, der blandt andet inkluderer en påmindelse 15 minutter inden hver kamp, en meddelelse om røde og gule kort og udskiftninger, samt en vibration, hver gang en VM-spiller putter den syntetiske kugle i nettet.

Smartwatchet kan skifte urskive alt efter nationale præferencer. Udskiftelige farvede remme skal købes til.

Fanversionen koster 35.000 kroner, men de 2.018 ure er for længst solgt, således også det ene eksemplar, som den danske forhandler Klarlund har været i besiddelse af, men som er blevet købt af en fan af såvel Hublot-ure som fodbold. Lad os alle håbe, det kommer til at summe i tide og utide på hans/hendes arm.

LÆS OGSÅ: Stor retro-tendens: 7 VM-trøjer, der kunne være syet for 30 år siden

LÆS OGSÅ: Ur-nyhed: Patek Philippe præsenterer must-have til 880.000 kroner

LÆS OGSÅ: Sjældent Rolex sætter Danmarksrekord på stor ur-auktion