Tue Deleuran
Foto: Tue Deleuran Tue Deleuran er indehaver af fabrikken RTG Textiles, der ligger i Nordportugal. Han købte fabrikken for penge, han tjente på tøjmærket Björkvin. Han er også ivrig surfer, når han er i Portugal er han på havet næsten hver dag.

RTG Group

Tue Deleuran solgte så mange trøjer, at han kunne købe sin egen tøjfabrik: ”Det var en meget kløgtig beslutning”

Moden går op og ned. Men der er altid tøj, der skal sys.

Verdens bedste t-shirt uden logo. Det er, i al ubeskedenhed, hvad Tue Deleuran har ambitioner om at skabe.

T-shirten siges at være vore dages skjorte, en uundværlig del af mænds garderober, fra gymnasieeleven til den kreative direktør og fra stranden til dansegulvet. Alle mænd har brug for t-shirts, gerne masser af dem. Og derfor er der mange, der går med drømmen om at fremstille t-shirten, der kan regere markedet.

Verdens aktuelle bomuldskonger er Gildan, Fruit of The Loom, Hanes og H&M, mærker som hvert år spytter millionvis af t-shirts ud. Og det er dem, som Tue Deleuran gerne vil slås med. Han er sikker på, at han kan gøre det lige så billigt. Og samtidig er han sikker på, at han kan lave et langt bedre produkt.

”Jeg kan lave en t-shirt i bedste økologiske bomuld med en perfekt pasform, og som er forvasket, så den ikke kryber i vask – til en fordelagtig pris. Det kan jeg, fordi jeg har min egen fabrik, hvor jeg selv kan holde øje med kvaliteten i produktionen. Jeg har kapacitet til at lave 1.500.000 t-shirts om året," siger Tue Deleuran.

Tekstilfabrikken, han taler om, ligger i det nordlige Portugal. Han anskaffede sig den i 2008 for penge, han havde tjent på at sælge logorige t-shirts og sweatshirts af mærket Björkvin.

Mange vil sikkert huske dem fra slutningen af 00’erne, hvor man så dem overalt. Mærket med de mange farver og iøjnefaldende prints lancerede han med en forretningspartner i 2006 som en modreaktion på tidens stramtsiddende sortklædthed. Første år omsatte de for tre millioner, andet år for ti millioner, og tredje år for 100 millioner.

”Jeg tror, folk var trætte af højtideligheden i det mørke tøj. Vores tøj var frisk og letgenkendeligt. Det markedsførte nærmest sig selv. Det var ikke fordi, vi havde planlagt det fra A-Z, men da det viste sig at være en succes, rykkede vi 100 på det,” siger Tue Deleuran, der er civilingeniør af uddannelse, men havde forsøgt sig med et lille skate-mærke, inden han dannede Björkvin.

I 2008 solgte de en halv million sweat- og t-shirts på verdensplan, og i Samsøe & Samsøe i Illum stod folk på venteliste til firmaets sweatshirts med fåreprint.
”Det var helt vanvittigt.”

Samme år besluttede Tue Deleuran sig for at købe det meste af firmaet fra sin partner, og samtidig købte han fabrikken i Barcelos i det nordlige Portugal, som Björkvin i forvejen var hovedkunde hos. Fire måneder og hundredtusindvis af solgte Björkvin-produkter senere havde købet tjent sig selv hjem, fortæller Tue Deleuran.

”Det var en meget kløgtig beslutning.”


Fabrikken RTG Textiles ligger i Barcelos i Portugal. RTG Textiles er en dal

De næste fire år producerede de kun Björkvin-tøj på fabrikken, men i 2012 lukkede de ned for salget i Danmark, fordi efterspørgslen herhjemme var for nedadgående. Det var på det tidspunkt, købet af den portugisiske tøjfabrik for alvor viste sig at være en god investering for Tue Deleuran.

”Brands går op og ned. Men i en omskiftelig branche, er der én ting, der er konstant. Der skal altid produceres noget tøj. Og jeg er ikke i tvivl om, at der ikke er en fabrik i Portugal, der producerer bedre t-shirts og sweatshirts end vores.”

I dag syer de 60 syersker på fabrikken i Barcelos blandt andet for de danske mærker Le Fix, Alis, Oh Dawn og Asger Juel Larsen og det amerikanske surf-inspirerede mærke Saturdays New York. Desuden producerer de merchandise for kunstnere som Medina og Rasmus Seebach.

For amerikanske mærker er det for tiden attraktivt at producere i Europa, fordi dollaren står stærkt i forhold til euroen. For europæiske mærker, herunder de danske, er det mere fleksibelt at få produceret tøjet i Portugal end at skulle arbejde med fragttiden på en kollektion fra Asien, der godt kan løbe op i 30-40 dage.

Det skader heller ikke i forhold til kontakten til de danske kunder, at virksomhedsejeren taler dansk. Måske er det 15-20 procent dyrere for en dansk fabrik at få syet tøjet i Portugal frem for i Kina. Til gengæld får kunderne en historie om en lang portugisisk tekstiltradition, om EU-garanteret kemikaliefri produktion og om gode arbejdsforhold med i prisen.

Da han startede Björkvin op, var Tue Deleuran på mange fabriksbesøg rundt om i verden for at finde den rette producent. Blandt andet var han engang i Kina, hvor syerskerne sad i vinterjakker og syede vinterjakker, fordi det var så koldt i lokalet.

”Det er ikke det, vi skal lave. Jeg gider ikke producere for en kunde, der vil lave en dårlig kvalitet til en lav pris. Til gengæld kan du komme forbi, når du vil, og besøge fabrikken og se, hvem der har syet varen, og hilse på hende og tale med hende. Branchen er ved at rykke sig. For år tilbage var der ikke så mange, der spurgte til arbejdsvilkår. Når et produkt skal markedsføres i dag, vil folk have gennemsigtighed. Vi bliver nødt til at give vores kunder den tryghed,” siger Tue Deleuran, hvis arbejdere har gratis kaffe og en fodboldklub i tilknytning til fabrikken.

På længere sigt ønsker han at tilknytte en børnehave for de ansattes bekvemmelighed. 

Når kunderne indgår et samarbejde med fabrikken, er der stor forskel på, hvordan de gebærder sig. Nogle har ikke så klar en vision og spørger Tue Deleuran og hans medarbejdere til råds om metervarer og pasformer. Andre ved præcis, hvilket udtryk de er ude efter.

Alligevel kan det godt ende med en længere kreativ proces, hvor designeren fremlægger sine ønsker, og fabrikken fremviser materialer, og begge parter diskuterer, hvad der kan lade sig gøre. En dialog, der måske igen skubber lidt til designet. Sådan kan der godt gå et par dage med, at en designer er på besøg.

En ting, der altid ligger fast, er, at Tue Deleuran inviterer sine kunder ud at surfe. Når Tue Deleuran, der tidligere har været på det danske landshold i windsurfing, er i sit hus i Portugal, går der stort set ikke en dag, hvor han ikke er ude på havet.

Stranden ligger en tyve minutters kørsel fra fabrikken, og han vil meget gerne give alle sine kunder den oplevelse, han selv sætter så høj pris på, med i besøget.

”Der er mange af os, der har brug for mere tid, hvor vi ikke er på vores mobiltelefon. Det får man, når man ligger i vandet og venter på den næste bølge, mens man kigger ud over havet. Surfing er meditation plus femten sekunders adrenalinkick, når du kommer op på bølgen. Det er bare dig og dit bræt. Måske en solnedgang. Du er helt afhængig af naturen.”

Tue Deleuran mener, at den uformelle stemning, der opstår, når køber og sælger ser hinanden i wetsuit, harmonerer godt med hans selskabs filosofi.

”Det er ikke fordi det ikke er seriøs business, jeg tror bare, folk føler sig godt tilpas hos os, når vi også tager dem med på stranden eller i byen. Mange ender med at blive vores venner,” siger Tue Deleuran.

Den næste store begivenhed bliver lanceringen af den før nævnte linje af logoløse t-shirts og sweatshirts i økologisk bomuld, der får navnet Colorful Standard.

Tue Deleuran regner med at kunne lancere tøjet, der kommer med fuld tilfredshedsgaranti og et løfte om, at 5 procent af overskuddet går til velgørenhed, inden for et par måneder.

Men hans hovedfokus er at udvide fabrikken.

Og med den politiske uro i Tyrkiet, der får mange mærker til at søge mod Portugal, samt mange henvendelser fra amerikanske mærker, der ikke længere har råd til at producere i USA, er det ikke usandsynligt, at fabrikken inden for tre år kan have fordoblet antallet af ansatte til 120, fortæller Tue Deleuran.

”Det ser meget lovende ud.”

Tue Deleuran og hans fabriksdirektør Rui Fino på stranden.