key-visual-hermes-in-the-making-copenhagen-oct-2021-cwppbct5-2021-09-07.jpg

Hermès rykker ind i Dansk Arkitektur Center

Brug noget af din efterårsferie på at besøge udstillingen 'Hermès in the Making' i København og bliv klogere på, hvordan det traditionsbundne, eksklusive modehus med mere end 184 års erfaring kan lave deres kvalitetshåndværk på så højt et niveau.

I udstillingen, der kun kører fra 15.-24. oktober i Dansk Arkitektur Center og efterfølgende drager videre til USA, kan du møde og opleve 11 kunsthåndværkere fra Hermès (heriblandt ur-, taske- og sadelmagere) i aktion.

Der vil også være interaktive installationer, workshop og visning af kortfilm fra dokumentarserien 'Footsteps across the World' af Frédéric Laffonts. Læs mere og køb din billet her.

Running_Jacket_1.jpg

7 Days Active skriver dansk PlayStation-historie

I dag lanceres den fulde kollektion mellem danske 7 Days Active og japanske PlayStation, hvilket må siges at være et noget utraditionelt samarbejde, da ingen danske modevirksomheder før har indgået samarbejder med ’PS’.

Kollektionen, der er unisex og indeholder alt fra jakker til shorts, befinder sig i spændingsfeltet mellem activewear og loungewear og er inspireret af PlayStations farver og logoer.

Du købe tøjet i Storm Fashion på Store Regnegade 1, 1100 København, eller online hos 7daysactive.com. Læs den fulde artikel om nyheden her.

Image-(13).jpg

Danmarks flotteste butik?

I en tid, hvor konsensus synes at dreje sig om at lukke de fysiske butikker, er det et spændende skridt, Another Aspect tager med deres nye flagskib på Værnedamsvej.

Men med reoler, borde og skabe i dansk eg designet af hussnedkeren René (Another Woodworker), børstet aluminium og vævede tekstiler fra Kvadrat i neutrale farver, der går hånd i hånd med Another Aspects tøj, er butikken endt med at være et godt bud på Københavns flotteste, og det er også en bedrift i sig selv.

Another Aspect-butikken ligger på Værnedamsvej 16a, 1619 København V, og har åbent fra 11-18 mandag til fredag samt 11-17 på lørdage. Du kan se flere billeder af butikken her.

579e735a59d9c3f719d8910a4f5624e71681d8f7.jpg

Maison Kitsuné i overraskende comeback

Maison Kitsuné er efterhånden mest kendt for deres Instagram-venlige café, som mikroinfluencere ynder at lægge billeder op af, når de frekventerer Paris hvert kvartal for at skyde noget content til de næste måneder.

Det franske brand (og pladeselskab) blev grundlagt i 2002 af Gildas Loaëc, tidligere manager for Daft Punk, og arkitekt Masaya Kuroki, men havde sit foreløbige peak i midten af 2010’erne, da grafiske prints og logomanien igen begyndte at få ny luft efter nogle iltfattige år. Her var brandets ræve-logo (sammen med Kenzos løve-logo og Amis røde hjerte-logo) allestedsnærværende, men ballonen punkterede, og Maison Kitsuné mistede sin relevans.

Nu kan det så være, at vi igen kan begynde at kigge mod det parisiske brand, når klædeskabet trænger til en tilføjelse. I denne uge landede lookbooken til deres SS22-kollektion, og det er det pæneste, vi har set fra franskmændenes hånd i mange år. Læs og se mere fra kollektionen her.

Dickies 1.jpg

Dickies og Highsnobiety går sammen om et casual suit

Amerikanske Dickies har i næsten 100 år udmærket sig i slidstærkt og uformelt arbejdstøj og er især blevet et synonym med skatere. Nu har Dickies sammen med det tyske streetwear-medie Highsnobiety sat sig for at lave det perfekte jakkesæt til arbejdet.

Der er tale om et casual suit, bestående af bukser, en button-down jakke og en boxy blazer, som kommer i tre forskellige farver – sort, mørkegrøn og mørkebrun.

Skal det være din nye arbejdsuniform? Så kan du købe de enkelte dele her.