Nye striber

Sommersol og striber er sjældent en dårlig kombination. Det ved Tekla, som netop har lanceret deres sommerkollektion i iøjnefaldende farver som orange og lyserød. Er du mere til afdæmpede farver, har de heldigvis holdt fast i de klassiske stribekombinationer som blå og hvid samt rød og hvid. Du kan få fat i Teklas nye kollektion lige her.

 

Louis Vuitton annoncer NBA-pokalrejsetaske

I øjeblikket duellerer Boston Celtics og Golden State Warriors om at tage pokalen og titlen som verdens bedste basketballhold, og følger du intenst med i finaleserien, kan det være, at du er interesseret i den kollektion, som NBA og Louis Vuitton netop har annonceret.

Kollektionen er den tredje og sidste i rækken de to giganter imellem og er en hyldest til dét at rejse. Derfor indeholder kollektionen et væld af forskellige sportstasker og en såkaldt ’Trophy Travel Case’, der har til opgave at gøre dette års mesterskabspokal rejsevenlig.

Det franske modebrand har de senere år haft tradition for at lave pokalrejsetasker til store sportsevents såsom VM i fodbold og tennistuneringen Davis Cup. Derfor er tasken blot en af flere i rækken, og denne gang har den altså fået de blå, velkendte NBA-farver på indersiden af etuiet.

Et nordisk samarbejde

Brandet Nordisk har i mere end 100 år været specialister inden for dun og outdoorudstyr, og fascinationen for naturen vækker de endnu engang til livs i samarbejde med Samsøe Samsøe. De to brands har netop lanceret deres anden kollektion, der – ligesom den første ­­– hylder naturlivet.

Kollektionen indeholder alt fra muleposer og drikkedunke til termokrus og rustikt bestik, du kan tage med på din næste sheltertur.

Du kan få fat i den nye kollektion i udvalgte butikker og på Samsøe Samsøes hjemmeside fra næste uge.

 

Internationalt udsyn

Der sker store ting for det danske brillebrand James Ay, der i de seneste år har nydt stor succes med deres plantebaserede briller. Nu kommer den aarhusianske virksomhed for alvor ud over Danmarks grænser, for webshoppen Mr. Porter har fået øjnene op for brandet og vil begynde at  forhandle de nedbrydelige solbriller.

Find James Ay på Mr. Porters hjemmeside lige her.