Vi har alle haft dem: De plastik-fantastiske og svuppende badetøfler fra H2O eller Hummel, som man meget praktisk kunne hoppe i efter endt svømmetime i folkeskolen for at undgå at blive smittet af de andre elevers mangfoldige fodsygdomme.

Selvom tøflerne har fået et mindre revival i de seneste år, sætter de fleste dem nok fortsat i bås med Crocs og tyske campister med tennissokker i sandalerne - men det vil high end-brandet Vetements nu gøre op med.

Brandet har netop løftet sløret for et par ‘pool slides’ som en del af deres SS18-kollektion. Tøflerne findes både i rød og mørkeblå, og på oversiden er tøflerne prydet med mis-matchende vandflaske-mærker fra fiktive firmaer. I ægte badetøffel-ånd er skoene holdt i plastik.

Prisen for et par Vetements-tøfler er dog nok en smule anderledes end det, dine forældre i sin tid gav for dine Hummel-sko. Man skal nemlig hoste op med hele 4.300 kroner, hvis man vil erhverve sig tøflerne - men så er man også garanteret at være den mest fashionable motionist i svømmehallen.

LÆS OGSÅ: Adidas laver Dragon Ball Z-sko: Se modellerne

LÆS OGSÅ:  Tennissokken er tilbage som statussymbol